Flødeblomkål

floedeblomkaa-

Når man spiser LCHF, er der et utal af veje, man kan vælge at gå. En af de variationer, som nogen flirter med, er faste – periodisk faste, for at være mere præcis. Den form for faste, jeg har læst mest om, er den, hvor man faster (14-)16 timer i døgnet og så har et såkaldt spisevindue i de resterende 8 timer. Da jeg først læste om periodisk faste, var jeg hurtig til at beslutte, at det absolut ikke var noget for mig! Af en eller anden grund kunne jeg bare ikke se, at det passede ind i min døgnrytme. Men så for et par uger skete der et eller andet. Der gik et lys op for mig – jeg fik en åbenbaring: Faktisk passer det jo egentligt perfekt på min døgnrytme! Så ergo har jeg flirtet lidt med periodisk faste de sidste par uger. Jeg har lagt det sådan, at jeg har et spisevindue mellem 12.30, hvor vi alligevel spiser frokost, når jeg er på arbejde, og så skal jeg senest have spist aftensmad 8 timer senere, altså klokken halv ni. Jeg spiser ofte ved en halv otte-otte-tiden i forvejen, så dén del var nem nok. Rent praktisk skal jeg altså “bare” droppe morgenmaden. De første par dage var jeg lidt sulten om formiddagen, men det er jeg faktisk ikke længere. Til gengæld gør det mine morgener meget mere overskuelige. Jeg kan stå op en halv time senere og føler mig mindre stresset – til trods for at jeg i forvejen altid har været typen, der står op i god tid. Det er ret fantastisk faktisk!

Det vigtige ved periodisk faste er selvfølgelig, at man ikke skal spise mindre end normalt – i hvert fald ikke meget mindre. Man skal altså ikke sulte! Nogen spiser stadig tre måltider om dagen, som de så bare presser ind på kortere tid, men for mig passer det bedre at nøjes med to store hovedmåltider og evt. et par mellemmåltider. Dels synes jeg, at det er for meget med tre store måltider på så relativt kort tid. Og dels er jeg et madøre, som I jo nok efterhånden har opdaget, og jeg har en god appetit, så jeg kan godt lide mad i store portioner. Og på denne måde kan jeg spise større portioner uden at få spise for meget på en dag – ja, faktisk skal jeg spise store portioner for ikke at få for lidt mad. Det er ren win-win for mig! Så så vidt jeg kan se lige nu, er periodisk faste kommet for at blive hos mig. Det er selvfølgelig ikke alle dage, det vil kunne passe – men sådan er det jo også med LCHF generelt: Det ér altså ikke alle dage, det kan lade sig gøre at holde det, men det må man jo så tage med. Så længe der er flere dage, hvor det går godt end skidt, er jeg tilfreds ;D

Og hvorfor fortæller jeg jer så det her nu monstro? Jo, ganske enkelt fordi jeg endte med en ret stor portion mad mandag aften, da jeg lavede denne her flødeblomkål – og så tænkte jeg, at det var passende at fortælle jeg om mit lille eksperiment – vi kan jo ikke have, at I ved tror at jeg er en grovæder, vel, haha! Denne blomkålsret opstod, fordi jeg ikke gad at lave den salat, jeg ellers havde planlagt til mine ostepølser. Retten kan på mange måde siges at ligne det pikante blomkåls- og skinkefad – hvor den største forskel selvfølgelig er, at retten her er tilbehør (i min optik), mens den anden er en hovedret som kan stå alene. Denne flødeblomkål er generelt et virkeligt lækkert tilbehør, og jeg blev meget tilfreds med det. Det kan til enhver en tid bruges som erstatning for en god gang flødekartofler – og jeg vil vove at påstå, at det er de færreste, der vil beklage sig over det! Så jeg kan vist godt love, at der ikke går længe, før jeg skal have købt mig en hamburgerryg, så jeg kan få lidt god gammel dansk (-agtig) mad på bordet! 🙂

Har I også eksperimenteret med periodisk faste? Hvad har I gjort jer af erfaringer?

Flødeblomkål
4 personer
Print
Ingredienser
  1. * 2 blomkål (ca. 900-1000 g)
  2. * 1 bakke fuldfed flødeost
  3. * 5-7,5 dl piskefløde (afhængigt af, hvor meget "sovs" du vil have)
  4. * salt og peber
  5. * evt. 1 tsk løgpulver
  6. * 1 stor håndfuld til gratinering
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til 200º varmluft.
  2. Fjern blade og stok fra blomkål og skær i skiver på ca. 1 cm's tykkelse. Fordel i et ovnfast fad og krydr med salt, peber og evt. løgpulver.
  3. Pisk flødeost og fløde sammen og fordel over blomkålen. Drys med ost.
  4. Sæt fadet i ovnen og bag i ca. 45-60 minutter, indtil blomkålen er godt mør. Dæk med staniol de første 30-45 minutter, så retten ikke bliver for mørk (som min lidt gjorde til sidst).
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/

culottesteg-3

23 comments

  1. Synes det lyder utrolig spændende. Jeg skal smide en del kilo men har bestemt at jeg først starter efter ferien. Jeg overvejer at hope på lchf da jeg finder opskrifterne rigtig spændende. Jeg bager i forvejen glutenfri pga en søn med cøliaki samt diabetes.
    Jeg har hørt lidt til fasten, men vil gerne læse mere. Har du link til lidt mere teori omkring det hele!

    1. Når du i forvejen kender til cøliaki og udelader gluten, er du jo faktisk længere end mange andre 🙂 Held og lykke med det, når du kommer i gang.
      Jeg har ikke som sådan ét specifikt link eller en side – men hvis du googler på “intermittent fasting”, kommer der en masse godt frem, som du kan læse 🙂

  2. Uhm… den opskrift må afprøves… mangler bare lige et blomkål.
    Super, du har fået fasten til at passe ind i din hverdag – jeg ser det også som en oplagt måde at spare nogle kcal på, men det passer bare ikke ind i min døgnrytme pt.
    Ha’ en dejlig weekend.
    KH
    – frk. sveske

    1. Blomkål kan du hurtigt skaffe – og de er jo heldigvis forholdsvist billige ret mange steder lige for tiden! 😀
      Jeg kan måske godt forstå, at det ikke passer helt for dig – så vidt jeg ved, står du jo op en del før jeg, og så er det nok længe at vente på frokost. Jeg står op halv otte og skal så “bare” vente til halv et – og med masser af vand, som jeg i forvejen er vant til at drikke masser af, er det ikke så svært igen 🙂 Umiddelbart regner jeg i hvert fald med at fortsætte med det, så længe min døgn- og dagsrytme tillader det 🙂
      God weekend til dig også!

  3. Helle Mathiesen

    Hejsa. Jeg har det også rigtig godt med et spisevindue fra kl. 10 til 18. Jeg har aftenvagt og er ikke så god til at komme i min seng om aftenen så derfor sover jeg tit til 9 tiden. Jeg sysler også med ketose kost og det har jeg det også rigtig godt med. Jeg får hurtig og dejlig mad, er godt mæt og så har jeg rigtig meget energi. Nu mangler jeg bare at bestemme mig for om jeg skal købe en ketosemåler. Jeg vil nemlig helst ikke tilbage til at skulle måle og veje min mad. Jeg har flere gange været hos De Danske Vægtkonsulenter og har rigtig lang tid vejet mad til den store guldmedalje, og det er en af de rigtig gode ting ved at spise lchf kost at der mærker man efter på sin krop hvad der er godt.
    Hilsen Helle

    1. Jeg synes også det er endnu nemmere de dage, hvor jeg sover længe. Men selv på hverdage, hvor jeg faktisk alligevel har en håndfuld timer fra jeg står op til jeg spiser, går det overraskende nemt – især når først man er inde i vanen. Og så har jeg det faktisk meget bedre med det – bedre end jeg umiddelbart havde forventet! Jeg har endnu ikke helt taget springet ud i ketose, men flirter da med det af og til – og tror især det bliver godt, når/hvis jeg en dag tager springet fuldt. Jeg har det dog ligesom dig sådan, at jeg egentligt ikke har lyst til at måle og veje for meget, da det hurtigt kan gå over gevind for mig. Hvis jeg gør det, bliver det nok mere på gefühl, tror jeg. Jeg øver mig også konstant på at kunne mærke efter, hvordan det går, frem for at skulle kunne måle mig frem til – og jeg bilder mig selv ind, at det hele tiden bliver bedre og bedre – måske kommer det en dag?! 😀
      ~Xenia

  4. Jeg kigger ofte ind på din side, og synes at mange af opskrifterne er lækre.
    Jeg har læst, det du skriver om i dag om periodisk fastning. Hvad ef formålet med det?
    Alle “fornuft klokker” ringer hos mig.
    Det lyder som mange op og nedsving i blodsukkeret, ikke sundt for krop, mave eller hjernen. Store måltider to gange om dagen lyder ikke sundt for fordøjelsen og at spise aftensmad så sent på dagen lyder for mig heller ikke som en god ting pga at stofskiftet nedsættes ved afslapning/tæt på sengetid.
    Jeg kender ikke meget til lchf, og går ud fra at der er en teori bag ved som vender rundt på tidligere anbefalinger. 🙂

    1. Mange tak for din ros 🙂
      Jeg kan som udgangspunkt godt forstå din bekymring. Når man er vant til at få at vide, at man skal spise ofte og helst hver tredje time, kan det godt virke drastisk at faste så længe. Men udgangspunktet for den periodiske faste er netop, at kroppen har godt af at få en pause fra at blive fodret konstant. Personligt føler jeg faktisk at mit blodsukker er mere stabilt, når jeg har den lange pause og det korte(re) spisevindue, men det er sikkert individuelt – der er sikkert nogen, der vil føle at det er for længe og derved ved at have svært ved det. For mig fungerer det. Sen aftensmad tror jeg personligt ikke at der er noget farligt i – det gør de jo fx allesammen sydpå 😉 Periodisk faste har ikke kun med LCHF at gøre, men der er da mange inden for den verden, som eksperimenterer med det. Men så vidt jeg har læst mig frem til, er det også populært inden for bl.a. stenalderkost og mange andre “grupper”. Hvis du har lyst til at læse mere om teorien bag, kan du google på “intermittent fasting” – så kommer der en masse godt frem. Men bare rolig – jeg har læst en masse om det, inden jeg begav mig ud i det, og ingen steder siges det at være farligt 🙂 Jeg spiser jo stadig (stort set) det samme, som jeg ville gøre, hvis jeg fordelte det over flere måltider og en længere periode 🙂
      ~Xenia

  5. Jeg tror heller ikke, at det er farligt. Jeg tror bare ikke at det er sundt med faste pauser 🙂
    Du har helt ret, masser af mennesker spiser sen aftensmad (også syd på). At spise sent på dagen nedsætter stofskiftet og forbrændingen. Så hvis man ønsker at tabe sig er lange faste pauser, store måltider og sen aftensmad ikke optimalt/den sunde vej.
    Jeg siger ikke at vægttab er dit formål med fasten, men det er det måske for nogen læsere 🙂

    1. Jeg tror det er meget forskelligt – personligt har jeg læst og hørt om mange, der netop har gode erfaringer med den periodiske faste – også i forbindelse med vægttab. Det er efterhånden blevet modbevist en del gange at det med at “forbrændingen kan gå i stå”, som faktisk ikke passer – men det kræver i hvert fald at man spiser på en bestemt måde for at kunne holde sig mæt så længe. Jeg ville i hvert fald ikke have kunne klaret det, da jeg stadig spiste “normal” højkulhydrat-kost. Men det er helt sikkert ikke for alle! 😀

  6. Skal helt sikkert prøve denne opskrift, jeg elsker flødekartofler, men da jeg også spiser lchf (inspireret af bl.a. dig) er det jo ikke noget jeg har spist. Men elsker blomkål, så win-win.
    Med hensyn til den delvise faste, så har jeg selv kigget lidt på det så sent som sidste uge. Hvis du søger på “8 hour diet” på google, så kommer der en masse om det, for det lyder i hvert fald til at være den. Skulle efter sigende være ret populær i USA for tiden.
    Jeg tror egentlig godt jeg ville kunne få det til at passe ind, mit eneste problem bliver noget aften snack (men den prøver jeg også ihærdigt at få fjernet, i hvert fald i hverdagen). Jeg synes dog det vil blive svært at undvære morgenmad, som for mit vedkommende er begyndt at være bulletproof kaffe, for at spare på proteinerne (har ellers lavet enten omelet eller æggemælk). Men overvejer at forsøge alligevel, jeg kan jo bare stoppe hvis jeg kan se det ikke kan hænge sammen (med resten af familien).

    1. Jeg vil vove at påstå, at denne ret kan få dig helt og aldeles til at glemme, at du savner flødekartoflerne! 😀
      Jeg synes faktisk, at det er nemmere at undgå at snacke om aftenen, når man “bare” har sat sig for, at ens spisevindue er lukket. Men hvis du har svært ved at undvære morgenmaden, kan du jo bare tilrettelægge din dag anderledes. Morgenmaden virkede for mig som det nemmeste at undvære, men mange spiser jo også bare sen morgenmad og tidlig aftensmad, så de fx har spisevindue mellem 10 og 18. Held og lykke med eksperimentet 🙂

  7. Ser virkeligt lækkert ud det der blomkål- lyder som noget lige efter min smag- må prøves snart :0)

    1. Blomkål + fløde + flødeost = what’s not to love?! Du må helt bestemt prøve det! 😀

  8. Skal klart prøves i weekenden 🙂 Måske lidt pasta imellem. Har tit lavet grøntsager med mornaysovs elsker det 🙂

    1. Jeg håber, det vil falde i god jord – held og lykke med det 🙂

  9. Kan det passe, du tidligere har kaldt denne ret for “Cremet blomkål”? Jeg tænker på retten med billedet af en portion blomkål, et par pølser og en salat med agurk. Det kommer mig for, at opskriften bla. lød på en halv bakke flødeost og blomkålen blev delt i butekker. Er opskriften ændret eller er den bare ganget op til 4 prs? 🙂

    1. Jep, det er den samme, der er bare er rettet lidt til ift. hvordan jeg laver det nu 🙂

  10. Hej Xenia, så fik jeg også endelig prøvet fløde blomkål, som er absolut fantastisk. Jeg havde en kugle frisk Mozzarella, som jeg “plukkede” og lagde oven på. Mums….

    1. Jeg er overbevist om, at ost på toppen ikke skader hverken her eller der! Dejligt, at du kunne lide det 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *