Tacotallerken

tacotallerken

I dag får I ikke rigtigt en opskrift – snarere bare en idé. Fordi måske har I det ligesom mig og har nogle gange ualmindeligt svært ved at finde på madideer. Eller også har I bare brug for inspiration til hvordan man kan lave hurtig, let og lækker (samt kornfri og LCHF, ikke at forglemme) aftensmad. Jeg ved i hvert fald, at jeg selv lige skal vænne mig til en ny måde at spise på, før det bliver nemt at planlægge. Man skal i hvert fald lære at tænke ud over de “normale” kombinationsmuligheder.

Tænk på taco fx. Når man siger taco (eller tortilla, eller burrito eller generelt hvilken som helst ret inden for det mexicanske/tex-mex køkken), tænker de fleste nok først på en hvede- eller majstortilla som “beholder” for noget lækkert fyld. Men, når vi skal være ærlige, er det så i virkeligheden ikke fyldet, der smager allerbedst! Så den åbenlyse LCHF-venlige løsning her er naturligvis bare at udelade den kedelige hvedepandekage til fordel for en masse guf. Og her kan “guffet” jo være lige, hvad man bedst kan lide. Mit kød her er kylling, som jeg har krydret med et hjemmeblandet tacokrydderi, som du får forholdene til nedenunder. Mange færdigblandinger indeholder sukker og MSG, hvilket jeg gerne vil undgå, så det gør jeg ved at blande det selv. Derudover er mine yndlingsting guacamole (avocado, creme fraiche, hvidløg, citron- eller limesaft og salt), tacosauce/salsa (jeg bruger bare færdigkøbt, men helst også en slags uden sukker og andre ubehageligheder), samt en god sprød blandet salat. For det meste bruger jeg bare iceberg eller anden grøn salat, agurk og tomat eller peberfrugt, samt evt. majs (ikke LCHF). Et lille ekstra tip er at finthakke en bunke syltede jalapeños, hvis man er til det, og blande i salaten – det giver et lækkert ekstra kick!

Hvad indeholder din yndlingstaco(tallerken)?

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Tacokrydderi

Ingen bedømmelser endnu

passer til 4-500 g (hakket) kød

Ingredienser

  • 1-1,5 tsk salt
  • 1/2 tsk chilipulver
  • 1 tsk sød paprika
  • 1/2 tsk hvidløgspulver
  • 1/2 tsk løgpulver
  • 1/2 tsk spidskommen
  • 1 drys cayennepeber kan udelades

Sådan gør du

  1. Bland alle krydderierne, og brug det til lige hvad du vil!

Noter

Jeg bruger primært Urtekram-krydderier (vær opmærksom på at andre mærker har andre styrker, så smag til i forhold til det)

Kategorier: Fast food, Favoritter, Hovedretter med fjerkræ, Hverdagsmad, LCHF opskrifter, Mexicansk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!