Mandagens Måltider

Så er det blevet tid til endnu en omgang mandagens måltider! Og denne gang formåede jeg rent faktisk at tage mig sammen til at tage billeder af min mad hele dagen 😀 I går var endnu en dag uden korn, men på sådanne helt almindelige hverdage som i går, synes jeg ikke det er særligt svært eller uoverkommeligt. Selve madpakken kræver måske bare lidt mere opfindsomhed (læs: man kan ikke bare smøre en rugbrødsmad!).

Til morgenmad lige for tiden kører jeg oftest en portion skyr med vanillepulver fra Urtekram og sødemiddel samt chiafrø og mandler på toppen. Og en banan til. Jeg havde også skåret en appelsin i både, men droppede den igen, da den var ret sej i det. Skyr er helt genialt pga. det høje proteinindhold (jeg ved, jeg har sagt det før!), men især når jeg spiser kornfrit, for så skal der altså lidt mere protein til, hvilket ikke altid er lige let.

Til frokost stod den på madpakke af en rest kyllingefrikadeller (gjort kornfri ved at bruge HUSK fibre i stedet for hvedemel) og en hurtig coleslaw lavet fra morgenstunden af spidskål, gulerod, persille og creme fraiche. Lækkert!

En god gammel kending, men med tryk på god. Æbler og peanutbutter er virkeligt et lækkert mellemmåltid efter min mening – og samtidig supermættende!

Min aftensmad blev en hurtig løsning – jeg var lidt fantasiforladt. Men det smagte nu herligt alligevel. Kyllingen er stegt på panden med en af de krydderiblandinger, jeg fik lavet hos Urtekram, og broccoli og gulerødder er dampet og derefter vendt i (købt) pesto. Jeg ville gerne have lavet mit eget, men af en eller anden grund nægter Fakta at have frisk basilikum, så det måtte blive det færdige alternativ.

Som aftensnack lavede jeg en lille portion daddelkugler af dadler (duh!), abrikoser, cashewnødder, mandler og kakao rullet i kokosmel, som burde række til de næste par dage, inden jeg skal på forlænget weekend/miniefterårsferie hos min mor. Opskriften kommer op i løbet af ugen. Jeg nuppede seks små kugler og en banan og kørte det ned sammen med en masse lækker vanillete 😛

Hvad var det bedste I spiste i går?

Æbler og peanutbutter FTW!

Kategorier: Hverdagsmåltider

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!