Peanutmarineret kylling og lynstegt sursød spidskål og gulerødder med ananas

 

Til trods for at jeg laver madplan hver uge, er det langt fra hver dag, den holder stik. Jeg kan godt lide at have en nogenlunde idé om hvad jeg vil lave, så jeg kan indpasse mine rester til resten af ugen, sørge for ikke at lave store portioner, hvis jeg ikke er hjemme til at spise dem, og dermed modarbejde for meget madspild. Men samtidig er jeg desværre også en person, der i høj grad spiser efter hvad jeg har lyst til. Måske har jeg planlagt fiskecurry, men får pludselig voldsomt lyst til først risengrød… og derefter suppe… Måske skete dette for mig i går, måske ikke. Pointen er dog, at mine madplaner mere er til inspiration end faste planer. Så da jeg i lørdags havde planlagt at lave denne salat til min kylling, men, når det kom til stykket, havde meget mere lyst til noget varmt, var det det, det blev til. Jeg lod mig inspirere af denne opskrift, men endte sådan set bare med at lave det på gefühl og efter hvad jeg havde på lager. Det er oftest også det bedste efter min mening 🙂

Kyllingen så jeg først hos Frk. Sveske, og har derefter længe haft den liggende i min to-do-kø. Og boy, er jeg glad for, at jeg endelig tog mig sammen til at lave det, for det var saftsuseme lækkert! Nu er jeg jo også svært glad for peanutbutter, så det er måske ikke den store overraskelse, at det er en ny favorit hjemme hos mig! Og så er det oven købet fantastisk nemt også. Win-win 😀 Næste gang tror jeg, jeg vil prøve det med en nudel- eller rissalat af en art – eller måske noget med de der fancy blomkålsris, alle snakker om. Mmmh, jeg glæder mig allerede 😀

Hvis jeg havde haft nogle peanuts, havde de forresten nok være geniale som drys. Forresten 🙂

 

Peanutmarineret kylling

2 portioner

 

* 250-350 g kyllingeinderfilet

 

Marinade:

* 3 spsk peanutbutter

* 1,5 spsk rapsolie

* 1,5 spsk soja

* 2 fed hvidløg (ca. 10 g)

* 1 tsk sambal oelek (den, jeg har er ret stærk, så hvis du bruger en mild og kan lide stærk mad, kan du godt bruge en halv tsk ekstra)

* 1,5 tsk limesaft

 

Bland alle ingredienserne til marinaden. Bland marinade og kylling i en frysepose, luk den og sæt den i køleskabet så længe, som muligt. Jeg lavede marinaden om morgenen og lod den marinere indtil aften. Hver gang, du åbner køleskabet i løbet af dagen, kan du lige massere den lidt. Så tager det bedre imod bilder jeg mig selv ind.

 

 

Forvarm ovnen til 200º varmluft.

Fordel kyllingen i ét lag i et fad og steg kyllingen i ca. 20 minutter.

 

 

 

Lynstegt sursød spidskål og gulerødder med ananas

2 portioner

 

* ½ spidskål (ca. 250 g)

* 3-4 gulerødder (ca. 250 g)

* 200 g ananas i tern (jeg brugte fra dåse, men frisk vil også være fin)

* 1 spsk rapsolie

* 1 spsk æblecidereddike

* 1 spsk af ananassaften fra dåsen (hvis du bruger frisk ananas, kan 1 tsk honning tilsættes for ekstra sødme)

 

Snit spidskålen fint og riv gulerødderne groft.

 

 

Varm olien i en wok, sauterpande eller gryde. Svits kålen hurtigt heri, og vend derefter gulerødderne i.

Efter et par minutter, tilsættes eddike og ananassaft/honning. Svits videre, indtil al væsken er fordampet og vend ananasstykkerne i. Lad dem varme hurtigt igennem og server herefter.

 

 

 

6 comments

  1. Mmm, hvor ser det bare megalækkert ud! Det kommer helt sikkert også på min to-do-liste! Fin blog 🙂

    1. Mange tak, Signe! Og ja, jeg synes absolut du skal putte det på listen 😀

  2. Lige lavet retten. Og mums er hvad jeg har at sige 🙂

    1. Det lyder herligt, Camilla, dejligt at du kunne lide det! 😀

  3. Fin blog – dejlig med mere inspiration til aftensmaden! Skal prøve denne lækre kyllingeret meget snart ❤️

    1. Tak skal du have, Anne – dejligt at det kan bruges! Jeg håber, retten bliver et hit! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *