Pikant kylling i fad

pikant-kylling-1

Reposts er egentligt sjældent noget, jeg gør mig i, MEN når en opskrift som denne er bloggens 2. mest læste opskrift of all-time, synes jeg, at den fortjener en lille opdatering – og ikke mindst nogle nyere og friskere billeder. Og så synes jeg i øvrigt, at I, der måske ikke så opskriften i første omgang, fortjener jeres chance også. Jeg lavede den igen i dag, og den er præcist lige så god, som jeg huskede den. Den varmeste anbefaling herfra! Og så vil jeg ellers overgive ordet til Xenia fra september 2014:

I mandags gjorde jeg både noget godt og noget dårligt. Det gode var, at jeg fik lavet mad – og at jeg rent faktisk fik lavet mad efter en ny opskrift, hvilket jo desværre ikke ligefrem sker for ofte lige for tiden. Det dårlige var dog, at jeg var modig og puttede porrer i. Lad os bare sige, at det skulle jeg nok ikke have gjort, fordi det sænkede altså min egen oplevelse af retten lidt, at jeg skulle sidde og fiske alle de løgstykker fra. For nej, jeg kan ikke lide porrer. Faktisk. Jamen, Xenia, hvorfor puttede du så porrer i? Ja, godt spørgsmål! Nogle gange bliver jeg jo overrasket over, at jeg pludseligt godt kan lide ting, jeg tidligere ikke har brudt mig om, og så tænkte jeg, at det da kunne være, at tiden efterhånden var moden til at jeg var klar til at kunne lide porrer. Not so much desværre.

Men altså – bortset fra den lille porreproblematik, var det en superlækker ret! Faktisk var det lidt en prøvekørsel på noget, jeg regner med at skulle lave til en håndfuld veninder lidt senere. Jeg har vist tidligere fortalt jer om min lidt specielle køkken-præstationsangst, når det kommer til at lave mad til andre, så derfor kan jeg ret godt lide nogle gange at prøve noget af først – især hvis det er nye retter/opskrifter, jeg ikke har prøvet af. Og dette blev altså übergodt, så det tør jeg godt servere for andre også (dog uden porrer i mit tilfælde). Grunden til, at jeg til trods for ovenstående alligevel har inkluderet porre i opskriften er, at jeg tror, det passer rigtigt godt til – såfremt man kan lide porrer selvfølgelig 😉

Egentligt er der ikke så meget mere at sige om retten her. Den er god og nem – og på sin vis vel også en slags “klassisk” ret, selv om jeg havde svært ved at finde det præcise udgangspunkt, jeg gerne ville nå med denne ret. Jeg havde en ide om, at sådan noget kylling-i-fad-med-tomat-flødesovs var ret udbredt, men faktisk skortede det ret meget på den slags opskrifter! Jeg endte med at tage udgangspunkt i denne – og hvis man ikke er til flødeost med smag, kan man selvfølgelig bare bruge alm. flødeost eller piskefløde i stedet.

pikant-kylling-2

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Pikant kylling i fad

Ingen bedømmelser endnu

Antal: portioner

Alles evige favorit

Forberedelse: 20 minutter

Tilberedning: 25 minutter

Samlet tid: 45 minutter

Ingredienser

  • 3 kyllingebryster
  • 1 spsk paprika
  • smør eller andet fedtstof til stegning
  • 1 pakke bacon i skiver
  • 1/2-1 porre kan erstattes med 1 alm. finthakket løg, løgpulver eller udelades
  • 1 fed hvidløg presset eller finthakket
  • 1/2 dåse hakkede tomater eller tomatpassata/mosede tomater
  • 100 g pikant flødeost
  • 1-2 dl piskefløde
  • salt og peber
  • 1-2 peberfrugter

Til servering

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 180º varmluft.
  2. Svits kylling på begge sider i fedtstof på en varm pande og krydr med paprika. Læg kyllingestykkerne i et ovnfast fad i passende størrelse.
  3. Skær bacon i mindre stykker og svits på en pande sammen med løg eller porre og hvidløg. Når porre/løgene er bløde, tilsættes tomat, flødeost og piskefløde. Lad sovsen simre lidt og smag til med salt og peber.
  4. Skær imens peberfrugt i skiver eller strimler og fordel over kyllingen. Hæld til sidst sovsen over og sæt fadet i ovnen i ca. 25 minutter.

Noter

Server fx med blomkålsris, som kan steges i ovnen samtidigt med kyllingeretten. Efter min LCHF-dage er ovre, laver jeg en blanding af almindelige ris og blomkålsris som tilbehør.

Opskrift inspireret af Alletiders Kogebog

pikant-kylling-3

Kategorier: Efterår, Favoritter, Gæstemad, Hovedretter med fjerkræ, Hverdagsmad, LCHF opskrifter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!