Tunbøffer med wasabi- og sojaglasering samt ærtepure med avocado og mynte

tunwasabisoja-2

Pyh, noget af en titel, hva’? 😀 Selv om en sådan titel godt kan give bange anelser om besværlige opskrifter, er denne faktisk lige det modsatte. Det tog mig vitterligt ikke mere end 10-15 minutter at lave aftensmad i går, hvilket jo absolut ikke er at kimse ad – især ikke når resultatet stadig er så lækkert, som dette blev! Der er (næsten) intet hakkearbejde, og ingen af elementerne skal tilberedes mere end højst et par minutter. Win!

Det er dog ikke en af de billigste retter. Tunbøffer er virkeligt lækker spise, men det kræver lidt, at man flotter sig og går til fiskehandleren efter et par friske af slagsen. Jeg vil ikke sige, hvad mine kostede, men det var en del. Faktisk var det mere, end jeg selv havde regnet med (sig det ikke til min roomie!), hvilket mindede mig om grunden til, at jeg normalt egentligt ikke bryder mig om den slags special-butikker med bare én sælger. Hvis jeg først har spurgt til en vare og fået prisen, er jeg altid for “venlig” til at gå uden at købe noget, haha! Men bevares, disse bøffer var virkeligt gode, også selv om jeg var lige på nippet til at have overstegt dem (der skal virkeligt ikke meget til med tun!), så jeg synes egentligt, at den høje pris var det værd. En gang imellem skal man også have lov til at flotte sig, ikke?

I øvrigt har jeg lidt løjet i opskriften her. Jeg ville have haft avocado i pureen også, men den var pludseligt pist væk (ahem, “nogen” havde spist den), så jeg måtte klare mig uden. Det smagte stadig fantastisk, men jeg vil klart have det i næste gang! Besked til mig selv: Sørg for at informere “nogen” om planer for enkeltingredienser – eller at gemme dem et sikkert sted 😀

tunwasabisoja-1

Udskriv
Tunbøffer med wasabi- og sojaglasering samt ærtepure med avocado og mynte

Opskrift efter The Londoner

Antal: 2 personer
Ingredienser
  • 2 tunbøffer
  • olivenolie til stegning
  • salt og peber
Wasabi- og sojaglasering
  • 50 g koldt smør
  • 1/2 citron saften herfra
  • 1 spsk wasabipasta
  • 2 spsk soja
Ærtepure med avocado og mynte
  • 400 g ærter fra frost
  • 50 g smør
  • 1 håndfuld frisk mynte finthakket
  • 1 moden avocado
  • 1 sjat piskefløde kan udelades
  • salt og peber
Sådan gør du
Ærtepure
  1. Bring ærterne i kog i letsaltet vand og dræn, når vandet koger.
  2. Tilsæt smør og lad det smelte sammen med de varme ærter. Blend så til en pure med mynte, avocado, salt og peber og evt. lidt fløde. Stavblender giver grov pure, blender/foodprocessor giver et finere resultat.
  3. Sæt et varmt sted, mens resten klargøres.
Glasering
  1. Bring smør, citronsaft, wasabi og soja i kog i en kasserolle og pisk, til du har en blank sauce.
Tunbøffer
  1. Varm en pande godt op.
  2. Dup imens tunbøfferne tørre med lidt køkkenrulle, og gnid dem med olivenolie på begge sider. Krydr med salt og peber.
  3. Steg tunbøfferne 1-1,5 minut på hver side. Pas på, at de ikke får for meget - mine var lige på grænsen, og de fik kun 2 minutter på hver side og var i øvrigt store. Tunbøffer skal næsten kun lige "lukkes" med en stegeskorpe, så er de faktisk klar.
Servering
  1. Server tunbøfferne på et leje af ærtepureen og pynt med glaseringen/saucen.
Opskriftsnoter

Retten vil være superb som en forret også - i så fald vil denne portion nok række til 4 personer (med mindre eller halve bøffer).

One comment

  1. […] må forkæle mig selv én gang om måneden ved at spendere lidt ekstra på fisk fra fiskemanden (apropos indlægget her). Min roomie var ikke ubetinget fan, da jeg fortalte ham om min beslutning, men forhåbentligt var […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *