Kylling i peanutbuttersauce med rødkålssalat

I tirsdags langtidssimrede jeg endnu en gang en ret. Det var lidt af et tilfælde, at jeg endte med langtidssimrede retter to dage i træk, da kødsaucen fra mandag oprindeligt bare skulle have været den almindelige lynversion. Men jeg er nu glad for at jeg gjorde det, for der er altså et eller andet ved den der langtidssimring, som bare gør retterne meget lækrere! Jeg er i hvert fald umådelig tilfreds med begge to, så det bliver bestemt ikke sidste gang jeg forsøger mig med det. Og det, at jeg er hos min mor (og bror), som har en lækker støbejernsstegegryde, gør det jo kun nemmere 🙂

Det kan godt være, at det umiddelbart virker som lang tid at bruge på at lave mad, hvis man har en masse andet, man skal lave. Denne ret tog fx to timer fra jeg startede, til vi spiste. Men man skal huske på, at der ud af det måske kun er en halv time, hvor man faktisk laver noget. Resten af tiden venter man jo bare 😀

Opskriften er endnu engang fra Valdemarsro. Jeg har en tendens til at opdage nye gode blogs og så lige i den periode lave en hel masse derfra. Derfor er dette den tredje opskrift som jeg laver derfra – nej faktisk fjerde, en af dem er dog bare ikke kommet på bloggen 😉 Men så længe maden smager godt, er det ingen skam! Jeg har længe haft lyst til at lave noget varmt med peanutbutter, så denne var lige i skabet. Og den var fantastisk god! Jeg valgte at øge peanutbuttermængden, da jeg ikke syntes at den smagte nok igennem, efter den første halve time. Og det blev så godt! Derudover tilsatte jeg gulerødder og peberfrugt – mest for min brors skyld, da jeg havde på fornemmelsen, at han ikke ville spise den rødkålssalat, som jeg også lavede dertil – men det gjorde absolut heller ikke retten værre. Man kan sagtens bare nøjes med at lave den med gulerod og peberfrugt og så bare helt undlade salat dertil, men det er nu også lækkert med lidt friskt.

Faktisk er det første gang, jeg har smagt frisk rødkål, så jeg var lidt nervøs. Men det behøvede jeg ikke at være, for smagen var meget neutral – mere end jeg havde frygtet, da jeg et sted læste, at den smagte i retning af hvidkål. Jeg valgte bare at snitte den fint, kramme den, og blande med appelsinsaft, appelsinkød og nogle peanuts, vi tilfældigvis havde i skabet, som jeg tænkte ville være fine til at skabe sammenhæng.

Nå, det blev da vist en lang intro – hvis I ikke læste den hele, bliver jeg ikke sur. Bare lav retten – det fortjener I 😀

Udskriv
Kylling i peanutbuttersauce

Opskrift efter Valdemarsro

Antal: 4 portioner
Ingredienser
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 stort løg
  • 850 g kyllingeinderfilet
  • 200 g crunchy peanutbutter
  • 1 stor dåse tomatpure 140 g
  • 7 dl kogende vand
  • 1/2 tsk cayennepeber
  • 1/2 tsk røget paprika
  • 3 laurbærblade
  • 2 tsk salt
  • 1/2 tsk stødt peber
  • 1 hønsebouillonterning
  • 3 gulerødder
  • 2 røde snackpebre
  • kogte ris så det passer (ca. 1 dl tør vægt pr. person)
Sådan gør du
  1. Hak løget og svits det i den varme olie, gerne i en stegegryde. Svits ved lav varme indtil det er gennemsigtigt.
  2. Skær i mellemtiden kyllingen i mindre mundrette bidder. Tilsæt kyllingen og brun ved medium varme.
  3. Hæld nu tomatpure og kogende vand på. Bring i kog og rør peanutbutteren ud i væsken. Tilsæt krydderier og bouillonterning, læg låg på og lad simre i 1 1/2 time - rør indimellem.
  4. Når retten mangler en halv times tid, kan resten gøres klar. Sæt risene over og kog dem, så de er klar. Skær gulerødder og snackpeber i passende størrelse. Når der er et kvarter tilbage, tilsættes gulerødderne til retten. Smag samtidig saucen til. Lav evt. rødkålssalat eller anden salat også. Når risene er kogt færdige, røres peberfrugt i gryderetten og så er der serveret.

Udskriv
Rødkålssalat med appelsin og honningristede peanuts


Antal: 4 portioner
Ingredienser
  • 1/3 rødkål
  • 2 appelsiner
  • 1 håndfuld honningristede peanuts eller alm. saltede peanuts
Sådan gør du
  1. Snit rødkålen fint - evt. på foodprocessor eller mandolin. Kram den let og læg i et fad.
  2. Skær skræl og alt det hvide af appelsinerne. Pres saften ud af de skræller, du skærer af, henover rødkålen. Skær appelsinerne i tern og læg ovenpå kålen.
  3. Drys med peanuts.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *