Vegetarisk Thai Chili med quinoa og bønner

Normalt er simre/gryderetter som denne jo noget man mest spiser i vintermånederne. Men til trods for at vi officielt er halvt inde i forårsmånederne p.t., synes jeg stadig at vejret størstedelen af tiden virker koldt og vinteragtigt. I onsdags lavede jeg derfor denne chiligryde. Man kan jo lige så godt få det bedste ud af en dårlig vejr-situation 😉

Den oprindelige opskrift angiver at retten er til 8-10 portioner, så jeg havde egentligt tænkt mig at halvere den. Men det viste sig, at det var sådan nogle mængder, der ville være meget irriterende at skulle halvere. I ved, sådan noget som 1/2 løg, halvanden dåse bønner, 1/2 sød kartoffel mv. Derfor besluttede jeg mig bare for at lave det hele, og så kunne jeg jo bare fryse noget af det ned. Jeg vil dog umiddelbart mene at det mere svarer til 6 portioner frem for de 8-10. Selvfølgelig afhænger det af, hvor meget man spiser, men af den størrelse på billedet kan der nok blive ca. 6 i hvert fald. Og selv om det mætter en del, skal man jo heller ikke gå sulten i seng 😀

Det jeg faldt over ved retten var først og fremmest det thailandske islæt. Nu er jeg jo ret vild med thai-mad, så allerede der var jeg nærmest en ‘goner’. Quinoaen deri var dog det, der fik mig til at falde helt og aldeles for den. Jeg ELSKER quinoa, og i modsætning til mange vegetariske chiliretter jeg har set, hvor der indgår bulgur eller lignende, har denne jo et ekstra højt proteinindhold takket være både quinoaen og bønnerne. Virkelig en genial ret!

Den oprindelige opskrift har jeg herfra, men jeg endte med at tilsætte lidt her og rette lidt der, så nedenfor får I min udgave. Næste gang kunne jeg forresten godt finde på at tilsætte en bunke gulerødder også – retten kan sagtens trække flere “rigtige” grøntsager.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Vegetarisk Thai Chili med quinoa og bønner

Ingen bedømmelser endnu

Antal: store portioner

Opskrift efter Back to Her Roots

Ingredienser

  • 1 spsk chilipulver
  • 1,5 tsk rød karry
  • 1 spsk spidskommen
  • 1 lille dåse tomatpure 70 g
  • 1 liter grøntsagsbouillon vand + 2 bouillonterninger
  • 1 lille løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 grøn peber
  • 1 lille sød kartoffel
  • 1 spsk olivenolie
  • 2 dåser kidneybønner
  • 1 dåse baked beans
  • 150 g quinoa
  • 1 lille dåse kokosmælk 165 g
  • 1 dåse hakkede tomater eller tomatpassata
  • salt og peber
  • evt. surmælksprodukt af en art eller hytteost til servering

Sådan gør du

  1. Hak løg og hvidløg fint. Skær peberfrugten i tern. Skræl den søde kartoffel og skær også den i tern.
  2. Svits karrypasta, chilipulver, spidskommen og tomatpure i en stor gryde. Tilsæt et par spiseskefulde bouillon og lad simre, så det hele bliver opløst og jævnt.
  3. Tilsæt herefter olivenolie samt løg, hvidløg, peberfrugt og sød kartoffel og svits det i ca. 7 minutter, til grøntsagerne begynder at blive møre.
  4. Tilsæt den resterende bouillon, bønner, quinoa, kokosmælk, hakkede tomat og lidt salt. Bring i kog og lad simre under låg i omkring en time. Rør i det indimellem.
  5. Smag til med salt og peber og server.

Kategorier: Efterår, Mælkefri, Vegetarisk, Vinter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!