Kalkunbryst med pesto og bacon

Når man som jeg ikke spiser så meget (forskelligt) kød, kan det nogle gange godt være svært at finde på, hvad kødretten skal være, når man laver gæstemad. Kylling er selvfølgelig oplagt, men det spiser jeg jo hele tiden, så det ender faktisk tit på et helstegt kalkunbryst for mig. Det er lidt “steg-agtigt” og derfor lidt mere specielt end bare at stege en bunke kyllingebryster fx. Og så er det jo også nemt – i hvert fald nemmere – at lave til mange mennesker.

Jeg har før lavet det i en helstegt marineret udgave, som du kan se her. Men nu har jeg vist fået en ny favorit. Fyldt med lidt persillepesto og pakket ind i bacon. Det var helt sikkert et hit. Kalkunkød har jo lidt en tendens til nemt at blive tørt, så der hjælper baconen til med at tilføre noget fedt. Og pestoen giver en lækker smag og en fin detalje.

Jeg vil desuden anbefale at du, hvis du ikke har ét, anskaffer dig et stegetermometer. Det gør stegningen af kalkunen til en leg. Sidst jeg stegte et helt kalkunbryst, havde jeg ikke et, så der var det hele lidt mere usikkert. I år havde min mor netop anskaffet sig et nyt, som jeg brugte, og det gjorde helt sikkert steg-stegningen meget nemmere. Måske jeg selv skulle anskaffe mig et også? 😉

Kalkun med pesto og bacon
til ca. 8 personer
Print
Ingredienser
  1. * 1 helt kalkunbryst på ca. 1 kg
  2. * salt
  3. * ca. 10 skiver bacon
  4. * 1/2 liter vand
Pesto
  1. * 1 stort bundt persille (du kan selvfølgelig bruge en anden krydderurt, hvis det passer bedre til resten af måltidet)
  2. * 5 fed hvidløg
  3. * 1 spsk citronsaft
  4. * 3 spsk olivenolie
  5. * salt
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til 160º varmluft.
  2. Blend alle ingredienserne til pestoen sammen.
  3. Skær et ca. 2 cm dybt snit i kalkunbrystet på langs. Gnid kødet godt med groft salt og fyld pestoen i "lommen".
  4. Beklæd med bacon, så det er med til at lukke af for pestoen.
  5. Læg kalkunbrystet med bacon opad i et ildfast fad og hæld vand i bunden.
  6. Steg kalkunbrystet i ovnen i ca. 1 time-halvanden. Sæt stegetermometeret i det tykkeste sted, og tag stegen ud, så snart temperaturen viser 80º.
  7. Pak stegen ind i sølvpapir og lad den hvile 20-30 minutter inden den udskæres og serveres.
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/

10 comments

  1. Jamen, det er jo næsten for let 🙂 Og det ser superlækkert ud. Jeg må på jagt efter kalkunbryst. Af og til synes jeg, det kan være svært at få kalkunkød i supermarkederne (ingen slagter i min soveby) – de siger, det er svært at få kvalitetskød …

    1. Ja, nogle gange er det bare det enkle, der er det bedste 😉 Det er rigtigt at det ikke er alle steder, der er kalkunbryst – jeg kan dog altid finde det i Føtex fx 🙂

  2. Ej hvor en lækker opskrift.
    Lavede dette i går og er du så vimmer hvor det smager godt!
    Jeg serverede det med en mos af sweet potatoes (må man spise det? Det er jo ikke en kartoffel men en snerle) og deri var der en masse spinat og fløde og smør.

    Det smagte vanvittigt godt og heldigvis er der en lille rest til min frokost 😉

    1. Skønt at høre, Helle! Søde kartofler er jo en rodfrugt, så er principielt ikke en del af LCHF. Men de smager jo godt, så en gang imellem – ligesom med rodfrugter – er nok helt ok, alt afhængigt af hvor striks du gerne vil være selvfølgelig 🙂

  3. Jeg tænkte det nok.
    Ved bare at en low carb i byen sælger noget med dem og tænkte at det gik nok.

    Jeg lever ikke striks efter det. Men prøver på at få flest mulige af mine måltider indenfor lchf. Jeg taber mig desværre ikke (gad godt) men har ikke ondt i maven mere og er ikke oppustet, så noget godt gør det jo 😉

  4. Har lige lavet denne super lækre og nemme ret.. brugte dog rødvin istedet for vand, hvilket også var rigtig lækkert.. 🙂

    1. Det lyder som en fin løsning – dejligt at du kunne lide det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *