Tacotærte

Jeg har  generelt et lidt sjovt forhold til mexicansk mad. Jeg kan rigtigt godt lide rigtigt meget af det, og får det også relativt ofte – derhjemme. Mexicansk mad er nemlig noget, jeg af uransagelige årsager ikke gider gå på restaurant for at spise. Jeg tror, det primært skyldes, at jeg synes, mexicansk mad er så nemt at lave i første omgang, at det at betale folk for at lave det til mig virker som spild af penge, man snildt kunne bruge på andre og mere spændende madoplevelser. Det er måske bare mig, der har misforstået konceptet, det skal jeg ikke kunne sige. Men mexicansk mad er altså noget, jeg selv laver, hvis jeg skal have det.

Tacotærte er en af de ting, som har stået på min inspirationsliste meeeget længe. Både før og efter jeg startede på LCHF, har det faktisk været noget, jeg gerne ville lave. Og af en eller anden grund er det først sket nu – sådan er det jo med nogle ting. Jeg har en teori om, at det lige med denne ret skyldes, at en helt enkel tacotallerken er så nem, at jeg sjældent gider at gøre mere ud af det. Men der har jeg vist gjort mig selv en bjørnetjeneste, for denne tacotærte hæver virkeligt mexicansk mad til et helt nyt og højere niveau! Lov mig dog lige, at I ikke lader jer skræmme af den lidt lange ingrediensliste. Selv om det bestemt tager længere tid og er mere omstændigt, er det absolut ikke sidste gang, jeg laver denne tærte!

Opskriften er sammenstykket fra forskellige steder. Selve konceptet er inspireret af en del forskellige (fortrinsvist svenske) LCHF-blogs, og i særdeleshed en af mine yndlings LCHF-kogebøger, “Viktminskning med LCHF” af Åse Falkman Fredrikson, samt den gode Janes Spis Dig Mæt & Glad, og det er også fra sidstnævnte jeg har lånt sammensætningen af ægge-oste-massen. Bunden er den samme som jeg normalt bruger, når jeg laver tærte, som fx her eller her. Tacofyldet er lavet af kylling, som jo er min favorit, og er krydret ligesom min standard tacotallerken. Så ja, en ren sammenskudstærte kan vi vel næsten kalde det 😉

På billederne ser det måske ud til, at tærten er lidt til den snaskede side… og det er faktisk også helt korrekt! I modsætning til andre tærter, jeg laver, er tacotærten her en del mere mindre solid, men det fungerer faktisk overraskende godt. Mexicansk mad skal jo helst være lidt snasket, ikke sandt? 🙂 Men anyway, her er opskriften. Lav det på en halvtam tirsdag, og alt bliver pludseligt meget bedre – også selv om I opdager, at I ikke har et reelt tærtefad og kæmper en del med at åbne glasset med jalapeños (thank God for søde mennesker på twitter, der løser i det mindste ét af mine problemer)…

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Tacotærte

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Ingredienser

Tærtebund

  • 2 dl mandler svarer til 2,5 dl mandelmel (ca. 120 g)
  • 1/2 dl sesamfrø ca. 30 g
  • 1/2 dl solsikkekerner ca. 30 g
  • 1 spsk fiberHUSK
  • 1 tsk salt
  • 40 g smør koldt
  • 1 æg

Tacofyld

  • 4-450 g hakket kylling eller oksekød
  • smør til stegning
  • 1-1,5 tsk salt
  • 1/2 tsk chilipulver
  • 1 tsk sød paprika
  • 1/2 tsk hvidløgspulver
  • 1/2 tsk løgpulver
  • 1/2 tsk spidskommen
  • 1 drys cayennepeber

Ægge-oste-masse

  • 2 æg
  • 2 dl creme fraiche 38%
  • 2 dl revet cheddar ca. 100 g

Desuden

  • 1/2-1 glas tacosauce vælg en uden tilsat sukker og andet snask, og vælg styrke efter smag
  • syltede jalapeños kan udelades

Til servering

  • avocado eller guacamole
  • salat fx grøn salat, agurk og tomat
  • creme fraiche 38%

Sådan gør du

Tærtebund

  1. Mal mandler, sesamfrø og solsikkekerner til fint mel. Bland – gerne i en foodprocessor – med fiberHUSK, salt og smør, og kør indtil det ligner groft sand. Tilsæt ægget, og kør indtil dejen har samlet sig.
  2. Sæt dejen på køl i ca. en halv times tid. Forvarm imens ovnen til 160º varmluft.
  3. Pres dejen ud i en smurt tærteform og forbag tærtebunden i ca. 20 minutter.

Tacofyld

  1. Mens bunden forbager, steges tacofyldet. Smelt en klat smør på en varm pande og steg kyllingekødet herpå. Bland krydderierne og tilsæt. Steg kyllingen, til det lige netop er færdigstegt, og tag af varmen.
  2. Bland æg med creme fraiche og revet ost til en jævn masse.
  3. Når bunden er forbagt, fordeles tacosaucen ud over, efterfulgt af kyllingekødet. Fordel ægge-oste-massen ovenpå og pynt med jalapeños.
  4. Bag tærten i ca. 45 minutter. Lad den stå i ca. 5-10 minutter, inden den skæres ud.
  5. Server med salat, avocado/guacamole og evt. creme fraiche.

Kategorier: Efterår, Hovedretter med fjerkræ, Hverdagsmad, LCHF opskrifter, Mexicansk, Tærter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!