EmediateAd

Kategoriarkiv: Suppe

Tomat- og squashsuppe med pesto og osteklatter

Typisk. Lige som man i sidste uge gik og nød forårsvejret og de lidt lunere temperaturer og tænkte, at NU måtte vinteren da være forbi, skyllede den sibiriske vinter og orkantilstande ind over os igen. Jeg magter sgu snart ikke mere! Selv om det i skrivende stund er blå himmel udenfor, og solen skinner, ville jeg ofre ret meget for lunere vejr. Jeg er træt helt ind til knoglerne af at fryse hele tiden og skulle gå med fyrre lag tøj – plus/minus. Men! Der er da i det mindste én god ting ved uendeligt vintervejr: Suppe! Ikke fordi jeg på nogen måde er for fin til at spise suppe selv om sommeren, men dårligt vejr er nu alligevel et ret godt incitament.

Denne suppe er ret enkel, men alligevel lidt anderledes end hvad jeg ellers har prøvet – variation skulle jo være så godt ifølge de kloge ;) Selve suppeopskriften er afledt af denne, mens pestoen er den samme som her (dog spædet til med lidt spinat). Osteklatterne var det perfekte tilbehør til denne suppe – de vil nok være gode til mange andre ting også, men især tomat-pesto-ostekombien var fantastisk. Konsistensen er henad oopsies, mens smagen er mere ostet – naturligvis. De flød en anelse ud på bagepladen, som I kan se, så næste gang vil jeg forsøge at putte noget HUSK i for at samle massen lidt – derfor har jeg også skrevet det på opskriften nedenfor. Så kan I selv vælge, hvad I gør. Jeg havde jo aioli tilovers fra lørdagens burgere, så det var helt ideelt at bruge det – men alm. mayo kan også snildt gå.

Alt i alt var det i hvert fald et virkeligt herligt måltid på en søndag aften, hvor den evindelige rusken og knagen i huset var lige ved at blive for meget. Måske du også lige skal nå en sidste omgang vintersuppe, inden foråret forhåbentligt er lige rundt om hjørnet?

 


 

Tomat- og squashsuppe med pesto og osteklatter

3-4 portioner

 

* 1 spsk smør

* 2 spsk olivenolie

* 1 stort løg

* 3 fed hvidløg

* 1 squash

* 2 spsk æblecidereddike (eller anden eddike, fx hvidvins-)

* 3 dåser hakkede tomater

* 1 spsk herbamare urtebouillon eller tilsvarende

* 1 spsk sukrin

* salt og peber

* 2 dl piskefløde

 

Til servering:

* grøn pesto

* osteklatter – opskrift nedenfor

 

Pil og hak løg og hvidløg. Det behøver ikke at være særligt fint, da det jo skal blendes senere.

Smelt smørret sammen med olie i en stor gryde og svits løgene heri i ca. 5 minutter, til de er bløde og klare.

Skær imens squash i store tern. Svits dem sammen med løg i et par minutter og hæld eddike over. Når eddiken er fordampet, tilsættes tomater, bouillon og sukrin. Læg låg på og lad simre i ca. 25 minutter.

Lav imens pesto og osteklatter.

Når suppen er færdigsimret, blendes det hele med en stavblender. Rør fløden i, varm igennem og smag til med salt, peber og evt. lidt eddike og sukrin.

 


 

Osteklatter

4 portioner

 

* 3 dl revet ost

* 3 æg

* 3 spsk aioli eller mayonnaise

* evt. 1-2 tsk loppefrøskaller (HUSK)

 

Forvarm ovnen til 230 grader varmluft.

Bland alle ingredienserne og lad massen stå og trække i 10 minutter.

Fordel i 12 klatter på to bageplader beklædt med bagepapir og bag i ovnen i 7-12 minutter, til de er gyldne på toppen.

De smager både godt lune og kolde. Evt. rester opbevares på køl.

 


Ærtesuppe med bacon og creme fraiche

Oprettet D. 03 februar, 2013 - af: Xenia - Kategori: Frokost, Hovedretter, Hverdagsmad, LCHF, Suppe , , , , , , ,

Når man er syg, er rygende varm suppe en nødvendighed – ja, nærmest en menneskeret! Det ved alle og enhver, er jeg sikker på. Og i denne uge har jeg været syg, ergo: Jeg lavede suppe. Når man er syg, er det dog samtidig lidt af et projekt at skulle ud og købe ind, så min suppe måtte blive til af det, jeg nu lige kunne grave frem fra gemmerne. Heldigvis havde jeg en pose ærter i fryseren, og så var det næsten det letteste i verden at smide denne suppe sammen.

Faktisk er det kun anden gang, så vidt jeg husker, at jeg har smagt ærtesuppe – og første gang var det ikke mig selv der lavede den – så jeg var lidt spændt på udfaldet. Ville det smage for meget af ærter? For sødt? Ikke af noget? Men min tvivl blev gjort til skamme, for dette er virkeligt en lækker suppe, som kan gå fra fryser til dampende servering på et kvarter – altid en fordel. Så den bliver bestemt lavet igen – sygdom eller ej.

 


 

Ærtesuppe med bacon og creme fraiche

3-4 portioner

 

* 1 løg

* 2 fed hvidløg

* 1 spsk smør

* 1 spsk rapsolie

* 1 pose frosne ærter (650 g)

* 1/2-3/4 liter vand (afhængigt af om du vil have en tyk pureret suppe eller en tyndere én)

* 1 spsk herbamare bouillon

* salt

* saften af 1/2 citron

 

Til servering:

* bacon

* creme fraiche

 

Hak løg og hvidløg hurtigt. Smelt smørret sammen med rapsolie i en gryde og svits løgene heri i ca. 5 minutter ved lav varme – de skal ikke tage farve.

Tilsæt ærter, vand og bouillon, bring i kog og lad simre.

Steg imens baconet på en pande eller i ovn/mikrobølgeovn.

Når vandet har kogt i et par minutter, blendes hele molevitten med en stavblender.

Varm igennem og smag til med salt og citronsaft.

Server med kold og syrlig creme fraiche og lækker sprød bacon.

 


Spicy thaisuppe med rejer

Spicy thaisuppe med rejer - servering

For godt halvanden uge tid siden, lavede jeg den lækreste thaisuppe. Den var virkeligt god, og havde den perfekte thai-agtige sammensætning af smagsindtryk. Mums! Og ja, jeg må godt rose den til skyerne, for det er faktisk ikke mit eget påfund, men derimod inspireret af Janes opskrift. Jeg ændrede selvfølgelig et par småting her og der (som man nu engang gør), men som udgangspunkt er æren altså hendes :)

Hver gang jeg får suppe, undrer jeg mig over, at jeg ikke laver det noget oftere. Kender I det? Det er jo ikke engang fordi jeg får suppe særligt sjældent eller noget, men det er bare sådan en genial ret. En ordentlig skudefuld grøntsager ryger ned, nærmest uden man opdager det, samtidig med at suppe nærmest må være det ultimative comfort food. Så dejligt, hyggeligt og varmende. Perfekt på en skøn 1. søndag i advent, hvor den herlige sne ligger i flotte hober udenfor og man nærmest ikke kan vente med at skulle udenfor igen, bare for at høre sneen knirke fint under støvlesålerne. Åh, det er en god vinterdag, hvis I spørger mig!

 


 

Spicy thaisuppe med rejer

4 portioner

 

* 4 fed hvidløg

* 1 løg

* ca. 10-15 g frisk ingefær

* 4-5 gulerødder

* kokos- eller rapsolie til stegning

* 2 tsk grøn karrypasta (jeg brugte Santa Marias)

* 1 broccoli

* 1/2 frisk rød chili

* 1/2 frisk grøn chili

* 1 dåse kokosmælk (ikke light)

* 8-10 dl vand

* 1 spsk bouillon (svarer til 2 terninger)

* 1 tsk kaffir lime leaves i flager (eller 1 blad – alternativt kan skallen af 1/2-1 lime bruges)

* 3 spsk fish sauce

* 2 spsk soja

* salt

* 500 g rejer

 

Hak løget groft og hvidløg og ingefær fint. Skær gulerødderne i tern og broccolien i stykker. Halver chilierne og fjern kernerne.

Opvarm olie i en stor gryde, og svits løg, hvidløg, ingefær og gulerødder sammen med karrypasta, indtil løgene begynder at blive bløde. 

Spicy thaisuppe med rejer - grøntsager svitses

Tilsæt så broccoli og de to halve chilier. Svits et øjeblik og hæld kokosmælk, vand, bouillon, limeblad, fish sauce og soja ved. Bring i kog, og lad simre under låg i ca. 30 minutter.

Spicy thaisuppe med rejer - grøntsager svitses 2

Spicy thaisuppe med rejer - væske

Tag en halv rød og en halv grøn chili fra (mere, hvis du ikke vil have det meget stærkt) og blend suppen.

Varm igennem, smag til med salt og varm rejerne ganske kort i suppen.

Spicy thaisuppe med rejer - med rejer

Server rygende varm.


 

Græskarsuppe med kokos, chili og appelsin

Græskarsuppe med kokos, chili og appelsin - servering

Efter snart at have blogget on-and-off i over to et halvt år, sidder det dér med at huske/skrive ned, hvad retter indeholder, nærmest på rygraden. Det er en vane, der er så indgroet, at jeg efterhånden gør det uden at blinke. Og netop det er faktisk en af mine yndlingsting ved at have en blog. For nogle gange får man – næsten som ved et lykketræf – lavet noget, der bare er helt og aldeles fantastisk. Noget, der er så lækkert, at man muligvis ville græde sig selv i søvn, hvis man ikke kunne genskabe det igen på et senere tidspunkt. Og så er det jo netop heldigt, at jeg skriver alt ned, for så kan I også komme til at prøve denne suppe, som faktisk er den bedste græskarsuppe, jeg nogensinde har smagt! Og jeg har efterhånden smagt en del. Ja faktisk er det måske den bedste suppe, jeg nogensinde har smagt, punktum. Den var i hvert fald virkelig, virkelig god.

Græskar er lækkert og græskar er sundt. Men smagen kan nogen gange godt være sådan lidt… fad i smagen, hvis det er det rette ord. Jer, der kender græskarsmagen, ved sikkert lige, hvad jeg mener. Den egenskab gør, at græskar altid skal have noget modspil af en art. Hertil er chili ret genialt synes jeg, men generelt blev kombien i denne suppe bare lige i øjet. Den fade smag var helt væk og tilbage var bare en lækker sødmefyldt, spicy, cremet og let syrlig suppe, som er min nye vinterfavorit.

Prøv den! I vil ikke fortryde det – det kan jeg næsten garantere.

 


Græskarsuppe med kokos, chili og appelsin

4 portioner

 

Suppe:

* 1 hokkaidogræskar (ca. 1 kg)

* 1,5 spsk olivenolie

* 1 tsk groft salt

* 1 tsk tørret timian

 

* 1,5 spsk olivenolie

* 2 løg

* 2 tsk chiliflager (styrken her er beregnet efter Urtekrams)

* 1 dåse kokosmælk (ikke light)

* 1 liter vand

* 2 tsk herbamare urtebouillon (eller tilsvarende af andet mærke)

* ½-1 tsk cayennepeber

* 1-2 tsk røget paprika

* saften af ½ appelsin

* salt

 

Topping:

* 6 spsk græskarkerner

* 8 spsk tørrede kokosflager (eller 6 spsk alm. kokosmel)

 

Forvarm ovnen til 180º varmluft.

Fjern toppen og bunden af græskaret samt evt. grimme pletter på skrællen. Du behøver ikke at skrælle det ellers! Halver, fjern indmaden og skær græskarret i både og derefter grove tern. Fordel ternene i ét lag på en bageplade beklædt med bagepapir og vend med olivenolie, salt og timian. Bag græskarret i ca. 45 minutter, eller til kanterne er let gyldenbrune men ikke brændte. Førstnævnte giver en lækker dyb og næsten karamelliseret smag.

Græskarsuppe med kokos, chili og appelsin - græskarGræskarsuppe med kokos, chili og appelsin - græskar klar til ovn

Når græskarret mangler ca. 10 minutter i ovnen, pilles løgene og skæres i grove tern. Opvarm lidt olie i en stor gryde og svits løg heri, indtil de er bløde. De skal ikke tage farve. Tilsæt chiliflager og vend rundt et minuts tid.

Græskarsuppe med kokos, chili og appelsin - løg + chili

Tilsæt nu de bagte græskarstykker sammen med kokosmælk, vand og bouillon. Bring suppen i kog og lad den simre under låg i 10 minutter.

Græskarsuppe med kokos, chili og appelsin - græskar i gryde

Græskarsuppe med kokos, chili og appelsin - med væske

Rist imens græskarkerner og kokosflager/mel på en varm pande, evt. i lidt fedtstof, til græskarkernerne begynder at “poppe” og kokos er gyldent.

Græskarsuppe med kokos, chili og appelsin - ristet topping

Blend suppen med en stavblender (eller i en alm. blender) og smag den herefter til med appelsinsaft, paprika, salt og evt. cayennepeber. Varm den igennem og server.

Græskarsuppe med kokos, chili og appelsin - færdig suppe

 


Opskrift baseret på/inspireret af Donal Skehan.


 

Blomkåls- og sød kartoffelsuppe med flødeost

Oprettet D. 21 oktober, 2012 - af: Xenia - Kategori: Efterår, Hverdagsmad, Suppe, Vegetarisk, Vinter , , , , , ,

Blomkåls- og sød kartoffelsuppe med flødeost, servering

 
I dag har været en typisk doven søndag for mig. Hvilket faktisk bare betyder, at jeg nærmest har lavet nul og niks ud over et par enkelte praktiske ærinder, lidt oprydning og lignende. Men sådanne søndage er mine yndlings, så det er helt ok. Som bekendt, har jeg holdt mini-efterårsferie siden onsdag aften, og jeg ved ærligt talt ikke hvor tiden blev af! Hvorfor er det, at tiden altid går så meget stærkere, når man har fri og nyder det, end når det ‘bare’ er hverdag? Snyd og bedrag! Men det har nu stadig være en hyggelig lille ferie. Jeg var hos min mor fra onsdag aften til lørdag formiddag, hvor vi blandt andet holdt spilleaften med min bror og hans kæreste torsdag og fik shoppet godt igennem fredag. Jeg købte utroligt meget nyt tøj, så nu er jeg endnu fattigere, men jeg manglede det rigtigt meget, og så er det vel ok. I går var den allerbedste dag, for der var jeg nemlig på Østre Gasværk Teater og se Skammerens Datter Musical. Det var absolut fantastisk og magisk og muligvis den bedste musical, jeg har set! Hvis jeg havde råd, ville jeg højst sandsynligt tage ind og se den igen. Men det har jeg ikke. Så for nu, må jeg nynne og synge sangene på repeat for mig selv og drukne sorgerne i suppe. Men det er da også meget hyggeligt ind imellem.

I Bilka i fredags havde de kæmpestore søde kartofler, som jeg straks nuppede en af. Sådan en gigant, som jeg fik fat på (over 600 g uden skræl!) kostede kun lige 14 kroner. Det er altså billigt – især i forhold til hvad man normalt giver for sådan en bakke i supermarkederne. Jeg foretrækker altid purerede supper lidt tykke i det, så hvis du bedre kan lide en tynd suppe, skal du nok tilsætte lidt mere vand. Ligeledes kan mængden af flødeost tilpasses alt efter smag og behag. Jeg serverede suppen med færdigkøbte kyllingestrimler i mangel af bedre ideer, men lidt ristet bacon ville formentlig heller ikke være af vejen.

 

Blomkåls- og sød kartoffelsuppe med flødeost, sød kartoffel

 

Blomkåls- og sød kartoffelsuppe med flødeost

4 portioner

 

* 1 blomkål

* 1 kæmpestor sød kartoffel (eller 2-3 af “normal” størrelse)

* 2 løg

* 2 fed hvidløg

* olivenolie

* 1 tsk chiliflager

* 1 liter vand

* bouillon til 1 liters væske (tjek angivelserne for den slags, du bruger)

* 1 bøtte flødeost, fx Philadelphia

* salt

* evt. lidt cayennepeber

 

Hak alle grøntsager groft og svits dem sammen med chiliflager i lidt olivenolie i en varm gryde.

Tilsæt vand og bouillon, bring i kog og lad simre under låg i 30 minutter.

Blend suppen og rør flødeosten i. Varm igennem, smag til med salt og evt. lidt cayennepeber.

Server, evt. med kylling, sprødt bacon eller lidt groft brød.

 

Blomkåls- og sød kartoffelsuppe med flødeost, i gryden

 

Side 1 af 41234
Follow on Bloglovin

Abonnér via mail

3 tilfældige fra arkivet…

Husk!

Ingredienser

(4) (23) (10) (2) (4) (26) (4) (18) (37) (2) (19) (8) (28) (28) (2) (24) (8) (13) (7) (3) (2) (3) (4) (7) (12) (13) (5) (39) (3) (4) (5) (39) (57) (17) (5) (29) (6) (2) (14) (7) (3) (4) (6) (19) (7) (7) (7) (23) (17) (2) (26) (9) (4) (5) (3) (2) (3) (9) (8) (4) (15) (19) (2) (59) (6) (12) (15) (14) (17) (9) (2) (10) (2) (73) (3) (5) (4) (123) (2) (3) (6) (12) (17) (5) (6) (24) (2) (9) (2) (16) (2) (9) (3) (7) (18) (4) (22) (38) (3) (4) (2) (9) (3) (7) (7) (3) (29) (24) (16) (3) (71) (3) (16) (10) (18) (6) (3) (30) (2) (4) (6) (19) (8) (70) (7) (16) (17) (3) (13) (2) (6) (39) (5) (2) (4) (3) (16) (4) (11) (2) (5) (3) (39) (5) (9) (3) (2) (8) (2) (17) (10) (4) (36) (6) (2) (11) (34) (25) (5) (7) (8) (23) (3) (20) (12) (9) (58) (4) (2) (2) (8) (7) (3) (2) (8) (2) (24) (3) (3) (12) (8) (7) (5) (6) (4) (5) (6) (2) (6) (6) (2) (7) (5) (23) (2) (5) (3) (4) (2) (22) (8) (11) (11) (5) (3) (124) (37) (15) (4) (3) (9) (19) (15) (35) (9) (5) (2) (6) (69) (2) (31) (10) (12) (3) (6) (4) (2) (2) (4) (10) (2) (46) (4) (15) (2) (5) (5) (3) (4) (3) (2) (44) (17) (7) (4) (3) (15) (12) (130) (2) (7) (3) (6) (24) (3)
Yes. But no.

Samarbejde

Få 5% i rabat ved at skrive 'Xenia' i bemærkningsfeltet på ordren.