Tabbouleh-inspireret blomkålssalat og den bedste hummus

Engang lavede jeg hummus hele tiden, men nu er det faktisk længe siden sidst, og det er egentligt en skam. Jeg ved ikke 100% hvorfor. En del af grunden er nok LCHF, da bælgfrugter ikke er rigtigt low-carb, og at jeg ikke rigtigt spiser hummus uden brød. På det sidste har jeg gået og haft lyst til at lave det, og nu hvor jeg spiser brød lidt igen indimellem, var et hummus-måltid mere oplagt. Det var dog først i går, at jeg fik snøvlet mig sammen og lavet en portion. Jeg laver altid en stor portion, når jeg alligevel er i gang, så det er ikke usandsynligt, at I kommer til at høre om denne hummus igen. Min hummus er i øvrigt den bedste hummus, jeg har smagt! Så er det ligesom slået fast.

Et par tips til en god hummus:

  • Det allerbedste resultat fås ved at koge kikærterne selv, men dem fra dåse kan nu også bruges i en håndevending – de skal bare have lidt længere tid i foodprocessoren og lidt mere tilsmagnings-kærlighed. 
  • Tilsmagning kan være lidt svær, hvis man ikke er så vant til at smage ting til. Sørg for at smagen har noter af både hvidløg, spidskommen, syre (citron), salt og den lidt mere ubestemmelige (men dog uundværlige!) tahin-smag. 
  • Konsistensen er også en ting, du skal være opmærksom på. Her har smag og behag selvfølgelig også noget at sige, men personligt foretrækker jeg en så smooth hummus som muligt, så jeg kører den længe(re end nogle nok ville), og bruger både en gavmild mængde olie og ekstra vand, til den er, som jeg vil have den.
  • En sidste lille ting er temperaturen. Vi har sikkert snakket om det før, men generelt smager ting jo af mindre, hvis de er køleskabskolde, så selv om du selvfølgelig opbevarer din hummus på køl, skal du endeligt sørge for at tage den ud på køkkenbordet en time før den skal serveres. Så bliver du glad! 

Her er min 6 år gamle hummusopskrift, men for en god ordens skyld får I den nu også lige nedenfor: DEN BEDSTE HUMMUS

Ud over brød og gulerodsstave, som er obligatorisk, når jeg spiser hummus, lavede jeg også en tabbouleh-inspireret salat, som blev ret så vellykket. Tabbouleh findes jo i flere varianter, men de fleste kender den nok som en bulgursalat med tomater og friske krydderurter. Jeg skiftede bulgur ud med blomkålsris, som jeg bager i ovnen, og så tilsatte jeg i øvrigt granatæblekerner og feta, så salaten havde en herlig sammensætning af både smag og konsistens. Prøv den! Den vil også være god til kylling eller fisk eller lam, eller hvad pokker ved jeg.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Tabbouleh-inspireret salat med blomkål, granatæble og feta

Ingen bedømmelser endnu

Antal: portioner

Rækker nok 3 portioner

Ingredienser

  • 1 lille blomkål
  • kokosolie uden smag eller anden olie til bagning
  • salt
  • 1 citron saften heraf
  • 2 spsk olivenolie
  • 200 g tomater
  • 1 håndfuld frisk persille
  • 1 håndfuld frisk mynte
  • 1 håndfuld granatæblekerner fra cirka 1/4 granatæble
  • 1 håndfuld mandelflager ristet på en tør pande
  • 100-150 g feta

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 180º varmluft.

  2. Fjern blade og stok fra blomkål og riv det til fine blomkålsris på din foodprocessor. Fordel på en bageplade beklædt med bagepapir og vend med olie og salt. Bag i ca. 30 minutter og vend rundt undervejs.

  3. Når blomkålen er færdig, køler den af i 5 minutter og vendes herefter med citronsaft og olivenolie. Smag til med salt.

  4. Skær tomater i tern. Hak persille og mynte. Fjern granatæblekernerne fra hinder osv (jeg gør sådan her). 

  5. Vend blomkåls med tomater og krydderurter. Pynt med smuldret feta, granatæblekerner og ristede mandelflager. Server.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Hummus

Ingen bedømmelser endnu

Antal: portioner

Giver en stor portion - 4-8 portioner

Ingredienser

  • 250 g tørrede kikærter eller alternativt 2 dåser
  • 3 fed hvidløg
  • 2 spsk tahin
  • 2 tsk spidskommen
  • 2 tsk salt eller efter smag
  • 1 citron saften heraf
  • 1 dl olivenolie
  • vand til at tilpasse konsistensen med

Sådan gør du

  1. Sæt kikærterne i blød i rigeligt vand natten over - 10-12 timer.

  2. Iblødsætningsvandet hældes fra og kikærterne koges i nyt vand evt. tilsat en bouillonterning i omkring fem kvarters tid. Det er vigtigt at man koger ærterne i nyt vand og ikke bare bruger vandet fra iblødsætningen, da kikærterne udskiller nogle giftstoffer i iblødsætningsprocessen.

  3. De kogte kikærter (eller drænede fra dåse) blendes herefter med resten af ingredienserne. Ovenstående mængder passer min smag, men husk selv at smage til så det er, som du kan lide det!

Kategorier: Fast food, Hverdagsmad, Internationale retter, Opskrifter, Salater, Tilbehør, Vegetarisk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!