Karamelliseret tofu med rosenkål og pekannødder

Jeg har en tilståelse. Til trods for at jeg var vegetar i (vist nok) omkring halvandet år, har jeg aldrig lavet noget med tofu før. Jeg tror egentlig kun jeg har smagt det én gang. Men da de havde det på tilbud i Netto for nyligt, tænkte jeg at det var på tide. Samtidig har jeg lige siden jeg første gang så denne opskrift haft lyst til at prøve den. Jeg har derfor ventet utålmodigt på at det blev rosenkålstid og nu er det nu! Og lad mig bare sige: det var ventetiden værd!

Pekannødder er nogle af de lidt dyrere nødder, men efter min mening er de dét værd. De smager lidt som en lækker blanding af valnødder (konsistensmæssigt) og hmm, hasselnødder måske? Men du kan selvfølgelig også sagtens erstatte dem af andre nødder.

Når man pakker tofuen ud, kan man godt blive lidt overrasket over konsistensen – det gjorde jeg i hvert fald. Men efter det bliver stegt og karamelliseret, får det faktisk konsistens lidt ligesom røræg eller æggestand af en art. Tofu smager jo ikke af noget i sig selv, men det mætter rigtigt godt og i denne kombi er det fint at det blot smager af de andre ingredienser, synes jeg.

Jeg udelod frisk koriander fra retten, da jeg ikke bryder mig om at putte sæbe i min mad, men hvis du kan lide det, skal du være mere end velkommen til at tilsætte det 😀

Udskriv
Karamelliseret tofu med rosenkål og pekannødder

Opskrift efter 101 Cookbooks

Antal: 2 portioner
Ingredienser
  • 1 pakke tofu, ekstra fast ca. 350 g drænet vægt
  • 30 g pekannødder
  • 2 fed hvidløg
  • 2 tsk olivenolie
  • 500 g rosenkål
  • 3 spsk brun farin eller rørsukker
  • salt
Sådan gør du
  1. Dræn tofuen og skær den i passende stykker. Hak nødderne groft og hvidløget fint. Skær de grimme ender af rosenkålene og skær dem i 'bånd'. Halver dem og skiv i passende stykker med snitfladen nedad (se evt. billederne - eller snit dem som du vil).
  2. Opvarm 1 tsk olie på en pande og svits tofuen heri til den begynder at blive gylden. Tilsæt herefter nødder og hvidløg og svits yderligere et par minutter. Tilsæt den brune farin og lad den smelte. Når det hele er godt dækket af sukkermassen og den begynder at tykne, tages det af panden.
  3. Hæld resten af olien på panden, og lad den blive godt varm. Tilsæt 2 tsk salt og herefter rosenkålen. Svits i ca. 5 minutter, eller til du synes de er møre nok. De må gerne være lidt gyldne nogle steder. Smag til med salt.
  4. Bland rosenkål og tofublanding, og server.

 

Karamelliseret tofu med rosenkål og pecannødder

Karamelliseret tofu med rosenkål og pecannødder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *