Morgenmad på LCHF: 13 måder at bryde fasten på

Selv om jeg jo er helt og aldeles håbløst forgabt i røræg og i princippet nok kunne spise det hver morgen uden at mærke afsavn, er det alligevel meget rart med lidt variation på morgenmadsfronten ind imellem. Det siges jo ofte, at morgenmaden er dagens vigtigste måltid, og det er jeg for så vidt også enig i – i hvert fald i den henseende, at morgenmaden for mig er med til at sætte tonen for resten af dagen. Jeg skal helst have nok mad og fedt til at jeg kan være mæt helt til frokost, for hvis jeg først går og er småsulten, er det meget sværere at modstå diverse fristelser dagen igennem. Derfor er der også et par forslag herunder, som jeg personligt holder til weekenderne eller fridage, hvor jeg sover længere og der derfor er kortere tid mellem morgenmad og frokost, netop fordi de bare ikke mætter lige så godt og længe som nogle af de andre forslag. Grundlæggende føler jeg faktisk, at de salte morgenmadsretter mætter mere end de søde, men det er nok i højere grad fordi de salte generelt indeholder mere fedt og færre mælkeprodukter 😉 Men dessert til morgen er jo altså noget nær det bedste i verden og én af mange ting, der gør livet værd at leve – luksusmorgenmad kan vi vel kalde det 😉

Jeg har altså samlet 13 morgenmadsforslag på LCHF-venlig morgenmad, fra mig til jer, hvis I føler, I er kørt lidt død i jeres æg, er ny på LCHF og er i tvivl om hvor mange muligheder der er – eller bare godt kan lide at kigge på madbilleder ;P Måske har du nogen forslag til noget, jeg ikke har prøvet endnu? 🙂

 


 

Brunchpandekager med hytteost – fx med nøddesmør 

 

Omelet med avocado og tomat
Smid evt. lidt ost i omeletten også.

 

Bær-, avocado og kokossmoothie

 

Bacon og æg (klassikeren)

 

Sød kokosomelet med jordbær
Det her er faktisk en af de søde, som mætter nok til en hverdag også!

 

Spejlæg med skinke og ost
– og grøntsager efter eget valg

 

LCHF risalamande

 

Røræg med kylling (og valgfri avocado ;))

 

Græsk yoghurt med luksusdrys
(rør evt. yoghurten med lidt fløde for øget mæthed)

 

Blødkogt(e) æg med greenie

 

Chia- og kokosgrød – natural eller med chokoladesmag
Endnu en sød morgenmad, som mætter læææænge! Og smager dejligt 🙂

 

Bagte grønne asparges med pocherede æg og parmesan

 

Æggemælk – i form af chai latte eller kakao
Lyder sært, smager herligt!

 


Hvad spiser I til morgenmad? 😀


16 comments

  1. Hvor er det nogle lækre forslag, du kommer med. Elsker morgenmad, men i hverdagen, bliver det desværre bare til en hurtig omgang havregryn. Burde helt sikkert gøre mere ud af et i weekenden… Og her var disse nogle skønne forslag. Tak for inspirationen 🙂

    1. Tak, Tanja! 🙂 Jeg kører bare generelt hurtigt død i at spise det samme – også til morgenmad, selv om jeg trods alt i højere grad kan spise det samme flere dage i træk her end til aftensmad fx. Så det er i hvert fald vigtigt for mig med variationsmulighederne 😀
      Godt at du kan bruge det!

  2. Namnamnam!!! Jeg er nu på den gode gamle klassiker; müsli eller havregryn. Eller rugbrød med appelsinmarmelade. Ja! 😀 Gider ikke stå tidligt nok op, til at nå at lave alt muligt kreativt 😀 Men jeg har dog tænkt, at når müsliposen er tom, så laver jeg min egen blanding.

    1. Jeg prioriterer faktisk netop at stå op lidt før, så jeg har tid nok til at spise en god morgenmad og slappe af, inden jeg skal ud af døren. Men nu møder/mødte du vist også en del tidligere end jeg gør 😉
      Kan klart anbefale at lave sin egen mysli! Det er supernemt og meget bedre – synes jeg. Jeg har lavet en ret god en med havregryn, mandler og kokos tidligere, som du kan se her, hvis du mangler lidt inspiration 😀

      1. Hejsa, Nu er jeg nybegynder med LCHF. Men er det ikke noget med at vi IKKE må spise havregryn? Nu kan jeg se at du nævner hjemmelavede müsli med havregryn..

        Det ville da være meget nemmere, hvis dette var tilladt.

        Hilsen Christina

        1. Det er helt rigtigt, at havregryn ikke er en del af LCHF – men det anbefaler jeg skam heller ikke. Hvis du tænker på luksusdrysset heri, indeholder det kun nødder og kerner, som du også kan se, hvis du går ind på opskriften 🙂
          Så desværre, ingen havregryn ;P

  3. Det her er bare et super indlæg- inspirerende og smukt !

    Mine høns strejker så jeg måtte opfinde uægget morgenmad de sidste dage og den der avocado/bær smothie den er bare god 🙂

    jeg har det dog også bedst med saltet morgenmad -jeg tror ikke kun at det er fedt/proteinmængden der betyder noget – men også saltet- jeg trænger i hvertfald til salt-

    1. Mange tak, Henriette (Iben, høhø) 😀
      Jeg kan også ret godt lide at have bare et par alternativer til morgenmad uden æg – især til de dage, hvor jeg ikke har rester til frokost og derfor nok kommer til at spise æg der. Selv om jeg elsker æg, er der en grænse for alt, haha 😉 Men ja, helt enig, jeg synes også at salt morgenmad alt andet lige tilfredsstiller mig mere på flere forskellige punkter – så måske det netop også er, ja, saltet 😀

  4. Dejligt at finde ind til din blog, en lørdag aften hvor jeg surfer rundt efter ny inspiration til morgenmad u/brød.

    TAK 🙂

    Er ikke på LCHF, men vil gerne undgå kulhydrater om morgenen.

    1. Tak, Linda, jeg er glad for at du kan bruge min blog. Og de fleste opskrifter kan jo heldigvis fint tilpasses med et lidt lavere fedtindhold, hvis man kun er ude efter LC-delen af LCHF 🙂
      ~Xenia

  5. Er det okay at spise havregryn tilmorgenmad på lchf?

    1. Sådan helt generelt synes jeg bare, du selv skal vurdere, hvad der er “okay” og hvad du vil undgå. Men nej, havregryn er meget rigt på kulhydrater og regnes derfor officielt ikke som en del af LCHF 🙂

  6. Uuhm, sikke nogle lækre alternativer til morgenmaden. Jeg er nybegynder ift. LCHF. Må man kun spise tre måltider på dagen eller er mellemmåltider tilladt og i så fald, hvad kunne et mellemmåltid så være?

    🙂

    1. Du må spise så mange måltider, du vil, i princippet. Mange føler bare, at de ikke har behov for mere end 2-3, da maden mætter mere og længere end man (måske) har været vant til. Personligt spiser jeg stort set altid kun tre hovedmåltider på hverdage – og nogle gange kun to i weekender. Men mærk dig frem – hvis du føler, du har behov for noget imellem, kan du gøre det – og ellers kan du skrue en anelse op for fedtet til hovedmåltiderne, så du reelt kan holde dig mæt indtil næste måltid 🙂

  7. Jeg har lige et spørgsmål. Jeg er også begyndt på LCHF og synes det er fantastisk med dine forslag til morgenmad. Jeg har nemlig tendens til at køre lidt i det samme spor. Jeg elsker advokado med da jeg i starten spiste det, så jeg det indeholdt mange kulhydrater, og det forvirre mig, for jeg kan se på mange hjemmesider og folk spiser det med velbehag også når de er i katose..
    Ryger men ikke ud af ketose ved at spise advokado, for jeg vil virkelig gerne tabe mig..
    Håber du forstår mit spørgsmål, for jeg tænker jeg måske bare har misforstået noget 😉

    1. Jeg har ikke særligt meget forstand på ketose faktisk, så du må lige bære over med mig. Min opfattelse af avocado er dog, at den ganske vist har lidt flere kulhydrater end mange andre grøntsager, men til gengæld også en del fedt, så så længe man holder mængderne moderate, er det kun en fin tilføjelse til kosten. Og de fleste lader i hvert fald til at kunne blive i ketosen, selv om de spiser avocado 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *