Hverdagsmåltider:
Tømmermænd og lidt om alkohol

Jeg bliver af og til spurgt om mit forhold til alkohol, og hvad jeg gør, hvis/når jeg drikker. Derfor tænkte jeg, at jeg ville slå to fluer med ét smæk og slå svaret sammen med en gang hverdagsmåltider. I søndags havde jeg nemlig tømmermænd, og så var det jo oplagt at tage nogle billeder af min mad til hverdagsmåltider i tømmermændsforklædning. For når man vælger at drikke alkohol en gang imellem, må man jo bare tage tømmermændene med 😉 Jeg synes især, at jeg her kan mærke, at jeg som udgangspunkt spiser ret “rent” i hverdagen. Jeg synes i hvert fald at alkoholen påvirker mig mere nu, end det gjorde tidligere (*host* eller måske jeg bare er ved at blive gammel *host*). Jeg har dog heller aldrig været typen der drak meget ofte. Lige for tiden kommer det nok op på en gang hver måned til hver anden i gennemsnit. Jeg har da heller aldrig været eller bliver typen, der drikker “bare sådan for hyggens skyld” i hverdagen eller lignende – jeg drikker faktisk også meget sjældent til familiefunktioner. Men når jeg så en sjælden gang drikker, går jeg altså all out – ikke at det nødvendigvis er hverken bedre eller værre end det mere sporadiske alkoholindtag. Selv om jeg i princippet er ret tiltalt af ideen om overhovedet ikke at drikke alkohol, er det bare ikke muligt på nuværende tidspunkt i mit liv, hvis jeg fortsat gerne vil kunne være social med mine venner og lignende – og så er det jo også ret sjovt, tømmermændene til trods 😀

Når jeg drikker, gør jeg én af to ting. Enten vælger jeg at drikke lige hvad jeg vil – uanset om det så må være øl eller noget andet med mange kulhydrater (og desværre også gluten) i – og så tager jeg bare tømmermændene – både de rigtige og maveondet fra de mange kulhydrater og gluten med. Det er faktisk den løsning jeg oftest vælger, ud fra den optik at det jo sker så sjældent og så vil jeg hellere nyde det uden at skulle sætte begrænsninger for mig selv (og så er øl oftest den billigste udvej!). Den anden løsning, som jeg vælger en sjælden gang, er at drikke kulhydratfattigt. Det kan jo faktisk godt lade sig gøre, om end jeg ikke selv synes, at det er de mest spændende valg, man så har. Fx indeholder vin ikke så mange kulhydrater, ligesom helt ren alkohol heller ikke gør det. Så kan man jo blande med danskvand eller lignende – evt. med light sodavand, selv om det jo er lidt fy-fy. Personligt bryder jeg mig ikke rigtigt om vin eller danskvand, så den udvej tager jeg sjældent, men jeg ved, det er super for nogen.

En anden ting, der ofte gør en tur i byen til noget af en udskrivning på sundhedskontoen er jo faktisk også det mad, der ofte hører med. Personligt er jeg (heldigvis) aldrig rigtigt så sulten selv på vej hjem fra byen, så den dér (ellers næsten obligatoriske?) junkfood på vej hjem, kan jeg fint undvære. Til gengæld får jeg nogle gange nogle ret voldsomme cravings dagen efter – men LCHF-mad er jo faktisk den ideelle tømmermændsmad – en stor tallerken bacon og æg morgenen derpå og så er det nærmest væk igen! Og selv om jeg i går ikke fik bacon, var det da noget ganske fin mad, jeg endte på. Jeg må tilstå, at hvis jeg havde været mindre doven, var jeg sikkert endt med at bestille fastfood – men jeg gad ikke tage ordentligt tøj på, så det blev droppet – nogle gange kan det faktisk godt betale sig, at være doven, haha!

Men det var vist det, jeg havde at sige om alkohol i denne omgang – smid endelig en kommentar, hvis I har nogle spørgsmål eller andet at sige 😀 Og her er mine måltider – som I kan se, går min appetit på tømmermændsdage gerne én af to veje: enten er jeg mere sulten end normalt (se fx en anden tømmermændsdag her) eller også er jeg mindre sulten – søndag var et tilfælde af sidstnævnte 🙂

 


 

Vi ved jo alle, at salt og fedt er ret fint, når man har tømmermænd og er dehydreret, så jeg benyttede straks chancen for at kværne nogle af mine elskede macademianødder! (nu er det jo ellers ikke fordi, jeg behøver en undskyldning for det, hæhæ). Har jeg forresten tippet jer, om de macademianødder, jeg plejer at købe? De er fra Aldi og koster kun nogen-og-tyve kroner for en pose med 125 g ristede og saltede! De er til gengæld ikke økologiske, for jer der tænker mest på det, men for mig, der er fattig, men stadig gerne ville leve af macademia, hvis jeg kunne, er de ret geniale. Jeg går med jævne mellemrum i Aldi bare for at købe macademia og deres gode mørke chokolade (125 g lækker 85% for 13-14 kr!). Har I andre gode Aldi-tip, nu vi er i gang? 😀

 

Min krop (hjerne?) kaldte jo egentligt på pomfritter, så det måtte blive det næstbedste – bønnefritter! Jeg spiste dem sammen med et par spejlæg med skinke og ost samt en aioli-agtig dip lavet på mayo, creme fraiche, hvidløg (duh) og en saltblanding, jeg lavede for lang tid siden hos Urtekram 🙂 Ret fantastisk tømmermændsmad, når nu det skal være 😉

 

Og så sluttede jeg dagen af med et par af Frk. Sveskes kokoskugler – de kræver vist lidt tilpasning før de er helt i min smag, men de mætter fint og er super at have som et lille mellemmåltid, når lysten/småsulten melder sig 🙂

Og det var så det!

 


Hvad spiser du på tømmermændsdage? 😀


6 comments

  1. Er det ikke også i Aldi de har en krydderhavarti i skiver til meget billige penge? Jeg må da helt klart snart i Aldi, jeg er også fattig. De har også gode bleer, hvis man er til det 😉

    1. Måske? Det må jeg i hvert fald lige kigge efter næste gang 🙂
      Og nu er bleer ganske vist ikke lige det, jeg går efter, men det er da godt at vide, til når det engang bliver aktuelt ;D

  2. Nu da jeg ikke tåler gluten, bliver det ikke til øl. Desværre. Det er ellers godt på en SU indkomst. Jeg drikker gerne vodka med danskvand og citron eller anden smagssammensætning, hvis vi er hjemme hos nogen og drikke før byen. Så behøver jeg ikke drikke så mange dyre drinks senere.

    Tak for tippet! Jeg elsker Macadamia nødder. Købte nogle den anden dag til en kage. Købte nogle dyre fordi jeg kun gad handlet ét sted. De er de mest KEDELIGE macadamia nødder jeg nogensinde har smagt! Jeg må i Aldi!!

    1. Jeg tåler, hvis jeg skal være helt ærlig, også gluten ret dårligt – men det er alligevel ikke så slemt, at jeg ikke “snyder” en sjælden gang 😉 Vodka med danskvand og lign. er nemlig et super valg – jeg synes bare det smager ret kedeligt, må jeg indrømme – oftest ender jeg på kompromis med rom og pepsi max 🙂
      Dem fra Aldi er i hvert fald fantastiske i min optik! Og så burde jeg desuden også eksperimentere lidt mere med at bruge det i opskrifter – som det er nu spiser jeg dem bare i rå mængder ;D

  3. Mht vodka og danskvand kan man vel tilføje en anelse light saft?

    Men aldi, i love it! Deres billige billige pulverkaffe, peanuts(der har vundet priser) og flødeost til ingen penge er lige mig 🙂

    Lise

    1. Saft vil helt sikkert være en fin tilføjelse for lidt ekstra smag 🙂
      Åh ja, deres flødeost er også god – den køber jeg også altid lidt af, når jeg er der! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *