Tarteletter med kylling og grønne asparges

Tarteletter med kylling og grønne asparges

Jeg fik juleferie i går! Det er lidt tidligere, end jeg havde forventet, da vores afleveringsfrist for semesterprojektet egentligt først er på fredag, men vi var færdige før tid, hvilket jo bare er dejligt. Jeg havde planlagt at gå i mormor-mode og lave tarteletter til aftensmad i aften, hvilket derfor endte med at være ret passende, for i mit hoved er tarteletter lidt en juleting. Nok fordi jeg stort set kun har fået det til julefrokoster hos min bedstemor. Men nu kan jeg jo lave det selv! Opskriften, jeg brugte, var fra oktober-udgaven af Mad!, hvor de havde en hurtig version. Man bruger altså bare kyllingebryster og -bouillon i stedet for at koge en hel kylling. Det var faktisk meget nemmere, end jeg havde regnet med, så det kan jeg sagtens finde på at lave igen. Og det var også lidt ekstra lækkert og mindre tungt, da der var grønne asparges i stedet for hvide fra dåse. Opskriften svarer til ca. otte tarteletter. Jeg brugte dog lidt ekstra kylling, da det passede med at jeg tog resten af en pose fra fryseren, så jeg fik nok omkring ti. Det var også det, der var i pakken, så det passede meget fint.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Tarteletter

Ingen bedømmelser endnu

Antal: stk

Ingredienser

  • 8 dl hønsebouillon
  • 2 kyllingebryster
  • 250 g grønne asparges
  • 1 dåse hvide aspargessnitter
  • 25 g smør
  • 25 g hvedemel
  • 1 dl kaffe-, madlavnings- eller piskefløde
  • salt og peber
  • 10 tarteletter

Sådan gør du

  1. Bring hønsebouillonen i kog i en gryde sammen med de træede ender af aspargesene. Læg kyllingebrysterne i den kogende boillon, skru ned til middel varme, og lad dem koge i 7-8 minutter.
  2. Tag gryden af varmen, og lad kylling og asparges køle en smule af i bouillonen. Tag kyllingebrysterne op af gryden og pluk dem i mindre stykker med to gafler - eller den hurtige løsning: hak dem med en kniv. Si bouillonen igennem en sigte, og tag 3 dl fra til saucen.
  3. Resten af bouillonen hældes tilbage i gryden sammen med de grønne asparges, som er skåret i mindre stykker på ca. 2 cm. Kasser de træede aspargesender. Kog asparges i ca. 5 minutter, til der stadig er lidt bid i dem.

  4. Smelt smørret, pisk melet i, og tilsæt bouillon og fløde lidt ad gangen, til saucen er tyk og blank. Smag til med salt og peber eller opløs evt. en halv bouillonterning heri, hvis saucen mangler smag.
  5. Læg kylling og asparges (både kogte grønne og hvide fra dåse) i saucen, og varm det hele godt igennem. Lun tarteletterne et par minutter i en varm ovn. Fordel saucen i de lune tarteletter. Pynt evt. med lidt hakket persille. Server straks.

Tarteletter med kylling og grønne asparges

Kategorier: Favoritter, Frokost, Hovedretter med fjerkræ, Jul, Mormormad, Påske

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!