Madpakkeboller med skinke og ost


Der var klart stemning for at jeg udgiver opskriften på madpakkebollerne, som jeg viste tidligere på ugen. Så det er det, vi gør – i hjertet er vi vel alle populister 😉

Personligt var jeg jo desværre ikke vildt og voldsomt begejstret for dem, desværre. Forstå mig ret, de smager fortræffeligt. Men konsistensen er en anelse… sær. Det er som om, at de på én og samme tid er både for porøse og for bastante, for tørre og for klæge. Det er da mærkeligt! Men som sagt: Smagen er udemærket. Og så er de jo supernemme at have med på madpakken. I denne uge har jeg hver morgen bare lige nuppet to fra fryseren sammen med lidt grøntsager, og så var madpakken ellers klar. Det er en del hurtigere end normalt for mig 🙂 Og måske jeg bare skal lade være med at forvente, at konsistensen er helt som “normalt” bagværk. Måske det er det, der er mit problem?

Hvis jeg laver dem igen på et senere tidspunkt (for det er jo nemt!), tror jeg dog, at jeg vil prøve at tilsætte lidt mere væske og lidt loppefrøskaller. Måske det kan holde lidt bedre sammen på det og gøre dem bedre. I kan jo også eksperimentere med dem, hvis I vil. Lad mig endelig høre, hvordan det går!

Opskriften kommer fra Tatjana. Jeg lavede et par få ændringer, som fx at bruge kokosfibre i stedet for halvdelen af mandelmelet (måske det også har haft noget at sige?), da det er billigere – og så puttede jeg noget af osten oven på bollerne i stedet for i selve dejen – det ser så fint ud, synes jeg 😀

Udskriv
Madpakkeboller med skinke og ost

Opskrift efter Lowcarb.dk

Antal: 12 stk
Ingredienser
  • 1/2 dl vand lunkent
  • 50 g gær edit: næste gang bruger jeg bagepulver - se begrundelse i kommentarfeltet nedenfor
  • 1 tsk urtesalt
  • 1 spsk sukrin+
  • 1/2 dl piskefløde
  • 6 æg
  • 100 g fedtreduceret mandelmel
  • 100 g kokosfibermel
  • 1/2 dl purløg finthakket
  • 300 g skinkestrimler
  • 100 g revet ost + 50 g til topping
  • evt. et æg til pensling eller bare lidt ekstra fløde
Sådan gør du
  1. Opløs gæren i vandet og rør herefter salt, sukrin, fløde og æg i.
  2. Rør mandel- og kokosmel i og tilsæt herefter purløg, skinke og ost.
  3. Lad dejen hæve ca. 1 time under et viskestykke.
  4. Form dejen til 12 boller og lad dem hæve yderligere 20 minutter.
  5. Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
  6. Pensl bollerne med sammenpisket æg eller fløde og drys med det sidste revne ost.
  7. Bages i ca. 15-20 minutter.
Opskriftsnoter
Kan fint fryses.

12 comments

  1. Tusind tak – de ryger i “husk at prøve”-bunken 😀

    1. Velbekomme – jeg håber du kan lide dem 🙂

  2. Tak skal du have! Dem vil jeg prøve ved først kommende lejlighed … Tror dog liiiige jeg skifter gæren ud med bagepulver.

    1. Det står dig selvfølgeligt frit for – jeg syntes faktisk heller ikke, at jeg følte, at gæren arbejdede særligt godt med resten af ingredienserne ærligt talt. Er det derfor, du vil skifte det ud, eller hvad?

      1. Ja. Jeg har ikke bagt med gær i hele min lchf-karriere, da jeg slet ikke føler det hænger sammen. Gær er til de “RIGTIGE” brødtyper efter min mening. Det nuværende liv passer bedre med bagepulver…

        1. Tak, så giver det også mere mening, at jeg syntes, det hævede så utilfredsstillende – hvor meget bagepulver regner du ca. med at bruge? 1-2 tsk? 🙂

      2. Gær fungerer rigtig dårligt uden gluten- så jeg undre mig meget over det i den slags boller :/ forøvrigt er det også en ret stor mængde – normalt ville jeg bruge 10 gram gær til 500 gram alm mel…

        1. Mange tak for din kommentar – det er dejligt, at I kan bekræfte, at det ikke bare var min skyld, at gæren virkede så “ligegyldig”. Hvis jeg laver dem igen, vil jeg helt sikkert bruge bagepulver nu! 🙂

  3. Hejsa
    Så har jeg bagt disse madpakkeboller, og de er vildt lækre 😉
    Jeg tilsatte 2 tsk. bagepulver (istedet for gær), og bagte dem i muffinsforme.
    Så det er bestemt ikke sidste gang 🙂
    Jeg har taget et billede, som jeg gerne ville vise dig af dem 🙂

    1. Hej Trine. Hvor er det skønt at høre, at de blev en succes! God idé at bage dem i muffinsformene 😀 Du er velkommen til at sende billedet til min email hjemmehosxenia@gmail.com – eller du kan uploade det på min facebookside http://www.facebook.dk/hjemmehosxenia 🙂

  4. Jeg var sikker på der var en fejl i opskriften fordi dejen var så våd at jeg var sikker på at de ikke kunne formes til boller. Derfor kom jeg noget mel i og de blev aldeles skønne.

    1. Dejen er lidt til den våde side, men den samler sig gerne, når man lader den stå og trække. Godt at de blev gode i alle tilfælde 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *