Macadamiacookies med brunet smør

Antal: 12 cookies
Opskrift efter Kate's Healthy Cupboard
Udskriv

Ingredienser

  • 150 g macadamianødder
  • 100 g smør
  • 50-75 g sukrin gold
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 1 nip salt
  • 1 æg

Til pynt

  • 50 g mørk chokolade jeg brugte 85%

Sådan gør du

  • Forvarm ovnen til 160º varmluft og rist nødderne heri i ca. 15 minutter. Køl dem helt af - gerne i køleskabet. Du kan evt. riste nødderne dagen før, de skal bruges. Hvis nødderne er for varme, når de senere hakkes, bliver de til smør, og det skal vi ikke bruge her.
  • Brun smørret på en pande ved medium varme. Det skal først bruse op og derefter blive mere og mere gyldent - til sidst bliver det mælkeprotein, der normalt er hvidt, i stedet brunt og gyldent, og det hele dufter og smager lækkert og nøddeagtigt. Køl smørret let af.
  • Forvarm ovnen til 180º varmluft.
  • Hak macadamianødder til mel - gerne sammen med sukrin gold, vaniljepulver og salt i en foodprocessor eller i en minihakker.
  • Bland de tørre ingredienser med smør og æg til en jævn dej.
  • Fordel 12 cookies med en ske på tre bageplader beklædt med bagepapir. Sørg for, at der er godt med plads imellem, da de flyder meget ud.
  • Bages i 10 minutter og køler herefter helt af på bagepladerne. De er ikke sprøde, når de lige kommer ud fra ovnen, men det bliver de.
  • Når cookiesene er helt afkølede, smeltes chokoladen og cookiesene pyntes med en sprøjtepose.

Noter

Jeg bruger uristede og usaltede macadamianødder, men jeg tror godt, at man kan bruge ristede og saltede, hvis det er det eneste, du kan skaffe. Udelad i så fald blot saltet i opskriften.
Cookiesene er bedst og sprødes på dagen. Opbevares i en kagedåse eller lignende.