Pikant blomkåls- og skinkefad

Kender I LCHF-forum? Det er en ret smart debatside med en masse kloge mennesker, hvor man kan få svar på stort set hvilket som helst vedrørende LCHF – jeg benytter mig selv flittigt af det. Og lige nu er vi faktisk ved at få stablet en LCHF-madklub på benene – og der er altså endnu plads til et par stykker til, så hvis du sidder og tænker, at det ville da lige være noget for netop dig, synes jeg, du skal smutte forbi og give lyd. En anden god ting ved forummet er, at man kan få god inspiration til LCHF-venlige retter. Det er lige præcis sådan, jeg blev inspireret til gårsdagens menu. Selv om jeg oftest skal bruge billeder til at blive rigtigt og ordentligt inspireret, kan retter der lyder helt exceptionelle alligevel godt overbevise mig. Og det var lige præcist, hvad Livs opskrift her gjorde. Det lød både nemt og lækkert – ikke mindst fordi det er baseret på blomkål, og jeg er efterhånden nærmest til fals for alt med bare en snert af blomkål! 😀

Jeg udelod porrer og undlod at svitse skinketernene først, hvilket sådan set kun gjorde retten endnu nemmere. Det eneste, den krævede, var at dele blomkål i små bukketter, fordele i et fad sammen med skinke, krydre, blande fløde og ost, hælde over og rive parmesan over til sidst. Og så ellers bare i ovnen. Sådan! Så behøver jeg jo nærmest ikke at skrive opskriften, hva’? 😉 Men, spøg til side, så var min eneste anke nok, at blomkålen måske var lige lovligt al dente til min smag (men nu er jeg heller ikke så vild med rå blomkål i første omgang). Måske skulle jeg bare have givet det (endnu) længere end 45 minutter, hvilket klart er en mulighed. En anden er dog at give blomkålen et kort opkog inden det smides i ovnen. Det gør selvfølgelig retten bare en tand mere omstændelig, men ikke mere end hvad jeg snildt kan overkomme. Det tror jeg bestemt, jeg gør næste gang! Vælg selv, hvilken løsning du er til.

Edit 9/6-13: Jeg har nu prøvet retten et par gange siden og har rettet opskriften nedenfor til tilsvarende 🙂

Jeg syntes desuden ikke, at retten var helt så mættende, som jeg måske havde forventet. Men generelt synes jeg nærmest, at jeg er umættelig for tiden. Det føles, som om jeg spiser og spiser og er sulten med det samme igen. Har I andre det også sådan ind imellem? Hvad gør I? Jeg har altid haft en god appetit, og jeg nupper da også gladeligt en portion til af så god mad som her, men det er jo ikke en særligt holdbar løsning bare at spise mere, så jeg tager hjertens gerne imod gode råd. I mellemtiden vil jeg dog glæde mig til resterne til frokost – og til næste gang, jeg laver det…

Pikant blomkåls- og skinkefad
4 portioner
Print
Ingredienser
  1. * 1 stort blomkål (eller to små gnallinger - hvad sker der lige for de blomkål man kan få lige for tiden?!)
  2. * 300 g skinke i tern
  3. * salt
  4. * 1 pakke flødeost med smag - fx pikant eller hvidløg/urter (200 g)
  5. * 2 dl piskefløde
  6. * en håndfuld friskrevet parmesan
Dertil
  1. * noget friskt og grønt, fx en hurtig salat af krølsalat, agurk og tomat - evt. vendt med en vinaigrette
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til 200º varmluft.
  2. Del imens blomkålen i små buketter. Fordel kålen i et ovnfast fad. Fordel skinketernene over kålen. Kryd med godt med salt - især hvis du ikke har kogt blomkålen i saltet vand først.
  3. Bland flødeost og piskefløde sammen. Hæld over blomkål og skinke og drys med revet parmesan.
  4. Giv retten ca. en time - tildæk evt. med sølvpapir de første 45 minutter, så retten ikke bliver for mørk.
  5. Server med en frisk grøn salat.
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/
Miniatureblomkål 🙁

21 comments

  1. Hej fantastiske Xenia 🙂
    Hvor køber du dit “special stuff”, som fx stevia strø og sukrin+?
    Jeg har gang i en af dine kager, men tror jeg har fået fingre i det forkerte stevia, det smager ihvertfald lidt sært. Hjææælp:-)
    Gerne med links?
    Knus knus

    1. Hej Natacha 🙂
      Stevia Strø er fra Sverige – det svarer til sukrin+, men er billigere, så jeg købte et par poser da jeg var der i efteråret. Desværre er jeg dog stort set løbet tør nu 🙁 Sukrin+ er en blanding af Sukrin og stevia og jeg blander det faktisk selv, da rent Sukrin er billigere end plus-udgaven – og jeg har allerede stevia-pulver, som rækker meget langt. Uanset hvad du er til, vil jeg anbefale enten netspiren.dk eller viivaa.dk – jeg har gode erfaringer med begge steder 😀
      Hvad har du brugt? Hvis du er kommet til at bruge rent stevia, kan jeg i hvert fald godt forstå, at det er blevet voldsomt – der skal utroligt små mængder til 😉

      1. Hej igen. 🙂

        Jeg købte denne her: http://www.netspiren.dk/pi/Stevia-Drys-let-Hermesetas-75-gram-21830-698.aspx
        i føtex.
        Og lurede også lidt da der skal bruges 200 gr sukrin+, og der kun er 75 gr i den bøtte der.
        Så jeg brugte kun 25 gr. og så noget andet flydende søde-agtigt halløj fra lidl! 😀
        Kagen havde godt nok en sær eftersmag, men da chokolade flødeskummet kom på, reddede den det hele! 😀

        Kan jeg så nu godt bare købe alm. sukrin, og blande med det stevia jeg har købt?
        Eller det det noget andet noget?

        TAK for hjælpen!! 😀

        1. Det du har købt indeholder ganske vist stevia, men også maltodextrin og noget der hedder fructofibres. Hvis du vil lave sukrin+ selv, skal du have fat i helt rent stevia-pulver – kig på indholdet og tjek, at der ikke står andet. Men nu du har den dér, kan du jo lige så godt starte med at få brugt den – selv om den er mere kemisk end sukrin fx. Står der noget på bøtten med dosering i forhold til alm. sukker? Sukrin+ er dobbelt så sødt som alm. sukker, så 200 g af det, svarer til 400 g hvidt sukker. Måske du kan omregne næste gang, indtil du får brugt det? 🙂

          1. Tak Xenia!
            Du er fantastisk!
            😀

          2. Hæhæ, tak – nu bliver jeg helt flov jo 🙂

  2. Når jeg er umættelig, så spiser jeg mere fedt. Jeg tager kokosolie i teen, ekstra mayo og kryddersmør til maden, og så spiser jeg alt hvad jeg har lyst til. F.eks kernebrød med tykke lag smør og ost til mellemmåltid.

    Retten du har lavet ser lækker ud, men jeg tror det vil blive lidt vandet hvis du koger kålen først. Hvad med at give den lidt i microen?

    1. Det synes jeg ellers også jeg gør så vidt muligt – især olien i teen bruger jeg efterhånden ofte. Måske jeg bare skal indse, at jeg har en større appetit end gennemsnittet :/
      Ja, måske den bliver våd – så skal jeg nok enten sørge for at dryppe kålen godt af inden eller også prøve mikroen. Eller måske bare riste blomkålen alene i ovnen lidt tid inden jeg tilføjer resten 🙂

  3. Hej Xenia. Når jeg har de dage, hvor min sult er uendelig, prøver jeg så vidt muligt at spise lidt mere, men helst i form af grove grøntsager og protein. Jeg ved så også, at det er hvis ikke jeg har “passet” mine måltider dagen inden, altså ikke spist nok f.eks. Mht blomkål, så har du så evig ret. De er bitte små og koster det hvide ud af øjnene. Jeg var i Lidl forleden, hvor de normalt har STORE blomkål, men de var virkelig små og kostede 20!!!!! kr. Ja, så bliver jeg sgu nærig.

    Kh Maria

    1. Ja, jeg hverken kan eller vil heller ikke sulte mig – problemet er jo bare, at man også kan få for meget protein :/
      Jeg glæææder mig til blomkålene bliver normale igen – jeg spiser dem nemlig ofte og kan altså ikke undvære det særligt længe 😀

  4. Jeg ville nok blanchere blomkålen først, så den bliver mere blød, når retten er færdig. Men ellers lyder den ikke dårlig. Prøv at spise et par spsk. olie inden du spiser. Det skulle kunne hjælpe på mætheden.

    1. Ja, jeg regner med at gøre et eller andet i hvert fald – det giver en mere “lækker” og comfortagtig ret – plus ostemassen vil nok nemmere kunne trænge ind 🙂
      Jeg tager 1-2 tsk olie hver morgen (hvoraf den ene er fiskeolie), og ind imellem 1 tsk kokosolie i en te – men måske jeg bare skal skrue (endnu) mere op – man bliver jo samtidig bare nervøs, for der må da trods alt være en øvre grænse? 🙂

      1. Hej Xenia, hvilken fiskeolie bruger du?

        1. Beklager det sene svar! Jeg tager kun fiskeolie i perioder, men når jeg gør, er det Nordic Naturals Cod Liver Oil, jeg bruger 🙂 Den kan bl.a. købes hos lchfbutikken.dk 🙂

  5. Ej hvor sjovt det jo “min opskrift “;) tjekker din blog dagligt så var lidt Sjovt at du postede den opskrift her 😉

    1. Det er da lige det, det er, Liv – tak for inspirationen 😀
      Så kan du måske give dit besyv med i forhold til blomkålens “mørhed” (eller mangel på samme) – foretrækker du dem bare sådan lidt til den sprøde side eller hvad? 🙂

      1. Jeg har ikk oplevet at de IKKE har være møre når jeg har lavet det , måske skærer jeg dem ud i mindre stykker end dig ellers kan du prøve at give dem lidt længere i ovnen 😉

        1. Okay, så prøver jeg bare at smide dem i ovnen alene lidt først næste gang, tror jeg 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *