Ting der gør mig glad #1

Som en del af mit nye tiltag om at være andet end bare mad (læs her, hvis du ikke ved, hvad jeg snakker om), tænkte jeg, at jeg ville genindføre fredagsfavorit-indlæggene (Edit 24/2-17: nu under andet navn). I kender mig selvfølgelig godt nok til at vide, at det ikke på nogen måde vil blive hver uge fast, men så ofte som jeg kan og husker det, vil jeg tjekke ind med nogle af de ting, jeg har været særligt glad for i ugens løb, eller andet der har optaget mig. De her småtingsindlæg er jeg også selv ret vild med hos andre bloggere, så hvorfor ikke genoptage vanen selv 😉

I denne uge har jeg især sat pris på følgende:

{ At male pæne tegninger andre har tegnet }

Jeg er helt vild med de såkaldte voksenmalebøger. Eller dvs. reelt set har jeg kun én, men selv om jeg har haft den i over et år, har den i høj grad fået en lille renæssance de sidste par måneder, hvor jeg har malet i den en hel del. Jeg kan ikke tegne og kommer nok aldrig rigtigt til det – men jeg kan male og gøre det inden for stregerne, så det gør jeg! En ekstra hyggelig slags aktiv meditation, og ofte har jeg YouTube-videoer eller TED-talks kørende i baggrunden også.

Jeg har i øvrigt denne malebog, disse almindelige tusser, disse tyndere tusser og disse farveblyanter (affiliatelinks) – bare til reference 🙂

{ Dining Week }

Hvis det skulle være gået nogens næse forbi, er der Dining Week i denne uge, hvilket betyder, at en laaang række restauranter har 3 retter inkl. vand til kun 240 kr per person. Det er altså noget af et scoop! Jeg har allerede været af sted to gange og har en tredje til gode på søndag 😀 Billederne ovenfor er fra Langelinie Pavillonen, som stadig har billetter til i dag og i morgen – det var godt!

{ Peanutbutter og chokolade }

Og nu vi er ved mad, har jeg “genopdaget” peanutbutter og chokolade-kombien. Den har selvfølgelig aldrig været helt glemt, men nogle gange træder andre ting jo bare i forgrunden 😉 På en banan som her er det en virkeligt lækker lille dessert.

{ Popcorn – og at poppe dem! }

Jeg laver altså andet end at snacke (nogle gange!), men jeg har også været fan af popcorn på det sidste. Hvilket er skægt, fordi de tidligere ikke rigtigt har sagt mig noget, men lige for nyligt fik jeg en sær popcorn-craving, som jeg valgte at efterleve. Jeg popper dem i gryde, og det er ærligt talt halvdelen af fornøjelsen for mig – er jeg den eneste der synes, at det er meget fascinerende at se dem poppe? (en rundspørge i min vennekreds siger, at jeg er)

Jeg popper popcorn ved at smelte 1-2 spsk kokosolie i en gryde sammen med 4 majskerner. Når de popper, tager jeg gryden af varmen, tilsætter 1 dl majskerner, venter 30 sekunder og sætter den tilbage på mellemhøj varme, nu med låg på. Efter kort tid begynder de at poppe, og de er færdige, når der går flere sekunder mellem poppene. Jeg har låget skævt på for at lukke dampen ud – så bliver de vist nemmere sprøde. Tilsæt vender jeg med lidt smør, så det smelter – og selvfølgelig salt!

{ Popcorn med peanutbutter og chokolade! }

Det lå jo lige til højrebenet, ikke? Det er ikke min ide, men det er fænomenalt godt! 

{ Ny lampe }

Efter jeg tog billedet i dette indlæg, har jeg rykket lidt rundt herhjemme – bl.a. er den store kobberstanderlampe rykket i soveværelset til mit skrivebord. Så jeg manglede lidt noget lys i den side af “sofamiljøet”. For ikke så længe siden så jeg denne lampe og blev ret forelsket i den, og nu har jeg altså købt den. Og jeg er stadig vild med den! Man må godt være vild med materielle ting, ikke? 🙂

{ Disneys Vaiana (Moana) }

Jeg så den nyeste Disney-film i sidste uge, og jeg har hørt sangene på repeat lige siden (og irriteret minimum én person med det, helt uden at tage mig af det). Jeg elsker Disney, men denne er en af de bedre, hvis I spørger mig. Det er Disney på den helt rigtige, hjertevarmende måde <3 Jeg så den i øvrigt på engelsk, så jeg kan ikke tale for den danske udgave.

P.s. Har du også undret dig over, hvorfor den hedder noget andet på dansk end på engelsk (amerikansk)? Det skyldes vist efter sigende, at der 1) er en pornostjerne med navnet Moana og 2) at det er et trademarked kosmetikmærke i Europa. Det, synes jeg, er lidt sjovt 😉

Kategorier: Fredagsfavoritter, Ting der gør mig glad

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!