Verdens bedste brød aka. grydebrød

Så blev det langt om længe min tur til at prøve vidunderbrødet, og lad mig bare sige: Alle de roser, det får rundt omkring, er fuldt ud fortjent. Det var uden tvivl det bedste brød jeg nogensinde har bagt – og måske også et af de bedste, jeg nogensinde har smagt. Og så er det jo helt utroligt, at det kun indeholder fire ingredienser: vand, gær, salt og mel!

I kender godt de der lækre italienske brød, hvor skorpen på brødet knaser helt fantastisk på den der sprøde og samtidig seje måde, ikke? Sådan er det her brød. Og et brød, som jeg kan og gider spise bare med smør på, er altså noget af et vidunder 😀

Det eneste det sådan set kræver, som – måske – er lidt ud over det sædvanlige, er en gryde, der kan gå i ovnen. Jeg havde ikke selv en (irriterende håndtag!), men min mor har heldigvis en stor støbejernsgryde, som fungerede perfekt. Ganske vist var den nok lidt for stor, men det tog jeg ikke så tungt. Men nu ønsker jeg mig bare mere end nogensinde en oval støbejernsgryde fra Le Creuset 😀

Jeg synes at Max fra Kvalimad selv gør det ret godt med at forklare det, så I kan først bare lige lytte lidt til ham her:

Udskriv
Verdens bedste brød


Antal: 1 stort brød
Ingredienser
  • 1/2 liter vand
  • gær på størrelse med en ært
  • 2 tsk salt
  • 1 liter hvedemel 625 g - man kan erstatte 25% med en grovere meltype - det hæver lidt mindre, men smager lige så godt!
Desuden har du brug for
  • en gryde der kan gå i ovnen
Sådan gør du
  1. Rør gæren ud i vandet i en stor skål. Tilsæt salt og herefter mel - melet skal kun lige være vådt over det hele. Dejen skal ca. have konsistens som tyk grød.
  2. Dæk til med husholdningsfilm og lad hæve 10-12 timer.
  3. Pensl et fladt fad med olie og drys med mel. Hæld dejen ud på et bord drysset godt med mel, og fold den sammen i tredjedele tre gange (se videoen ovenfor for bedre forklaring). Læg dejen i fadet og dæk igen med film. Lad hæve to timer.
  4. Efter 1 time tændes ovnen på 250º varmluft (min ovn kunne kun gå op på 235º ved varmluft, men det blev også fint - det vigtigste er at gryden er godt varm). Sæt gryden ind med låget på og lad den stå derinde i den sidste time.
  5. Tag den varme gryde ud af ovnen og hæld forsigtigt dejen i. Pas på ikke at punktere dejen for meget - brug en dejskraber eller lignende. Læg låg på og bag i ovnen i 30 minutter.
  6. Tag låget af gryden, skru ovnen ned på 230º varmluft, og bag yderligere 15 minutter.
  7. Lad brødet køle af på en rist i 20 minutter før det spises.

17 comments

  1. Sukker virkelig efter at kunne lave det brød. Må lige se om den lokale genbrug har en støbejernsgyde der kan komme i ovnen. Det ser virkelig lækkert ud. 

    1. Som Nanna også skriver nedenfor, er det slet ikke nødvendigt med en gryde af støbejern – du skal bare have fat i en, der kan tåle de høje temperaturer i ovnen, dvs. en der ikke har plasthåndtag. Hvis du har sådan en, er du good to go 🙂

  2. Nanna Gyldenberg

    Jeg er også helt enig, det er virkelig et super lækkert brød!!
    Og man behøver faktisk ikke en støbejerns gryde . jeg bruger bare min alm. rustfritstål gryde fra Eva Trio . Fungerer hel perfekt 🙂 (http://gyldenbergs.blogspot.com/2011/11/verdens-bedste-brd.html)

    1. Ja, det er så fantastisk! Selvom jeg havde læst godt om det flere steder – bl.a. hos dig 🙂 – blev jeg alligevel overrasket over hvor godt det blev i betragtning af de få ingredienser der er i! 

  3. Charlotte Sørensen

    Hvor stor var din gryde i diameteren? Har nemlig fået en støbejerns gryde i julegave men synes den virker lidt for lille til formålet (brødet :p )
    Hilsen Charlotte

    1. Den gryde, jeg bruger, er ret stor – nok ca. 32 cm. Men den skal bare kunne 4 liter ifølge Kvalimads beskrivelse – så burde det kunne gå 😉

  4. Ser super lækkert og nemt ud. Tror jeg vil prøve at lave det med glutenfri mel og se om resultatet stadig bliver helt fænomenalt.
    (søn med diabetes 1 og glutenallergi)
    Mvh
    Malene

    1. Jeg har overhovedet ikke selv erfaring med glutenfrit mel, så jeg kan desværre ikke hjælpe – men jeg håber da, at det bliver godt 😀

      1. Dejen er lavet, resultatet må vise sig i aften.. Spændt.
        Da man godt kan savne et rigtig godt sprødt brød.

        Du har i hvert fald en ny følger. De steder der bruges mel, må der eksperimenteres med glutenfri mel, kokos eller mandelmel( sidst nævnte for at holde low carb stilen)

        Tak:)

        1. Tak, Malene! Det er jeg glad for at høre – velkommen til 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *