Stuvet spinat og spidskål

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at komme med en decideret opskrift på den stuvede spinat og spidskål, som jeg lavede i onsdags. Men det lader til, at der er flere af jer, der godt kunne tænke jer den, så here goes.

Jeg lavede det lidt på gefühl, så husk at når I selv laver det, skal I sørge for at mærke jer frem, så det får den konsistens I gerne vil have. Der er ikke noget ved det, hvis det er for tykt eller tyndt 🙂

Faktisk blev jeg meget positivt overrasket over hvor godt jeg kunne lide det. Altså, ikke at jeg ikke havde regnet med, at jeg ville bryde mig om det, men det virkelig lækkert! Og en fantastisk måde at få grøntsager og sovs på på én gang. For jeg ved ikke med jer, men for mig ryger det meste med sovs altid ned lidt nemmere 😉

Stuvede grøntsager er generelt ikke noget, jeg har gjort meget i før – som I måske kan regne ud. Men nu har jeg fået flere ideer. I onsdags (og torsdags) spiste jeg det jo med kyllingefrikadeller og kartofler bagt i ovnen. Men man kunne bl.a. også en dag lave enten fiskefrikadeller eller fiskefileter, koge en bunke kartofler og lave stuvede gulerødder eller ærter. Er der andre gode ideer?

Udskriv
Stuvet spinat og spidskål


Antal: 2 portioner
Ingredienser
  • 400 g spinat fra frost
  • 1/4 spidskål
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 2 spsk smør
  • 2 spsk hvedemel
  • 1/4 liter mælk eller madlavningsfløde jeg brugte en blanding
  • godt med salt + lidt peber
Sådan gør du
  1. Optø spinaten i en gryde under låg sammen med bouillonterningen. Når det er helt tøet, tilsættes spidskålen og dampes med under låg i et par minutter, til det er blødt. Lad så meget af væsken fordampe af sig selv, så smagen bibeholdes, og dræn herefter spinat og kål i et dørslag.
  2. Smelt smørret i gryden. Pisk hvedemelet i og tilsæt herefter mælken lidt ad gangen, som når man laver en hvilken som helst jævning. Fortsæt indtil det når den rette konsistens. Det er nemmest at undgå klumper, hvis man har den på medium varme, så det hele tiden bobler svagt, og generelt pisker konstant. Hvis der alligevel kommer klumper, kan man forsøge at skrue lidt ekstra op og piske som en galning. En sidste løsning er at mase jævningen igennem en si og så varme den op igen. Så burde alle eventuelle klumper være væk.
  3. Rør spinat og spidskål i og smag til med salt og peber. Der skal gerne lidt mere salt i end man måske regner, da det er det, der gør forskellen. For lidt salt og det smager bare af mælk = ikke så spændende 🙂
  4. Server evt. med kartofler og (kyllinge)frikadeller.

5 comments

  1. Ih, det ser (stadig) virkelig lækkert ud! 🙂

    1. Tak – det var det virkeligt også. Jeg har allerede lyst til at lave det igen 😉

  2. ser virkelig lækkert ud..det vil jeg lave i morgen..skal dog lige høre skal der vand i gryden når spidskålen skal i der står det skal dampes under låg eller skal jeg bare komme spidskålen i når spinaten er optøet..mvh tanja

    1. Nej, du behøver ikke ekstra vand, den væske, der er i den rå kål, er rigeligt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *