Kakao- og kokoskage

Kender I det, når man pludseligt får en ubeskrivelig trang til chokoladekage, men (horror of horrors!) ikke har noget chokolade på lager? Selvfølgelig gør I da det, ellers tror jeg nærmest ikke på, at I er rigtige mennesker. Høhø. Men faktisk har jeg så vidt muligt sjældent selv chokolade på lager i det hele taget – hvis jeg har det, spiser jeg det nemlig også, ganske enkelt. Man kan selvfølgelig daffe ned i det nærmeste supermarked og købe noget chokolade, og så er det problem da løst. Men man kan også skaffe sig en idiotsikker opskrift på en kage lavet med kakao i stedet for chokolade og som derudover som udgangspunkt kun består af ingredienser, som de fleste har (eller bør have, hvis man gør sig i kagebagning!) som en del af deres basislager. I denne omgang valgte jeg at vælge dør nummer to, og så vil jeg da selvfølgelig lige dele resultatet med jer.

Indrømmet, den er ikke lige så rig på chokoladesmag som en af de lækre mere brownielignende kager med op til flere plader chokolader i – men det var der nok heller ikke nogen af os, der havde forventet. Til gengæld har den dyb og rig kakaosmag med en undertone af kokos, som jeg jo (også) elsker ret højt. Kakaosmagen er faktisk så rig, at kagen næsten er sort – og selv jeg, som er rimelig hardcore, når det kommer til chokoladekakakosmag, blev glad af lidt creme fraiche til.

Og så har jeg desuden lavet to slags topping til jer i dag – bare fordi! Måske har I flødeost på lager, når kagetrangen kommer over jer, og så kan I jo prøve frostingen med flødeost. Hvis I ikke har det, er glasuren et dejligt cremet alternativ. Og kakaoglasuren smager faktisk ret meget ligesom chokolade – især når den er let smeltet. Men det er jo også ret logisk, når man tænker over det. Kakaopulver er (så vidt jeg ved) jo bare tørstoffet fra kakaobønnen – fratrukket kakaosmørret. Når vi så tilsætter fedtstof og sødning får vi – praktisk talt – chokolade. Altså sådan en grov efterligning i hvert fald, ikke? Og nogle gange er en lækker efterligning faktisk også nok ;D

Kakao- og kokoskage
8-10 personer
Print
Kage
  1. * 125 g smør eller kokosolie (tilsæt 1/2 tsk salt til dejen, hvis du bruger kokosolie)
  2. * 75 g sukrin+
  3. * 4 æg
  4. * 75 g kakaopulver
  5. * 1 spsk kokosfibre/fint kokosmel
  6. * 1 spsk fiberHUSK
  7. * 3 spsk alm. groft kokosmel
  8. * 1 tsk bagepulver
  9. * 1/2 tsk salt
  10. * 1 dl creme fraiche
Frosting
  1. * 40 g blødt smør
  2. * 75 g flødeost (ikke light)
  3. * 15 g kakaopulver
  4. * sødning efter smag
Kakaoglasur
  1. * 50 g smeltet smør
  2. * 3 spsk kakao
  3. * 1 spsk fintmalet sukrin+
  4. * evt. lidt ekstra sødning (jeg brugte 5 dråber flydende stevia + 5 dråber flydende sød)
Pynt
  1. * alm. groft kokosmel
  2. * kokosflager
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til 180º varmluft.
  2. Smelt smørret og/eller kokosolien og lad den køle let af.
  3. Pisk æg sammen med sukrin til en luftig masse. Rør så kakaopulver, kokosfibre, fiberHUSK, kokosmel, bagepulvero g salt i i til en tyk dej. Tilsæt afkølet smør og creme fraiche og bland det hele, til det er jævnt.
  4. Fordel dejen i en springform beklædt med bagepapir. Bag kagen midt i ovnen i ca. 25 minutter, eller til den er gennembagt - tiden varierer af størrelsen på springformen.
  5. Lad den køle af, inden du putter frosting eller glasur på og pynter med kokosmel og kokosflager.
  6. Frosting: Pisk smør, flødeost og kakaopulver sammen og smag til med sødning.
  7. Kakaoglasur: Smelt smørret og rør sammen med kakaopulver, sukrin og evt. ekstra sødning.
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/

25 comments

  1. Hvor ser den lækker ud, elsker kakao og kokos sammen – pt blander jeg kakaopulver i min havregrød om morgenen og drysser med kokosmel, det smager virkelig som om man får dessert til morgenmad B-)

    – Anne

    1. Det er nemlig bare en vinderkombi! Da jeg spiste havregrød, lavede jeg faktisk netop også den samme kombi – der må være noget om snakken ;D

  2. Bruger du egentlig almindelig kakaopulver eller bruger du raw kakaopulver? 🙂

    1. Her bruger jeg bare den almindelige “bagekakao”, man kan købe i alle supermarkeder – det har en mere intens kakaosmag, synes jeg, og så skal det jo alligevel varmes op, så mange af fordelene ved den raw udgave, forsvinder, tror jeg 🙂

    1. Mange tak, Erika – den var virkeligt skøn! 😀

  3. Hej med dig, hvor er det en super fin og hjælpsom hjemmeside 🙂
    Desværre kan jeg simpelthen ikke fordrage sukrin, er der noget andet jeg kan bruge?? Stevia fx?

    1. Mange tak, Katrine 🙂
      Hmm, fordelen ved sukrin er jo netop, at det har samme fylde som almindeligt sukker – stevia er meget svært at dosere i kager. Har du smagt sukrin+ eller sukrin gold – jeg synes deres smage er meget bedre end den rene sukrin – læs evt. mit indlæg om sødemidler her. Du kan selvfølgelig godt prøve med kun med stevia, men jeg kan ikke garantere for resultatet 🙂

  4. Hvis du ikke går efter sukker bestående af rene sukkeralkoholer (erythritol) som har en nul påvirkning af blodsukkeret (GI 0), så kan man prøve med Kokospalme sukker hvis GI værdi ligger på 35 som er omkring det halve af alm. hvidt sukker og indeholder desuden en del forskellige gode mineraler… det har heller ikke denne “kolde” smag som alkoholerne giver. Desuden er det i modsætning til mange sødestoffer et rent natur produkt. Selv er jeg insulin resistent og bruger sukrin til mange ting. Men et fif er at bruge lidt af hvert, og på den måde mindske den kolde smag lidt, hvis man ikke kan vende sig til den :o)
    God fornøjelse og i øvrigt en god side med mange gode opskrifter 🙂

    1. Jeg er klart mest til sukrin med det helt lave GI. Jeg er klar over, at kokospalme sukker også har nogle fordele, men i min optik og for mit blodsukker minder det stadig for meget om sukker. Hvis jeg skal bruge den “brune” sukkersmag, bruger jeg Sukrin Gold, som jeg overhovedet ikke synes har en kold smag.
      Mange tak for de pæne ord!

    1. Sikke lækkert det ser ud, Mille – du giver mig jo helt lyst til selv at lave kagen igen-igen!
      Dejligt at du kunne bruge opskriften 😀

  5. Vicki Hørup Jeppesen

    Hej Xenia
    Fantastisk kage, den reddede lige en fødselsdagsfest 🙂 Der var faktisk ingen af gæsterne der opdagede at det ikke var en “almindelige kage” og da jeg fortalte det vlle de ikke helt tro på at der ingen mel og sukker var i :)). Jeg tog mig den frihed at skære kagen over på langs og putte frostingen ind i kagen. Kagen pyntede jeg derefter med flødeskum. Da min datter mente at der SKULLE krymmel på så måtte jeg lige tænke lidt, men det endte med at jeg farvede noget kokosmel blåt med frugtfarve – Hurra – succes. Tusind tak for opskrift og inspiration.
    /Vicki

    1. Nej, hvor er jeg glad for at høre, at den faldt i så god jord! Og god ide med at putte frosting i midten og flødeskum på toppen – det har sikkert gjort den rigtigt festlig!
      Mange tak for din kommentar og rosen 😀

  6. Hej Xenia

    Rigtig god kage 🙂
    Hvotdan reagere sukrin gold hvis man koger det sammen med nogen bær? Ved du det?
    Overvejer at jeg næste gang skal lave noget blåbærcreme og komme ovenpå. Der er godt nok hvid chokolade i cremen, men så er sukkerindholdet da begrænset, hvis bærne kan koges med sukrin 🙂

    Hilsen Sus

    1. Tak 🙂
      Du kan sagtens bruge sukrin gold sammen med bær, det gør jeg også ofte selv. Og god ide med blåbærcremen! Hvis du gerne vil have den helt sukkerfri, kan du jo i øvrigt overveje at bruge noget kakaosmør i stedet for den hvide chokolade. Det er ikke noget, jeg selv har prøvet, da jeg først for nyligt er begyndt at eksperimentere med kakaosmørret, men jeg tror, det kunne blive ret godt! 😀
      Du kan fx købe kakaosmørret her (affiliatelink) 🙂

      1. Orv, det lyder som en god ide… Blåbærcremen er en Mette Blomsterberg creation, den er særdeles populær hos os. Så jeg skal lige have eksperimenteret med at omskrive den til Lchf 🙂

        1. Hvis det bliver godt, må du da endelig tippe videre! 😀 Det lyder lækkert!

  7. Så er cremen afprøvet… Den blev god 🙂
    125g blåbær, 50 g sukrin gold, vanilie fra en halv vaniliestang koges op, blendes og sættes på køl.

    2,5 dl fløde varmes, hældes over ca 75 g kakaosmør, røres til smøret er smeltet, tilføj 2-2,5 stk husblas og rør til det er smeltet også. Sæt cremen på køl.

    Lav kagen.

    Efter nogle timer piskes cremen op med en håndmikser og blåbærmassen tilføjes. Tilsidst røres 2-3 spsk marscapone i og så er cremen klar til kagen.

    Næste gang tror jeg at jeg vil bruge mindre kakaosmør og måske tilføje noget vanilie i cremen også, og mere blåbærmasse. Mascaponen er ikke en del af blomsterbergs opskrift, men jeg synes at kakaosmøren blev for gennemtrængende… Så der er plads til forbedring, men den smager stadig godt 🙂

    1. Mums, det lyder godt! Tak for opskriften 🙂

  8. Hej Xenia,
    Mums den kage lyder god! 🙂
    Ved du mon om den kan fryses? Ellers tror jeg der er overhængende fare for jeg spiser det hele selv..

    1. Det kan den sagtens, det har jeg selv prøvet ved flere lejligheder. Håber, den falder i god jord 🙂

  9. Hej Xenia

    Jeg faldt lige over din opskrift – har du nogen ide til hvad der kunne erstatte creame fraishe hvis man ikke lige har det

    1. Du kan erstatte med hvilket som helst andet syrnet mælkeprodukt – især de fede og cremede af slagsen. Alternativt fløde eller andet væske, men så ville jeg nok selv skære drastisk ned på mængden – og i øvrigt forvente en lidt mindre saftig kage 🙂

      1. Super!
        Mange tak for dit hurtige svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *