Ingefær- og limekylling med kokos-blomkålsris

ingefær-lime-kylling-2

For nyligt fik jeg endeligt afprøvet denne ingefær- og limekylling, som er en af de opskrifter, hvor jeg, straks jeg så den, vidste, at den måtte jeg bare prøve på et tidspunkt. Opskriften er fra Jane Faerbers stadig forholdsvist nye “Mæt & Slank med LCHF”, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at både den bog og Jane selv er favoritter i min bog! Opskriften her må jeg dog indrømme at være lidt mere “meh” omkring. Ikke at den var dårlig, nej, det må I bestemt ikke tro. Måske jeg bare havde fået skudt mine forventninger lidt for højt i vejret, hvilket jo kan ske for selv den bedste og desværre ofte sker for den let begejstrede type aka. undertegnede. Retten smagte rigtigt godt, det skal der ikke være nogen tvivl om. Men eftersom de to retter jo indeholder mange af de samme komponenter, kunne jeg nok bare ikke lade være med at sammenligne denne med peanutkyllingen fra Janes første bog, selv om det skal man jo ikke. Men i den sammenligning, var det altså bare retten herunder, der kom til kort – til trods for at jeg jo ellers er kæmpe fan af både lime og ingefær.

Ja, apropos ingefær, er der fx for nyligt kommet en Joe & the Juice i Roskilde, og jeg skal virkeligt kæmpe for ikke at bruge alle mine penge på deres juice med æble, ingefær og spinat eller mynte. Ingefær-ingefær-ingefær! Men hov, det var jo ikke det, vi skulle snakke om, ahem…

Jeg har svært ved at forklare, hvorfor jeg synes, I skal lave denne ret – når nu jeg selv bedre kan lide den med peanut. Men jeg ved jo, at der rent faktisk findes nogle underlige typer, som ikke bryder sig om peanut – og måske det netop er for jer, denne ret er perfekt. For den har jo de samme gode ting, som peanutkyllingen har, fx lækker kylling, cremet kokossovs og en god krydret sødme.

Det kan jo i øvrigt også bare være, at det var mig, der lavede retten forkert! Så giv den endeligt et skud – her er opskriften i hvert fald! 🙂

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Ingefær- og limekylling

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer
3-4 personer

Ingredienser

  • 600 g kyllingeinderfilet

Marinade/sovs

  • 3 spsk olie
  • 2 limefrugter skal og saft herfra
  • 2 spsk ingefær revet
  • 2 tsk stødt koriander
  • 4 spsk soja
  • 2 tsk fish sauce
  • 2 tsk groft salt
  • 1 spsk fibersirup gold
  • 1 grøn chili finthakket (eller alternativt 1-2 tsk grøn karrypasta, hvis du ikke kan finde grøn chili)
  • 4 dl kokosmælk jeg brugte som altid Santa Marias Extra Creamy
  • 1 nip cayennepeber kan udelades
  • 1/2 dl friskhakket koriander hvis du ikke har koriander-smager-af-sæbe-genet)

Sådan gør du

  1. Bland alle ingredienser til marinaden og mariner kyllingen heri i min. et par timer i køleskabet. Hvis du har travlt, kan mindre på køkkenbordet gøre det.

  2. Forvarm ovnen til 200º varmluft.
  3. Fisk kyllingen op af marinaden og fordel på en bageplade beklædt med bagepapir eller i et ildfast fad. Steg kyllingen i ca. 15 minutter.
  4. Kog imens den resterende marinade igennem i en kasserolle og lad det simre i 10-15 minutter.
  5. Server fx kylling og sovs med blomkålsris.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Kokos-blomkålsris

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer
3-4 personer

Ingredienser

  • 1 stort blomkål eller 2 mindre
  • 1 dl kokosmel alm. groft
  • 1 dl kokosmælk fx Santa Marias Extra Creamy
  • 2 spsk kokosolie
  • salt

Sådan gør du

  1. Riv blomkålen groft i din foodprocessor eller på rivejern.
  2. Opvarm kokosolie i en stor gryde og svits kort blomkålen heri.
  3. Tilsæt så kokosmel, kokosmælk og salt og bland godt. Simr under låg ved svag varme i 5-7 minutte, indtil blomkålen er tilpas mør, og kokosmælken er kogt ind.
  4. Smag til med salt.
ingefær-lime-kylling-1

Kategorier: Asiatisk, Hovedretter med fjerkræ, Internationale retter, LCHF opskrifter, Mælkefri, Påske

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!