Thai-salatwraps med kylling og peanutsauce

thaisalatwraps-3

Denne ret giver mig faktisk lidt lyst til at tale kort om det dér LCHF. Det er jo egentligt ikke noget, jeg ellers gør mig så meget i. Altså, LCHF gør jeg mig i, men at tale om det, oftest er det bare opskrifter og hverdags(udenoms)snak, jeg kører herinde. Og så giver jeg i øvrigt noget nær alle opskrifter kategorien “LCHF”. Men det med at finde ud af præcist, hvad det er, om det fungerer for jer, hvorfor (ikke), og alt det der, det lader jeg for det meste andre og klogere folk om. Jeg er her primært for maden.

Men LCHF er jo mange ting, og det var det, der lige gik op for mig med denne ret. Hvis man ser LCHF meget stereotypt som en ren fløde og bacon-kur, ligner disse wraps måske noget, der er meget langt fra LCHF. Hvis man snarere, som jeg, ser LCHF som bare at spise mad, der er naturlig og rart for en mig (og dig?), og så i øvrigt uden korn/stivelse/sukker samt lav på kulhydrater og høj på fedtstof, er denne ret helt i tråd med det, hvis I spørger mig. Fedtstoffet skal selvfølgelig være der, for at vi kan blive mætte, men det behøver ikke altid at være i form af en flødesovs – og jeg kan altså godt lide flødesovser!

Her har vi grønt som wrap og bund, protein i kylling og peanuts og fedt i peanutsaucen. Et perfekt måltid – som i øvrigt var helt fænomenalt velsmagende! Jeg græd lidt, da jeg så, at vi havde slikket tømt skålen med peanutsauce ren! Men nej, jeg har ikke målt og vejet. Jeg ved ikke, hvor mange kulhydrater, jeg fik via dette måltid, eller hvor høj fedtprocenten var. Men jeg ved, at det smagte herligt, at jeg blev mæt, at det var hurtigt at lave, og at det smagte herligt. Nå, hov, havde jeg sagt det, sorry 😉

Det er et lidt snasket måltid, da det er en anelse svært at spise uden at få klistret peanutsauce ud over det hele. Man kan selvfølgelig tage den kedelige rute og bare spise det som en salat, men det er jo klart sjovere med fingermad! Bare sørg for at have lidt køkkenrulle i nærheden 😛

thaisalatwraps-1

Udskriv
Thai-salatwraps med kylling og peanutsauce

Opskrift efter Perry's Plate

Antal: 2 personer
Ingredienser
  • 250-300 g kyllingeinderfilet
  • 2 små hjertesalater
  • 1-2 broccolistokke groftrevne (når jeg bruger broccoli, gemmer jeg ofte stokken til noget andet)
  • 2 gulerødder groftrevne
  • 1 lille håndfuld forårsløg finthakkede
  • saltede peanuts
Peanutsauce
  • 2 spsk peanutbutter
  • 1 lime saften herfra
  • 1 spsk fishsauce
  • 1 spsk fibersirup gold eller anden sødning
  • 2 cm frisk ingefær
  • 2 cm frisk rød chili
  • 2 fed hvidløg
  • 1/2-1 spsk æblecidereddike
  • 2 spsk sesamolie
  • vand til at justere konsistensen jeg brugte nok 1/2-1 dl
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til 200º varmluft og steg kyllingen heri med lidt sesamolie samt salt og peber i ca. 15 minutter, mens du klargør resten, eller steg kyllingen på en pande, hvis du foretrækker det.
  2. Riv broccolistokke og gulerødder groft, og hak forårsløg.
  3. Blend alle ingredienserne til saucen godt sammen i en minihakker, blender eller foodprocessor. Hvis du ikke har en med en meget kraftig findelende motor, kan du evt. presse hvidløg, hakke chili og rive ingefær på forhånd.
  4. Smag saucen til.
  5. Del salaten op i blade, som bruges til wraps.
  6. Server wraps med grøntsager, kylling og peanutsauce samt lidt saltede peanuts som crunch.

thaisalatwraps-2

thaisalatwraps-4

5 comments

  1. Godt sagt, Xenia! Jeg er meget enig i din definition af lchf (og jeg gør også det med at kaste nærmest alle opskrifter ind i kategorien “lchf”! Jeg venter bare på, at lchf-politiet kommer efter mig en dag!)
    Lækker opskrift i øvrigt. Den har jeg virkelig lyst til at lave snart 🙂
    Vh Louise

    1. Tak! Og den dag der kommer et LCHF-politi, holder jeg muligvis bare op med at bruge lige netop de bogstaver 😉

  2. For sytten, det ser lækkert ud! For en måned siden, havde det sikkert også set lækert ud, men der havde jeg nok ikke kunnet blive mæt. Nu tror jeg det er lige i øjet. Sjovt som ens måltider ændrer sig henover året 🙂

    1. Ja, man kan helt klart godt mærke, at foråret nu har gjort sit indtog – det er skønt! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *