Fiskefrikadeller med laks, hjemmerørt remoulade og rødbederåkost

Hver gang jeg spiser en virkeligt god fiskeret, tænker jeg: Åh, de stakler som påstår at de ikke kan lide fisk. Og umiddelbart derefter tænker jeg så, at det da egentligt er noget fis at sige, at man ikke kan lide fisk, punktum. Fisk er jo en milliard forskellige ting. Der er vitterligt en verden til forskel mellem fx disse fiskefrikadeller og kogt torsk (bvadr). Eller en laksefilet stegt så perfekt at man nærmest kan dele den i lækre og fedmefyldte flager med øjenvipperne og en laksefilet så tør og trist, at den nærmest er grå. At sige at man ikke kan lide fisk er vel ligesom at sige, at man ikke kan lide grøntsager. (eller kød, ahem, godt jeg da er blevet lidt klogere) Så skal vi ikke bare aftale, at I alle laver disse frikadeller, uanset set om I er vilde med fisk eller ej? Og lav gerne remouladesaucen og rødbederåkosten også, men det er ikke et krav. Men I vil i hvert fald ikke fortryde det, hvis I gør det!

Hvis man har brug for andre ting til at overtale sig, kan jeg måske lokke med, at denne ret kun tog 30 minutter fra start til servering? Det ville i hvert fald overbevise mig. Selve dellerne er fantastisk luftige og lækre og smager klart af mere. Hvis I kan modstå, er I stærkere end jeg.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har smagt remoulade, så jeg kan ikke selv svare på, om denne er autentisk. Men min mor mente bestemt, at den smagte af remoulade, så så vidt kan jeg anbefale det. Uanset om det smager af “rigtig” remoulade eller ej, smagte det i hvert fald dejligt – og det passede absolut perfekt til frikadellerne!

Alt i alt er denne ret røget fluks ind på toplisten over fiskeretter hos mig. Prøv den og se, om du ikke synes det samme.

Udskriv
Fiskefrikadeller med laks

Antal: 4 personer
Ingredienser
  • 600 g hvid fisk fx torsk, rødspætte el.lign.
  • 100 g røget laks
  • 1 æg
  • 1 lille løg
  • 1 spsk fiberHUSK
  • 1/2 tsk salt
  • smør til stegning
Sådan gør du
  1. Smid alle ingredienserne med undtagelse af smør i en foodprocessor og hak det til en helt fin fiskefars.
  2. Varm 1-2 pander godt op og smelt en god klat smør på hver. Steg fiskefarsen til ca. 14-16 frikadeller i ca. 15 minutter til de er gennemstegte.

Udskriv
Hjemmerørt remoulade

Skulle gerne kunne holde sig omkring en uge på køl.

Opskrift efter Madbanditten (inspirerede også måltidet generelt)

Antal: 4 personer
Ingredienser
  • 5 spsk mayonnaise
  • 10 små cornichoner
  • 2 tsk dijonsennep
  • 1 tsk karry
  • 1 tsk gurkemeje
  • 1-2 tsk sukrin+
  • salt
Sådan gør du
  1. Hak det hele fint sammen i foodprocessoren (eller hak cornichonerne i en minihakker/i hånden og rør resten sammen, hvis du vil have en grovere remo).

Udskriv
Rødbederåkost
4 portioner
Ingredienser
  • 2 store gulerødder
  • 4 mellem rødbeder
  • 1 lime saften herfra
  • 3 spsk olivenolie eller anden olie
  • 1 stor håndfuld græskarkerner ristede og saltede
Sådan gør du
  1. Riv gulerødder og rødbeder groft og vent med limesaft og olivenolie. Drys med græskarkerner.

17 comments

  1. Jeg ville så gerne elske rødbeder – de har den fedeste farve af alle fødevarer… Men jeg KAN simpelthen ikke li’ dem… Men ok jeg er kun 38 og hvis jeg tænker på alle de ting jeg har lært at spise de seneste år – så er der nok tid til også at komme til at spise rødbeder HEHE.

    😀

    1. Jeg har også længe været meget tilbageholdende over for dem – men prøv dem rå i en råkost som her fx med lidt friskt i form af lime. Det kan jo kun gå så galt, at du får bekræftet, at du stadig ikke kan lide det 😉 Og ja, de er SÅ flotte! 😀

  2. Jeg elsker FISK – altså virkelig elsker!

    Torsk, laks, rødspætte, rødfisk, hellefisk, sandart, sej, kuller, tun, torskerogn – hjemmekogte bukser ftw 🙂 I LOVE IT

    Jeg er især fan af fiskefrikadeller – uhm jeg kunne spise dem HVER DAG! og gjorde det nærmest også i hele min graviditet – (det og gulerødder, min datter er i dag knap 6 år og hun kan heller ikke modstå en god fiskedelle – og vi kan sammen hurtigt få en pose gulerødder til at forsvinde)

    Laks er også en favorit fisk – jeg fortrækker dog at lave den i ovnen, da jeg ikke magter sprøjteriet når man steger den på panden.
    jeg er især blevet helt hooked på opskriften fra Urtekrams samarbejde med Umaro.
    Laks drysses med karry, salt og peber, mosede tomater hældes på så laksen er druknet og tilslut papir tynde skiver appelsin ligge over – og så en tur i ovnen i 10-15 min – mums siger jeg bare 🙂

    1. Haha, jeg ææælsker at torskerogn kommer i bukser. Selv om jeg aldrig har prøvet at lave det 😉
      Jeg blev virkeligt også forundret over, at jeg ikke laver fiskefrikadeller oftere – jeg tror vitterligt det er flere år siden sidst :O Af en eller anden grund tænker jeg bare aldrig på dem, når jeg planlægger menuer. Men det vil jeg klart ændre fra nu af!! (og så skal jeg have rester i aften, uhm… 🙂 )
      Jeg laver stort set også altid laks i ovnen – jeg synes faktisk også det er nemmere at stege den perfekt der – på panden bliver den tit lidt for tør for mig. Og den opskrift lyder lækker, den må jeg lige kigge på – er den på Urtekrams hjemmeside? 🙂

  3. Haha, du er simpelthen så sød Xenia! Men du har jo fuldstændig ret i forhold til fisk. Der findes virkelig mange forskellige varianter, at der nok i virkeligheden nok skal findes en for enhver smag. Om ikke andet er det her altså en skøn opskrift, og jeg lover at forsøge mig med dem! 😀

    1. Åha, hvad har jeg nu gjort? – jeg mener tak, haha 😀
      Det er lige præcist dét, der er min pointe. Alle må da kunne – hvis de er villige – finde mindst én slags fisk, som de kan lide.
      Og godt! Jeg lover, at du ikke vil fortryde! Fløden kan desuden sagtens udelades og så får du jo faktisk en helt laktosefri opskrift, wink-wink 😛

  4. Jeg elsker fisk! Yndlingsfiskeret pt. er thaimarineret laks (madbandittens opskrift) med lynstegt spidskål, porrer, rød peber og champignon med sauce af samme marinade som til laksen.
    Dine fiskefrikadeller skal helt klart afprøves, og det samme skal både remouladesaucen og rødbederåkosten. Lyder mums!

    1. Uhm, det lyder også godt – må da vist lige ind og lure hos Jane, hvis det ikke allerede er én, jeg har gemt tidligere 😀
      Jeg glæder mig til at høre, hvad du synes om det! 🙂

      1. Dejlige deller! Vil nok komme mindre Husk og måske lidt fløde i næste gang jeg laver dem, for jeg kan godt li’ mine fiskedeller lidt blødere i det… men smagen er skøn! Råkosten er også dejlig, den kommer helt sikkert også på menuen igen. Remoulade bliver aldrig mit yndlingstilbehør, men denne var faktisk en af de bedste jeg har smagt :-).

        1. Tak Marianne – og det kan du selvfølgelig sagtens gøre – jeg synes egentligt de var fint bløde, men smag og behag 😉
          Og jeg har det præcist som dig mht. remouladen – det har aldrig været noget, jeg har haft særligt varme følelser for, men denne var superlækker, syntes jeg – og passede perfekt til 😀

  5. Mums det ser bare så lækkert ud!

    1. Det kan du tro, det også var! 😀

  6. Fiskefrikadellerne ser fantastiske ud. Genialt med både røget laks og hvid fisk.Jeg blev faktisk inspireret til at lave det til mig selv forleden, men med færdiglavet fars fra Netto, som bare er lidt kedeligere. Jeg puttede revet ingefær i rødbederåkosten og det var VILDT lækkert, hvis man er til lidt spice.

    1. Tak Eva! Ja, det giver en dejlig lille variation, selv om man ikke kan se det som sådan – jeg bilder mig selv ind, at det har stor betydning for smagen 😉
      Ja, det færdiglavede fars er ikke det mest spændende – og så er der ofte ting i, som jeg personligt ikke spiser. Men det er selvfølgelig alligevel bedre end så mange andre ting 😀
      Ingefær i råkosten lyder SÅ godt – det skal jeg klart prøve næste gang!

  7. Jeg har netop lavet denne fine ret – og hold nu op, hvor er det lækkert altså 🙂 Dunserne er jo SÅ gode!! Nu er jeg mæt og glad 🙂 De resterende dunser er røget på frys til en anden god gang….snart 😉
    Tak for en rigtig dejlig og inspirerende blog. Thumbs up!! 🙂
    /Rie

    1. Hvor er jeg glad for, at du kunne lide dem, Rie! De har også allerede været lavet et par gange her hjemme hos mig, kan jeg afsløre 😉
      Mange tak for de pæne ord!
      ~Xenia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *