Luksus-kyllingekødsauce med bacon og hasselnødder

Det er faktisk snart to uger siden, jeg lavede denne ret, men så kom der jo ligesom lige det dér “jul” i vejen 😉 Jaja, det er ikke altid (faktisk snarere aldrig) at opskrifterne offentligtgøres samme dag de er blevet lavet her, men det har vel også sin charme 😀

Jeg ved, at der er delte meninger om det hakkede kyllingekød, man kan købe i supermarkederne. Personligt, er jeg ret vild med det. Det smager herligt og det er super alsidigt – især hvis man ikke spiser oksekød. Uden hakket oksekød er der nemlig en del “klassiske” retter, der udelukkes, men så snart man vælger at inddrage kyllingen er man godt på vej igen. Dette er fx tilfældet med en god kødsauce. Det er sikkert de færreste, der som det første tænker kylling, når de hører ordet “kødsauce”, men det betyder jo ikke, at det ikke smager godt. For dét gør det! Især når man laver det i en luksusversion som her med både bacon (inspireret af sund fornuft) og hasselnødder (inspireret af Umahro). Og selvfølgelig også en masse andre ting, som samlet gør, at dette nok er en af de lækreste kødsaucer, jeg har smagt længe (og så taler vi ikke om, at det nok kun er anden gang på et år, jeg har fået det – og at det før det, var fem år siden cirka!) 😀

Udskriv
Luksus-kyllingekødsauce med bacon og hasselnødder

Antal: 6 personer
Ingredienser
Kødsauce
  • 100 g bacon
  • 7-800 g hakket kylling eller oksekød
  • 100 g smør
  • 1 stort løg
  • 2 store fed hvidløg
  • 1/2 liter mosede/purerede tomater
  • 100 g hasselnødder finthakkede - kan udelades
  • 1 spsk oregano
  • 1/2 spsk salt efter smag
  • 1 tsk herbamare urtebouillon eller tilsvarende kan udelades
  • 1 spsk sukrin gold
  • 1 spsk balsamico eller anden eddike
  • 2 dl piskefløde
Til servering
  • grøntsagsspaghetti fx af squash, gulerod, kinaradise - eller fintsnittet kål
  • revet ost fx emmentaler eller parmesan
Sådan gør du
  1. Varm en stor stegegryde godt op og svits bacon heri. Steg, indtil baconen begynder at blive sprød, og tilsæt så kyllingekødet. Svits, indtil kødet har taget farve overalt. Fjern bacon og kylling fra gryden.
  2. Hak imens løg og hvidløg fint.
  3. Smelt smørret i gryden og tilsæt så løg og hvidløg. Sauter ved lav varme i ca. 5 minutter, indtil de er bløde og klare.
  4. Hæld nu tomater og hasselnødder ved sammen med salt, bouillon, oregano, sukrin og eddike. Læg låg på og lad sovsen simre i en halv times tid.
  5. Efter den halve times røres kød og bacon i saucen sammen med piskefløde. Lad simre i yderligere et kvarter til en halv time.
  6. Klargør imens "spaghettiskræller" af squash og gulerødder ved at skrælle helt ind til kernen med en kartoffelskræller eller brug en spiralizer. Vend evt. grøntsagerne med et lille nip salt og lad dem stå, mens sovsen simrer, for at tage det helt rå af dem. Du kan selvfølgelig også bare vælge at holde dem rå (faktisk kan jeg bedst lide dem helt rå, overraskende nok). Et alternativ til skrælningen er også bare at rive dem groft. Det går lidt stærkere.
  7. Smag saucen til med salt og sødning og server med grøntsagsspaghetti og revet ost og/eller pesto.

12 comments

  1. Lækkert! Og tak for alternativet til pasta! 🙂

    1. Tak – og det var så lidt da 😉

  2. Hvor ser det lækkert ud! Jeg spiser heller ikke oksekød, og jeg kan huske, da jeg var mindre at mine veninder nogle gange kunne spørge forarget og forundret “Kan man det??”, når vi skulle have lasagne med kylling eller svinekød – for så at tilføje “Ej, det smager jo godt!”.
    Jeg forstår ikke helt, at folk er vanemennesker på den måde – ja altså, det er jo bare en anden slags kød, selvfølgelig kan man det 🙂 Jeg kunne forstå de ville rynke lidt på næsen, hvis jeg foreslog en t-bone steak af linser eller sådan noget, for dér er der altså tale om noget helt, helt andet. Men en anden slags kød? SÅ meget ændrer man ikke på hele retten, trods alt 😉

    1. Ja, jeg kender også mange, der ikke forstår det. Hvorfor spiser du egentlig ikke oksekød – er det (også) smagen eller hvad?
      Men du har ret, generelt er folk lidt for meget vanemennesker. Og det synes jeg generelt, jeg oplever, fordi jeg nok er lidt en særling på madfronten – i hvert fald i forhold til “normen” 🙂

  3. Kylling kan bestemt sagtens bruges i mange sammenhænge hvor der ellers skulle bruges oksekød – jeg har også lavet chili con carne med både kylling og kalkun, og det bliver bestemt også godt.
    Glædelig jul (og snart godt nytår) til dig!
    (P.S. Jeg kan stadig ikke få det til at virke at jeg får besked når der er svar i et indlæg jeg har skrevet i. Har du hørt noget til om andre har problemer?)

    1. Ja, jeg har efterhånden også brugt kyllingekød i alle de retter man “officielt” bruger oksekød – og det bliver godt hver gang! Personligt synes jeg jo faktisk, det bliver bedre, men det er nok også nemt, når jeg ikke kan lide alternativet 😉
      Også rigtigt godt nytår til dig om ikke så længe!

      Det er altså underligt, at det stadig ikke virker – jeg har selv prøvet og det samme har “mine teknikere”. Jeg har heller ikke hørt om problemet fra andre. Jeg kan ikke huske, om du nævnte sidst, hvorvidt du havde tjekket dit spamfilter.

      1. Jeg har lige tjekket mit spamfilter, og der ligger ikke noget – har også prøvet at abonnere uden at kommentere, og det kan jeg fint tilmelde mig, men der kommer bare aldrig nogen mails.
        Vi må nok bare konstatere at dit system ikke kan lide mig 🙂

  4. uhm siger jeg bare – det fik vi lige til aften. Det var simpelthen så godt. Hele familien guffede godt – tak for god inspiration

    1. Jeg er glad for, at I kunne lide det, Gitte! Det er også én af mine livretter og en opskrift, jeg vender tilbage til igen og igen 😀

  5. Nu står jeg og laver kyllingekødsovs for første gang – jeg laver det normalt med oksekød – og så blev jeg simpelthen så nysgerrig, så nu må jeg spørge dig: Har du fået udvidet din oksekøds-horisont siden din lækre chili con carne? 🙂

    1. Altså jeg har lavet chili con carnen én gang til – og den kommer jeg bestemt også til at lave igen. Og så har jeg smagt en enkelt bøf på en restaurant for et par uger siden – det var dog ikke et hit. Jeg tror generelt bare ikke jeg er så vild med rødt kød faktisk – men jeg er da mere åben for at smage det nu, end jeg tidligere har været 🙂
      Jeg håber at din kyllingekødsovs blev god! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *