Broccolisalat med bacon og æble

Først og fremmest vil jeg gerne lige knytte en kort bemærkning til dagen i går, der nemlig var lidt af en milepæl for bloggen. Hvorfor, spørger I? Jo, simpelthen fordi vi i går rundede de 1000 faste følgere på Bloglovin’! Det er dælme mange! :O Og for at det ikke skal være løgn, er vi meget tæt på at runde samme milepæl på Facebook-siden. Jeg er simpelthen så beæret og benovet over, at I er så mange, der gerne vil følge med! Af hjertet TAK! Jeg har selvfølgelig en giveaway i sigte for at fejre denne glædelige begivenhed, men det hører I meget mere om, når jeg lige får det hele på plads 🙂

Nå men for ligesom at takke for at I gider følge med, får I lige her en gammel opskrift. Høhø. Ej, den er ikke så gammel igen, men snart et par uger da, hvilket er mere end de normalt når at ligge hos mig. Det skyldes dog at det er opskriften på en herlig og lækker salat, jeg lavede, da min bror og hans kæreste holdt fælles fødselsdag midt i oktober, så billederne har været taget som gidsel på min mors kamera indtil i går 😛 Men nu har jeg dem, og derfor får I også opskriften. Den er ganske simpel, men resultatet var über-lækkert! I hvert fald hvis man ligesom jeg er vild med både broccoli, bacon og æble. Tilføjelsen af æble i den ellers mere klassiske broccolisalat lyder måske ved første øjekast lidt specielt, men det giver bare den helt rigtige syrlighed og sødme på én og samme tid. Mums, hvor var det godt! Opskriften er inspireret af bloggen her, omend jeg har taget mig lidt friheder fx at udelade rå løg, som jeg jo bare overhovedet ikke er til! Og det er jo en af de største fordele ved at være den, der laver maden, ved sådanne shindigs – så får man ultimativ (med)bestemmelse – og det kan jeg faktisk ret godt li’! ;D

Bare fordi jeg er i et gavmildt humør i dag, får I sidst i indlægget her også et par billeder af hvad jeg serverede ved siden af (forestil jer lige selv et par hobende fade med flødekartofler!) og oven i købet et af de helt sjældne billeder af mig selv (sagde hunden). Billedet er et fuldbyrdet visuelt bevis på hvor højt både min bror og jeg æææælsker vores 4-årige fætter – han kan fx både rive min bror bort fra gaveoppakning og få mig til at ignorere billedtagning. Utroligt! Sejeste babyfætter (som ikke er så babyagtig længere) i verden! 😀

Broccolisalat med bacon og æble
4 portioner (portionen på billederne er naturligvis noget større)
Print
Ingredienser
  1. * 1 broccoli
  2. * 1 pakke bacon i tern
  3. * 1 stort æble eller 2 mindre
  4. * 2 dl creme fraiche 18% (mindre kan dog også gøre det)
  5. * 1 spsk mayonnaise
  6. * 1 spsk hvidvinseddike
  7. * salt og peber
  8. * evt. lidt sødning, fx flydende stevia
  9. * du kan også tilsætte både finthakket rødløg og nogle ristede solsikkekerner - sidstnævnte undlod jeg lige denne dag, da der også var solsikkekerner i bønnesalaten 🙂
Sådan gør du
  1. Skær broccoli, både hoved og stok, i mellemfine buketter og tern. Giv et kort opkog i godt saltet vand og lad dampe i ca. 2 minutter. Det skal stadig have godt med bid, men heller ikke være helt råt.
  2. Skyl med koldt vand, så tilberedningen stoppes.
  3. Steg bacon på en varm pande, til det er godt sprødt, og dryp af på køkkenrulle.
  4. Fjern kernehus fra æblet og skær i tern. Vend evt. æbleternene med hvidvinseddike, hvis du ikke blander det hele med det samme, eller gerne vil have nogle pæne æbletern til pynt.
  5. Bland broccoli, æble og bacon. Hold evt. lidt æble og bacon tilbage til pynt.
  6. Bland dressingen af creme fraiche, mayonnaise, lidt hvidvinseddike, salt og peber samt sødning. Bland dressingen i salaten og pynt med æble og bacon.
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/

Rå kylling er jo langt fra det pæneste i verden, men jeg fik ikke knipset af billede af det færdige resultatet. Kyllingebrysterne er fyldt med pesto og omviklet med bacon – herefter har de fået 30-40 minutter (der var mange!) i ovnen ved 200º varmluft. Lækkert og nemt 😀
Bønnesalaten her er efterhånden en klassiker ved sådanne begivenheder for mig – jeg ELSKER det! Men det er også både godt og nemt. Frosne bønner får et kort opkog og blandes så med smuldret god feta og ristede solsikkekerner – her har jeg også brugt lidt sort sesam for udseendets skyld 😉
Som lovet: Et sjældent billede af yours truly (afslappet og træt efter madlavning hele eftermiddagen ;P )

10 comments

  1. Tillykke med den flotte milepæl (-:

    1. Mange tak! Jeg er stadig både helt forundret og forbløffet! 😀

  2. Broccolisalat rocks! Til alt – men især til røde bøffer, frikadeller eller roastbeef.
    Håber at finde det på alle årets julefrokost-borde 😀

    – Anne

    1. Det gør det helt sikkert! Men det gør broccoli jo vist sådan helt generelt, så det er jo egentligt ikke nogen overraskelse ;P

  3. Lidt sjovt at skrive en kommentar der omhandler kylling og bønner til et indlæg der hedder noget med bacon og æble 😉
    Men altså… jeg har her til aften lavet din kylling-i-bacon med dertilhørende bønnesalat. Mums, det smager godt. Jeg har i dag for første gang prøvet at lave pesto selv (fra Madbanditten) og den gemmer sig inde i kyllingen. Begge dele er helt sikker noget jeg vender tilbage til 🙂

    1. Haha, sådan kan det gå 😉 Skønt at høre, at du kan bruge mine opskrifter og ideer – og Janes pesto er bestemt anbefalelsesværdig, så jeg kan kun forestille mig, at den har gjort det godt pakket ind i kylling og bacon! 😀

  4. Nu har jeg efterhånden været fra LCHF et par uger 🙁 fordi jeg har brugt de sidste par uger på at flytte (faktisk til Roskilde ;o)) .. MEN nu skal det snart være slut! Jeg må og skal igang igen! Jeg har godt nok ikke haft det helt super i hverken mave, krop eller sind uden det gode mad! Det er jo selvfølgelig altid rart at finde ud, at det man spiser rent faktisk er godt for en 😉 ..
    Nu faldt jeg så lige over dette indlæg, og jeg tænkte på; hvilken feta bruger du til bønnesalaten? Jeg har så svært ved at finde noget ordentlig feta synes jeg!
    /Christina

    1. Nogle gange falder man fra ind imellem, det sker for os alle, tænker jeg! Personligt kan jeg også tydeligt mærke det, når det sker – og så undrer jeg mig, ligesom dig, over at man ikke bare kan holde det hele tiden! 😀
      Jeg foretrækker enten Tavernas Domiyati-feta (den blå boks) eller den hvide fra Puck – begge er de der hele stykker i bokse og er supercremede og lækre 😀

      1. Jeg kan lige tilføje, at Kirks gedefeta i en blok fra Irma er super god. Den smager som almindelig feta (altså ikke af ged…) og den har en lækker cremet konsistens 🙂

        1. Godt tip! Selv om jeg personligt er ret bange for gedeost 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *