Tarte tatin med marcipan og butterdej

Denne tærte er virkelig, virkelig fantastisk! Nok den bedste æbletærte, jeg nogensinde har smagt, og formentlig også en af de bedre desserter i det hele taget. Og det siger altså en del! Jeg tog udgangspunkt i lidt forskellige opskrifter, jeg fandt rundt omkring, da jeg ikke kunne finde en, der var, som jeg tænkte. Den karamel, jeg fandt, fungerede dog ikke helt, som jeg kunne have ønsket, så en anden gang vil jeg nok bruge et andet forhold – mest så den kan blive gyldenbrun. Det kan dog også være fremgangsmåden, der har været problemet der. Andre gange, jeg har lavet karamel, har man først smeltet sukkeret til det bliver gyldent og derefter tilsat smørret. I denne smeltes smørret først og derefter tilsættes sukkeret, hvilket formentligt gør at det ikke kan blive brun. Så måske bare smelt sukkeret først, som ved traditionel karamel. Jeg skriver opskriften som jeg lavede den, men vær opmærksom på, at der måske er bedre fremgangsmåder eller forhold, hvis man gerne vil have en mere brun karamel. Under alle omstændigheder var smagen dog helt i top, så det er kun kosmetisk at karamellen ikke var optimal.

Hvis man ikke har en pande, der kan gå i ovnen, kan man først lave karamellen og æblerne på en pande og derefter hælde det over i et smurt tærtefad. Hvis man har en ovnfast pande, sparer man dog opvask 😉 Bare vær sikker på, at I vælger den rigtige størrelse – som I kan se på billederne, måtte jeg skifte pande undervejs, da den, jeg først tog, var for stor. Den optimale størrelse til denne tærte er ca. 24 cm i diameter, da æblerne skal ligge så tæt som muligt.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Tarte tatin med marcipan og butterdej

Ingen bedømmelser endnu

Antal: tærte


Ingredienser

  • 150 g sukker
  • 150 g smør
  • 4 æbler
  • 100 g marcipan
  • 3 plader butterdej optøede

Til servering

  • vaniljeis

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 200º varmluft.
  2. Smelt 100 g smør og sukkeret langsomt på en pande. Skræl imens æblerne og skær dem i tynde både. Når smør og sukker begynder at karamellisere, vendes æblerne i sammen med de sidste 50 g smør og vendes rundt til de begynder at tage lidt farve. Arranger æblerne i et jævnt lag.
  3. Skær marcipanen i tynde skiver og fordel dem i et jævnt lag ovenpå de karamelliserede æbler. Læg de tre butterdejsplader ovenpå - så vidt muligt uden huller.
  4. Sæt tærten i ovnen i ca. 25 minutter, til butterdejen er gylden. Vend tærten ud på et fad eller en tallerken og server den lun med vaniljeis.

Kategorier: Dessert, Kage, Påske

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!