Hvad er du bange for?

Det er jo ellers ikke fordi det ligefrem skorter på selvindsigt og -erkendelser her i mit lille hjørne af internettet, synes jeg. Men hvis jeg skal være ærlig, er det jo nok mest vedrørende ét enkelt område af mit liv og mig: nemlig mad og sundhed. Men der er jo så meget andet, der er med til at udgøre min person. Det må der jo nødvendigvis være! Og derfor blev jeg for nyligt udfordret. Normalt er jeg ellers ikke typen, der bider på sådan noget - men lige her følte jeg mig truffet. Jeg blev nemlig spurgt: Hvad er du egentligt bange for? Og jeg blev faktisk helt forpustet bare af at tænke over det. Hvad er jeg bange for? Som så mange andre er man jo nok altid lidt bange for ikke at slå til, ikke at være god nok. Man er bange for at være for ærlig og sårbar og for at blive bekræftet i at netop dét er en dårlig ide. Måske man er lidt bange for at tage chancer, da chancer jo altid har en vis grad af risiko i sig også. Ja, der mangler i hvert fald ikke ligefrem ting at være bange for! Så derfor besluttede jeg mig for at tage udfordringen op og i hvert fald anfægte én af mine.

Jeg har tidligere spillet en del musik, men har altid været nærmest rædselsslagen for at spille for andre. For når man spiller og synger for andre mennesker, åbner man jo op for at blive dømt, gør man ikke? Og det er der nok ikke nogen af os, der rigtigt bryder os om, når det kommer til stykket. Denne frygt er nok en af de største årsager til at jeg stort set ikke spiller mere - for hvad er pointen i at spille musik, hvis det kun er for én selv? Jeg har spillet for mange mennesker lige præcist tre gange i mit liv. Jeg kan ikke påstå at jeg nogle af gangene var decideret glad for at have gjort det, men jeg oplevede da en vis form for lettelse og sejr ved at have overvundet mig selv og gjort det! Første gang var til en forårskoncert i gymnasiet - også takket være en udfordring, dengang dog én, jeg gav mig selv. En anden gang var til min morbror og tantes bryllup for snart tre år siden. Også rimeligt nervepirrende! Og sidste gang var til min fars bisættelse for 4,5 år siden. Især sidstnævnte er ret relevant her, fordi den sang, jeg har valgt at vise jer, faktisk er den samme som den, jeg spillede i den forbindelse. Jeg må dog indrømme, at jeg snyder bare en anelse her: Videoen er nemlig efterhånden en håndfuld år gammel. Men dels er jeg jo desværre lidt ude af træning og dels ved jeg, at det her projekt aldrig var blevet til noget, hvis jeg først skulle have indspillet en ny sang - så meget vil jeg det altså alligevel ikke. Og nej, kvaliteten er ikke særligt god, men det kan I forhåbentligt (også) se bort fra.

Så here goes - Xenia på slap line - eller hvad man nu siger! "Enjoy".(Og vær nu lige lidt søde, 'kay - hvis I ikke kan lide det, hvilket er helt fair, så vær lige venlige bare at holde det for jer selv, ellers bliver jeg nok lidt ked :) Og, øhm, jeg tager lige forbehold for, at jeg måske sletter dette indlæg igen. Jeg ved jo aldrig, hvordan jeg har det i morgen!!)

Sandhedens time: Hvad er du bange for?