Tundeller, bønnefritter og chilimayo

Nu opdagede jeg jo for nyligt, at frisk tun ikke just er en billig spise – og det er så faktisk mildt sagt! Da jeg bladrede mine kogebøger igennem i weekenden for at lave ugens madplan og faldt over denne opskrift i Ditte Ingemanns “LOW CARB fra The Food Club”, tænkte jeg, at tun i en mindre kostelig udgave ville være en fin kontrast. Jeg var desuden hurtigt overtalt af kombien med bønnefritter og chilimayo, fordi begge dele nok er nogle af mine yndlingsting i hele den vide verden!

Faktisk var dette ikke mit første forsøg med tundeller – jeg prøvede dem første gang for over to år siden, og selv om jeg dengang åbenbart var en dårlig blogger, der ikke skrev, hvor jeg faktisk havde opskriften, har jeg en ide om, at det også var Ditte, der havde udgivet opskriften på sin blog i sin tid. Sådan husker jeg det i hvert fald, og de to opskrifter er umiddelbart så lig hinanden, at det ikke virker som et helt skævt skud.

Tundellerne blev endnu en gang fine. De smager selvfølgelig af tun, så hvis man absolut ikke er til det, skal man holde sig fra dem. Men tunsmagen bliver faktisk mindre nedtonet i udgaven her, så måske det er et forsøg værd, selv for tunskeptikere?

Og så er der jo bønnefritterne. Jeg tror ikke, man kan være i tvivl om, at det er et af mine favorittilbehør. Men jeg er lidt skizofren, når det kommer til at tilberede dem. Jeg har efterhånden prøvet noget nær en milliard forskellige fremgangsmåder, og hver gang jeg prøver noget nyt, føler jeg, at nu har jeg knækket koden. Fx var jeg ret begejstret, da jeg begyndte at lave dem i Actifry’en, men så skete der desværre det, at den gik i stykker (og i øvrigt kun kan trække mindre mængder end som her), så jeg nu er tilbage på ovnmetoden. Og her prøver jeg også løbende lidt forskellige tider, temperaturer m.m. Men nu, by god, nu tror jeg faktisk, at jeg har løst det. Og det er sådan set næsten pinligt simpelt! “Hemmeligheden” er ganske enkelt bare at give dem lidt længere tid, end de fleste faktisk gør. Hvor længe de skal have, er sikkert også et smagsspørgsmål i sidste ende, men hvis man nøjes med de der 30-40 minutter, om anbefales mange steder, er de altså lidt for slaskede til min smag. På denne måde bliver de alle rare og seje i det, mens et par enkelte bliver decideret sprøde. Jeg er (ekstra) fan!

Opskriften kan indeholde affiliate-links.