Varm chiagrød a la jul (snyde-LCHF-risengrød)

Det er efterhånden nok ikke gået nogen forbi, at jeg spiser LCHF langt størstedelen af tiden og trives rigtigt godt på den kostsammensætning. Men! Og der er jo altid et men, ikke? Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke holder det 100%. Det har som sådan heller aldrig været mit mål, da det overhovedet ikke ville kunne hænge sammen med mit liv, og det aspekt er jo lige så vigtigt som så meget andet. Jeg har dog efterhånden fundet ud af at mine “sidespring” kan inddeles efter en særlig rangstige. Ren LCHF er selvfølgelig øverst og klart det bedste. Lige herunder kommer mad, der måske ikke er LCHF, idet der måske er en del flere kulhydrater end normalt eller mindre fedt, men så dog er kornfri. Fx vil jeg hellere “snyde” med kartofler end med brød. Herefter kommer de glutenfri sidespring. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet rigtigt har nævnt det herinde, men det er efterhånden blevet klart for mig, at gluten og jeg generelt bare ikke kan være sammen i samme krop – og eftersom jeg jo kun har én af slagsen (én krop altså!), plejer det at være det dér gluten, der får sparket (lige på nær, når der er øl i nærheden!). Og til sidst kommer så altså de ikke-LCHF madvarer med gluten i. Brød fx – ja, generelt faktisk de fleste ting lavet på korn jo, som jeg det meste af tiden fint klarer at undvære. Men så har vi jo julen her. Jeg æææælsker jul! Men vi kan jo ikke komme udenom, at en stor del af julen altså er al den gode julemad. Indtil videre er jeg faktisk ikke faldet i (så vidt jeg lige husker), men det sker da garanteret på et tidspunkt. Selv om jeg så ikke betragter det som at falde i, men snarere som et bevidst valg. Fx ved jeg med sikkerhed, at jeg juleaften bare spiser det samme som de andre. Masser af kartofler og meljævnet (?) sovs til mig! Og risalamande ej at forglemme! Til gengæld var jeg til julefrokost med jobbis i fredags, hvor det faktisk gik ganske fint (igen, på nær øl!). Og sådan kan man jo så vælge og vrage, som man lige lyster 😉

Og hvor kom den lange tirade så fra, tænker I måske? Jo, det handler jo netop om risengrød i dag. Selv om jeg ikke kalder selve retten for risengrød, hvilket jo vil være klart snyd, når nu der ikke er ris i! Men det, der er med risengrød, er, at det, hvis det endeligt skal være, er klart bedre for mig end fx en masse hvid brød. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan mærke de mange kulhydrater og stivelse, når jeg er vant til meget mindre på den konto. Hvis jeg får serveret risengrød ude, spiser jeg det dog gladeligt, da det faktisk er en af mine yndlingsjuleting. Men i går aftes, da min kylling pludseligt ikke var optøet, besluttede jeg mig for at prøve et alternativ til den klassiske risengrød på hvide grødris og sødmælk. Nemlig en varm chiagrød! Jeg var ærligt talt ikke engang sikker på, om det kunne lade sig gøre – jeg har jo kun prøvet chiagrøden kold, og vidste ikke, om der ville ske noget sært, hvis man opvarmede de små superfrø. Men jeg tænkte ikke desto mindre, at det var forsøget værd. Og det blev faktisk ganske udmærket! I får mig ikke til at påstå, at den kan forveksles 100% med den rigtige risengrød, men som alternativ var den klart anbefalelsesværdig. Og så er der jo flere andre fordele: Den er fx helt i LCHF’s ånd – godt med fedt og meget få kulhydrater. Herudover er den nem og hurtig at lave – meget hurtigere end klassisk risengrød! Og så mættede den meget bedre og længere end den klassiske grød også. Kender I ikke det med, at man dels nærmest kan spise uendelige mængder risengrød og dels alligevel kun er mæt kort tid efter? Er det kun mig? Nåmmen, sådan er det i hvert fald for mig, så derfor var det skønherligt at kunne spise én portion og være både mæt og tilfreds efterfølgende. Aaaah, jeg elsker LCHF!

Så hvad siger I? Skal I prøve denne varme chiagrød, som indrømmet lyder lidt speciel, men faktisk kommer forbløffende tæt på den rigtige grød, både mht. cremethed, konsistens og smag (sidstnævnte hjælpes jo desuden overordentligt godt på vej af kanel, sødning… og en smørklat smør!). Det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg laver det – og det ville også være en fin morgenmad faktisk! Næste skridt må så være at anskaffe mig nogle af de lyse/hvide/farveløse chiafrø, som jeg dog desværre ikke har set i DK, så min grød ikke behøver at blive grå, hvilket jeg dog heldigvis godt kan abstrahere fra. Og så må næste alternative risengrødsforsøg næsten blive den med blomkål, hva’?

Hvilke juleopskrifter savner I især en LCHF udgave af? 🙂

Varm chiagrød a la jul (snyde-LCHF-risengrød)
Nok til 1
Print
Ingredienser
  1. * 3 spsk chiafrø (ca. 30 g)
  2. * 1,5 dl piskefløde (kan nok godt erstattes med kokosmælk for en mælkefri udgave, men så undgår man jo nok ikke en ret gennemtrængende smag af kokos, tænker jeg!)
  3. * 1 dl vand
  4. * 1-2 spsk sukrin+
  5. * lidt salt
Til servering
  1. * kanel
  2. * ekstra sødning, jeg foretrækker sukrin+
  3. * en ordentlig smørklat smør
Sådan gør du
  1. Bland chiafrø, fløde, vand og sukrin+ i en kasserolle og bring i kog. Lad grøden simre ved svag varme, indtil den er tyknet og har den ønskede konsistens. Det tager ca. 10-15 minutter. Du kan evt. også blande ingredienserne og lade dem trække koldt og derefter bare varme grøden op.
  2. Smag til med salt og server med kanel, evt. ekstra sødning og naturligvis en ordentlig klat smør!
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/

26 comments

  1. Åhr ser godt ud, klart den udgave jeg har set af fake risengrød der tiltaler mig mest – prøves snarest 😀

    1. Ja, jeg syntes også selv, at denne lød lidt mere tilforladelig end nogle af de andre – den kan i hvert fald anbefales 🙂

  2. Den skal da helt klart prøves (: Ellers kan jeg nu godt blive ok mæt af alm. risengrød – nok mest pga. smørklattens størrelse 😉

    1. Der er jo helt sikkert forskel på, hvad folk bliver mæt af – jeg elsker risengrød og kan spise masser af det, og så bliver jeg også ret tungt mæt lige til at starte med, men det går ret hurtigt over, og så er det lidt spild at have spist meget til at starte med 😛

  3. Nu har jeg prøvet 2 morgener i streg med den her varme grød. Den ene dag med fløde den anden dag med extra creamy kokosmælk.
    Synes faktisk ikke den smager af kokos. 🙂 Og den bliver super lækker med begge dele.

    Mange tak for alle de lækre opskrifter 🙂

    1. Det lyder herligt, dejligt at du kan bruge opskriften! Det kan da være, jeg skal give kokosudgaven et skud en dag også så – selv om jeg nu også har det fint med flødeversionen 🙂
      Og velbekomme da – tak for rosen 😀

  4. Jeg savner brunede kartofler. Har du et godt LCHF alternativ?

    1. Hm, godt spørgsmål. De få gange jeg får mad, hvortil der serveres brunkartofler, spiser jeg dem faktisk oftest bare. Men måske man kunne lave noget med noget blomkål, der glaseres i en sukrin gold eller yaconsirup-agtig karamel? Det vil jeg da lige skrive bag øret, hvis lejligheden byder sig! 😀

      1. Jeg lavede faktisk brunede blomkål til juleaften (der var dog også de alm brunede kartofler) resultatet blev faktisk virkelig godt. Jeg kan desværre ikke helt huske hvad mængderne lige var, men kunstig sødemiddel, smør og blomkålsbuketter og vupti low carb brunede blomkål 😀

        1. Øj, god ide! Det skal jeg klart prøve, når vi når lidt tættere på jul. Blomkål er vitterligt bare den perfekte LCHF-grøntsag altså! 😀

  5. Her til aften skulle jeg lave risengrød. Jeg er ellers nogenlunde standhaftig LCHF’er, men her i december prioriterer jeg bare min risengrød.
    Det har du så lige lavet om på, og TUSIND tak for det.
    Manden spiste den rigtige risengrød, jeg spiste det her, og jeg havde på intet tidspunkt lyst til at bytte med ham.
    Rigtig glædelig jul og godt nytår til dig og dine.

    1. Det lyder super, Mette, det er jeg glad for at høre! Jeg spiser også gladeligt risengrød (og risalamande!) flere gange, men det er nu alligevel meget rart med et alternativ, til når man er i dét humør 😀
      Også rigtigt rar jul og nytår til dig og jer, når I når så langt 🙂

  6. Nu har jeg lavet chiagrød for første gang. Havde egentlig planlagt den kolde version, men havde ikke fået væske nok ved, så det blev en underlig omgang, med fløde på toppen og en klistret karamelagtig klump i bunden. Men da den blev varmet og tilført noget mere væske, så gik det.

    Jeg kan dog ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om konsistensen. Den er sådan lidt… Geleagtig… Ved ikke om det er noget man bare skal vænne sig til. Må prøve den kolde i morgen og tilsætte mere væske. Og måske noget bærhalløj på toppen, til at tilføje lidt friskhed og anden tekstur 🙂 Men hey, opvarmning redder mislykket chiagrød 🙂

    1. Altid godt med en plan B, hvis det andet skulle fejle 😉
      Men ja, du har ret i, at konsistensen er en man lige skal vænne sig til. Jeg synes dog geleagtigheden afhænger meget af hvilken væske man blander med – fløde og kokosmælk giver fx meget mindre gele end ren vand, te eller juice el.lign. gør 🙂 Den kolde grød serverer jeg i øvrigt ofte med frysetørrede hindbær på toppen – det giver et godt skud syrlighed og friskhed med meget få kulhydrater, hint hint 😀

  7. Så fik også jeg prøvet denne. Har ikke prøvet andre versioner, så hvor slimet den er i forhold til den kolde det trækker natten over ved jeg ikke.. Men ligesom med risengrød, er det egentlig nok nærmere kanelsukker og ikke grøden jeg er vild med :$

    1. Den er lidt slimet, men det er chiafrø, når de gelerer, generelt 🙂
      Og ja, kanelsukker og en ordentlig smørklat er vejen frem! 😀

  8. Hej,

    Vil du kunne varme kokosmælken op i Microovnen?

    1. Nu bruger jeg jo ikke kokosmælk heri, men hvis du gerne vil prøve en erstatning, kan du nok sagtens. Hvis det skal tykne, skal du så bare lade den stå længere, end hvis du bare varmer det sammen på komfuret, tror jeg 🙂

  9. Jeg faldt lige over denne opskrift da jeg skulle søge efter noget at bruge mine chiafrø til. Den vil jeg lige prøve af. Og så vil jeg gemme en rest, og prøve om jeg kan lave noget ris a la mande agtig dagen efter. Både mandler og vanille er jo heldigvis tilladt i lchf.
    Har du fundet ud af hvor man kan få de hvide chiafrø henne? Tænker at de måske er pænere at bruge juleaften.

    1. Nej, jeg har desværre ikke set de hvide chiafrø på nogle danske sider – jeg tænker, at man vil skulle have fat på en af de udenlandske, fx den engelske healthysupplies.co.uk eller den amerikanske iherb.com 🙂

      1. Nu har jeg prøver at lave “ris a la mande” af chiagrød, og jeg må sige at den laaaaaaangt overgår hytteost-versionen, som jeg personligt synes er for syrlig, og ikke har andet me ris a la mande at gøre end udseendet.
        Denne version smager helt fantastisk og er stort set som the real thing. Prøv det.

        1. Hvor er det godt at høre, Helle! Jeg fik faktisk aldrig selv prøvet risalamande af denne her grød, hvilket da faktisk ærligt talt er for dårligt! Det vil jeg bestemt få lavet om på i år – tak for påmindelsen! 🙂

  10. Hej Xenia.

    Er faldet (avv) over din opskrift på chiagrød og den lyder tillokkende og må da lige prøves af. Mit spørgsmål til dig er: er denne grød striks LCHF?
    Knus fra
    Henriette (og tak for en god blog) 🙂

    1. Haha, ja det lyder da næsten smertefuldt 😉
      Hvorvidt den er striks, afhænger jo af, hvad man lægger i ordet. I min optik er den ret striks, ja 🙂

  11. Hej Xenia
    Tusind tak for denne opskrift på varm chiagrød ala risengrød. Den er intet mindre end en supergod efterligning af den klassiske jule lækkerbidsken og det er bestemt ikke sidste gang jeg lavet den

    1. Hvor er det dejligt at høre, Betina! Tak for kommentaren 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *