Chokoladesmør med hasselnødder

chokoladesmoer1

Hvis du ikke lige har hørt om chokoladesmør før, er det præcist, hvad det lyder til: Smørbart chokoladepålæg, hvoraf to af de primære ingredienser er smør og chokolade. Og hvis du ikke allerede nu er overbevist om, at dette er den bedste ide længe, ved jeg faktisk slet ikke, hvorfor vi overhovedet er venner!

Ok, det er selvfølgeligt mest for sjov, men det er ikke en joke, når jeg siger, at dette chokoladesmør er farligt. Farligt godt og farligt at have på lager! Jeg har længe gerne ville lave en portion, men er af uransagelige årsager først kommet dertil nu. I aften har jeg en pandekagedate (og jeg er i øvrigt blevet gjort opmærksom på, at jeg åbenbart bruger begrebet “date” lidt for letfærdigt – det er altså “bare” med en veninde, må jeg nok hellere lige påpege), og chokoladesmør virkede bare som det perfekte fyld til pandekager. Jeg har jo af gode grunde ikke smagt den konstellation endnu, men jeg “kom til” at smage selve smørret lige før, da jeg fotograferede, og lad mig bare lige sige, at det her skal jeg ikke have i huset særligt længe. Heldigvis er det ene glas påtænkt i aften, og det andet har jeg planlagt at tage med til fredagsmorgenmad på jobbet. Der er ikke så meget, så der er nok ikke nok til alle. Men der er til mig (og de rundstykker, jeg også bagte i går, opskrift følger senere) – og et par få andre. Så må de sgu slås om det! 😀

Hvis man laver den rene (og ikke snyde-)versionen, kan man jo næsten helt selv styre sukkerindholdet i chokoladesmørret her – via chokoladens kakaoprocent, forstås. Jeg var lidt doven i går, så brugte i stedet en plade med hasselnødder allerede i, så jeg slap for at riste og afskalle, hvilket dog egentligt ikke er så slemt, men nu skulle jeg jo også både bage pandekager og rundstykker og lave noget rigtigt mad på et tidspunkt, så ja, jeg sprang over, hvor gærdet var (næsten) lavest. Chokoladeprocenten blev dermed en del lavere, end hvad jeg normalt nok ville vælge, så der må man jo selv vurdere, hvad man har lyst til 🙂 Hvis I også er dovne har travlt, kan I prøve den løsning. Ellers er det altså ikke en større affære med de hasselnødder, vil jeg gerne lige påpege! Noget andet, jeg brugte, der gjorde det ekstra nemt, var hakkeren til min Bamix til at hakke chokolade og hasselnødder. Faktisk kan jeg godt lide at hakke ting (jaja, jeg er sær, get over it), men igen – i går blev det den nemme udvej. Og så fik jeg helt finthakkede hasselnødder, hvilket jeg tror, jeg vil foretrække heri, da det jo skal kunne smøres ud 😀 Chokoladesmørret opbevares i øvrigt på køl og er smørbart, så snart det tages ud af køleskabet!

chokoladesmoer1
Udskriv
Chokoladesmør med hasselnødder
1 mellem og 1 lille glas (ca. 3-4 dl?)
Ingredienser
  • 150 g mørk chokolade hvis du bruger meget mørk, skal du evt. tilsætte noget sukrin gold eller andet sødning, afhængigt af hvor hardcore du er
  • 50 g hasselnødder ristede afskallede, hakkede
  • 1,5 dl piskefløde
  • 50 g smør
Sådan gør du
  1. Hak chokoladen fint.
  2. Bring fløden i kog i en kasserolle, og hæld så over chokoladen. Lad stå et øjeblik og rør/pisk herefter, til det hele er smeltet. Tilsæt koldt smør i små klumper og rør igen, til du har en jævn blank masse.

  3. Rør hakkede hasselnødder i.
  4. Fordel chokoladesmørret i glas eller andre beholdere og sæt på køl.
Opskriftsnoter

Hvis du ikke lige gider at bakse med nødderne, kan du bruge 200 g mørk chokolade med hasselnødder. Du kan ikke selv styre kakaoprocenten (og dermed sukkerindholdet) i lige så høj grad, men du sparer en del tid i fremstillingen 🙂 (dette gjorde jeg)

chokoladesmoer2

12 comments

  1. UHM! og FY! Xenia, nu stopper du altså med flere fristende chokolade-opskrifter. Hehe.
    God ‘date’ med veninden i aften.
    Vi ses!
    KH
    – frk. sveske

    1. Ja, undskyld, det er da faktisk også lidt tarveligt! Må snart finde på nogle flere grøntsagsopskrifter, tror jeg! 😀

  2. Pernille Pedersen

    Det kan du ikke være bekendt 😉 endnu en super lækker opskrift som bare må prøves – elsker din bog, opskrifter og skrivestil. Tusind tak for skøn inspiration.

    1. Haha, undskyld – i det mindste er det liiige op til weekenden, og så kan det måske lige gå 😉
      Mange tak for de pæne ord! 😀

  3. Marabou laver nogle 70% chokolader med smag, fx. orange, og mener også at der er en mint. Det kan også bruges, tænker jeg? Selv smelter jeg lidt chokolade (evt. m. smag) i fløde, smider på køl i 3 timer, pisker det, og spiser det enten som det er, i pandekager eller med en håndfuld peanuts i, når den søde tand melder sig:)

    1. Ja, det ville være oplagt med chokolade med smag for at give det et lille twist 🙂
      En pisket ganache lyder i øvrigt som en fantastisk lækkerbisken!

  4. Det ser for lækkert ud, men det kræver næsten at jeg både laver det og brød eller kiks af en art. God weekend

    1. Jeg spiste noget med pandekager og noget på rundstykker – begge fungerede super! For ja, man vil helst have noget brød af en art at putte det ovenpå ;P

  5. Kære anti brød dame
    Hvor er det godt at få en opksrift på noget vi kan smøre ud i luften og mindes det latterlige brød!
    Kys
    den brødflove

    1. Du kan jo heldigvist sagtens lave noget brød og putte det på, hvis du mere er til det 😉 Jeg spiste skam også mit på brød – bare et LCHF brød 😀

  6. Hejsa.. har i dag lavet denne smør-chokolade-nødde( fristelse ),, og har nu erfaret at den skal gemmes godt i køleskabet for at den ikke bliver spist alt for hurtigt. Tak for inspiration til at lege i køkkenet.
    God søndag aften
    Mange hilsner
    Margit

    1. Ja, eller også skal man sørge for at dele med en ven – eller flere ;P
      Dejligt at det kunne bruges!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *