Tofarvet chokolademousse med hindbærsirup og hasselnødder

Jeg vælger simpelthen at være helt ulogisk og starte bagfra med opskrifterne fra gårsdagens 3-retters menu. For hvis der stadig lige sidder et par stykker, der ikke helt har planlagt en dessert til nytårsaften i morgen, er denne altså helt ideel. Den strøg direkte ind på min top 3 over gode desserter – uden tvivl. Og den bliver helt sikkert lavet igen på et senere tidspunkt. Det er chokoladenydelse for alle pengene, men samtidig er den faktisk ikke så tung, som man måske kunne forvente. I hvert fald ikke for en hardcore chokolade-lover som mig, men jeg hørte nu heller ikke klager fra de andre 😉 Og det bedste af det hele? Den er nem! Jeg lavede den i går eftermiddags ved 4-tiden og den var klar til dessertservering omkring halv ti. Den skal bare have fire timers tid på køl og så er den klar til nydelse.

En dessert som denne tager sig helt sikkert bedst ud serveret i portionsglas, hvor man kan se lagene. Jeg var desværre ikke så god til at fordele siruppen, så det blev lidt kluntet, men måske du er bedre end jeg 😉 Men man kan selvfølgelig også vælge ikke-gennemsigtige serveringsglas, så lagene er en overraskelse. Det kunne også være en mulighed.

Alt i alt, er det i hvert fald en lækkerhedsdessert af dimensioner. Prøv den – før din nabo! 😀

Udskriv
Tofarvet chokolademousse med hindbærsirup og hasselnødder

Opskrift efter Arla

Antal: 6 portioner
Ingredienser
Hindbærsirup
  • 250 g frosne hindbær
  • 1/2 vaniljestang
  • 100 g sukker
  • 2 spsk vand
  • 25 g hasselnødder + lidt ekstra til pynt
Chokolademousser
  • 75 g hvid chokolade
  • 3 pasteuriserede æggehvider
  • 3 spsk sukker
  • 3,5 dl piskefløde
  • 75 g mørk chokolade
Pynt
  • hasselnødder se ovenfor
  • 25 g mørk chokolade
  • 25 g hvid chokolade
Sådan gør du
  1. Tænd ovnen på 150º varmluft og rist hasselnødderne heri i 15 minutter. Lad dem køle af og gnub herefter nødderne i et fugtigt viskestykke til de fleste skaller er røget af. Hak nødderne fint.
  2. Kom hindbær, vanille (korn + stang), sukker og vand i en gryde og lad det simre under låg ved lav varme i ca. 5 minutter. Fjern låget og kog blandingen ind ved kraftig varme, til den er tyknet tilpas. Lad den køle af. Si evt. hindbærsiruppen for at undgå de irriterende kerner. Vend 25 g af de hakkede hasselnødder i siruppen og stil til side.
  3. Pisk æggehvider og sukker til en stiv marengs i én skål. Pisk fløden til flødeskum i en anden.
  4. Smelt den hvide chokolade over vandbad. Bland ca. 1 dl marengsskum og 1 dl flødeskum i en tredje skål og vend chokoladen heri. Vend herefter yderligere 3 dl flødeskum i moussen.
  5. Smelt så den mørke chokolade. Vend den i resten af marengsskummet og vend herefter resten af flødeskummet i.
  6. Fordel først den hvide chokolademousse i et passende antal portionsglas. Ryst dem let for at få overfladen jævn. Fordel herefter hindbærsiruppen ovenpå den hvide mousse - forsøg at få et så jævnt lag som muligt, så man kan se det hele vejen rundt i glasset. Til sidst fordeles den mørke mousse på toppen. Ryst igen for at få overfladen jævn.
  7. Sæt desserne på køl i min. 4 timer.
  8. Hak mørk og hvid chokolade til pynt fint og bland med hasselnødder. Drys med dette lige inden servering.
  9. Dig in!

13 comments

  1. Ørj, hvor ser det lækkert ud, Xenia – er sikker på de syrlige hindbær klæder den fede chokolademousse perfekt – og så med lidt knas på toppen, mmh (:

    – Anne

    1. Det er nemlig en absolut himmelsk kombination – lækker! 😀

  2. Årh, hvor ser det lækkert ud! Nu bliver jeg jo helt lækkersulten… 😛

    1. Tak Mathilde 😀
      Og ja, det kan jo nogen gange nærmest være farligt at læse blogs sent – sådan er det i hvert fald for mig 😉

  3. Det ser lidt for lækkert ud!! tror du den kan laves LCHF?

    1. Du kan helt sikkert sagtens lave den mørke mousse LCHF – bare brug sukrin eller andet i stedet for sukker og måske en chokolade med lidt højere kakaoprocent. Den hvide kan du dog nok kun lave LCHF, hvis du kan skaffe noget sukkerfri hvid chokolade – ellers er der jo meget sukker i hvid chokolade normalt. Held og lykke med det! 😀

  4. Fik lavet denne skønne dessert, men den hvide mousse blev lidt vandet… Hjælp mig lige med den del 🙂 Vil lige sige at den mørke blev super:-) tænker nemlig jeg vil gentage succesen nytårsaften. Vh. Marlene.

    1. Hm, det lyder mystisk – det tænkte jeg i hvert fald ikke selv over – måske der er kommet for meget flødeskum i forhold til marengsmasse, så den har fået mindre luftighed og “stivhed”? Det er umiddelbart mit bedste bud – ellers skal det være chokoladen, du har brugt, der har været lidt speciel måske? Beklager, at jeg ikke kan hjælpe mere – men dejligt at du vil prøve opskriften (igen) 😀

  5. Jeg må prøve mig frem, elsker hvid chokolade… Dog ikke særligt lchf agtigt ;-)))

    1. Nej, absolut ikke – men nogle gange er det nu alligevel dét værd! 😀

  6. Glæder mig til at prøve, og er enig med dig, jeg undgår også helst husblas i mousse.

    1. Jeg håber, det bliver en succes! Og ja, jeg foretrækker i hvert fald, når man kan klare det med “naturlig” fylde 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *