Wrap med chililaks, majs og lime

laksewrap-2

Jeg flyttede til min nuværende lejlighed i midten af maj, og indtil videre er dén opskrift, jeg nok har lavet ultimativt flest gange, tror jeg, min chili con carne. Ja, selv om det har været sommer en stor del af tiden! Smagen er fantastisk, det er nemt, og man har rester til flere dage. For et par uger siden lavede jeg endnu en gang en omgang, og jeg besluttede for en afvekslings skyld at prøve at servere nogle af resterne på en lidt anderledes måde, nemlig i tortillaer. Jeg tænkte først at lave dem selv, men så bestemte jeg mig i stedet for at prøve den færdigkøbte lowcarb variant fra LCHF-butikken (reklamelink), så jeg bestilte sådan en omgang hjem. De er hverken fri for gluten eller korn generelt, så de er ikke decideret LCHF, men de indeholder 4 g kulhydrat per tortilla, så de er i hvert fald lowcarb. Og de smagte, som de skulle – og som jeg husker at de almindelige færdigkøbte tortillaer smager. Så hermed en anbefaling, hvis du savner tortillaer i din kost, men ikke gider lave dem selv.

SE OPSKRIFT: Den fænomenale chili con carne

Og hele den lange indledning skyldes selvfølgelig, at jeg havde tortillaer tilbage, efter chili con carnen var gennemført, så jeg måtte finde på noget at bruge nogle af dem til. Og sådan opstod disse wraps altså. Jeg lavede dem til frokost en dag, jeg kom tidligt hjem fra studiet, og det tager vitterligt nul komma fem. Det, der tager længst tid, er næsten at forvarme ovnen, så hurtigt er det (og selvfølgelig at tage billeder af det. Ahem). Du får en perfekt kombination af blød laks, sprød kål, knasende majs og cremet dip, og samtidigt et herligt samspil mellem den stærke chili, de søde majs, den syrlige lime og den let bitre kål. Jeg var stor fan, og det håber jeg, at du også vil være.

P.s. Disse wraps er selvfølgelig ikke særligt LCHF – højst lowcarb. Se evt. mit indlæg om min form for LCHF, hvis du ikke allerede har læst det: Hvilken LCHF-retning følger du egentligt?

laksewrap-3

Udskriv
Wrap med chililaks, majs og lime
Antal: 2 wraps
Ingredienser
  • 2 stykker laksefilet
  • 1 usprøjtet lime skal og saft heraf
  • 1/2 tsk chilipulver
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dl creme fraiche eller andet surmælksprodukt
  • 2 tortillapandekager (fx disse færdigkøbte lowcarb) eller du kan lave dem selv, se link i noterne nedenfor
  • 2 håndfulde rød spidskål eller rødkål fintsnittet
  • 1 lille dåse majs
  • 1 lille rød frisk chili i tynde skiver
  • salt
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til 180º varmluft. Bland limesaft med chilipulver, 1 fed presset hvidløg og salt.
  2. Skær laksestykkerne igennem to gange på langs, så du får tre smalle strimler af hvert stykke. Vend laksestykkerne i chilimarinaden og læg på en bageplade beklædt med bagepapir. Steg laksen i ovnen ca. 3-5 minutter, til de lige netop er gennemstegte, men ikke tørre.
  3. Bland imens creme fraiche med 1 fed presset hvidløg og limeskal. Smag til med salt.
  4. Varm tortillapandekagerne kort. Lav wraps af pandekager med kål, laks, majs, frisk chili og dressing, og server.
Opskriftsnoter

Vil du helst undgå majs, kan du evt. erstatte dem med en anden sød grøntsag, fx rød peber eller lignende.

Gider du ikke købe færdige tortillaer, kan du fx lave dem her: www.hjemmehosxenia.dk/tortillapandekager

laksewrap-1

One comment

  1. […] Og sidst, men ikke mindst, mit nyeste skud på madpandekagestammen: wrap med chililaks, majs og lime. Denne lavede jeg i færdigkøbte low-carb tortillaer, men du kan sagtens bruge en af pandekagerne […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *