Hakkebøf med kapers og spejlæg, salat af beder, kinaradise og macadamia og baconærter

hakkeboefspejlaegbeder-4

I dag står den på en god omgang mormormad! Tror jeg. Faktisk talt ved jeg det ikke, men den opskrift fra nemlig.com, jeg tog udgangspunkt i, hedder “Mormors hakkebøf med rødbedesalat”, så man må formode, at nogens mormor (om ikke andet Michelle Kristensens) kunne finde på at lave denne ret. Bevares, hvis jeg var mormor, ville jeg da intet have noget imod at lave retten heller, så det er da ikke usandsynligt! 😀

Opskriften er endnu en i rækken af mit nemlig.com-samarbejde, men som jeg jo gør bedst, har jeg tilpasset et par ting, så retten passede mere til dels mine smagsløg, dels min kostsammensætning og dels min køleskabsbeholdning.

Faktisk ligner retten i høj grad en, jeg har lavet tidligere, hvilket jo nok bare beviser, at jeg er fan af både baconærter og spejlæg. Det var i hvert fald lige så godt denne gang, som det var sidst. Egentligt var baconærterne et sidste øjebliks tilføjelse, som mere skyldtes, at jeg ville have haft det til morgenmad, men (oh ve, oh skræk!) ikke havde noget bacon, så derfor måtte vente, til jeg havde trodset Egon og fået gået min tur (og handlet, forstås). Nej, jeg ved godt, at ærter som sådan ikke er LCHF, men jeg elsker virkeligt de små banditter, så for mig er der ingen ko på isen, når jeg høvler dem ned!

Salaten var faktisk et rigtigt fint tilbehør – og især med macadamianødder (mit hjertebarn) som topping. Faktisk forstår jeg ikke, at jeg ikke tidligere har brugt dem i salater også – det skal der klart laves om på, fordi de smager jo (ikke underligt) lige så fantastisk der, som de gør på alle mulige andre måder.

I øvrigt – hvis I er nogen, der kører striks LCHF (enten her i januar eller bare generelt), skal I jo nok springe dette måltid over – der er i princippet nok, selv om jeg ikke har regnet på det, både lidt for meget protein og lidt for mange kulhydrater – samt evt. lidt for lidt fedt, til at det helt kan gå som LCHF. Jeg kunne i hvert fald personligt godt mærke, at mætheden varede lidt kortere, end den plejer, til trods for at jeg ellers syntes, jeg spiste ret rigeligt. Måske jeg lige må finde på en måde at fyre noget mere mæthed ind, når jeg nupper nogle af resterne lige om lidt. Om ikke andet er en smørklat eller en klat (tomat)mayo jo aldrig af vejen 😉

God søndag – og pas på, at I ikke bliver blæst væk! Min lejlighed har i hvert fald knaget og knirket hele natten, og gør det stadig (sheesh…)!

hakkeboefspejlaegbeder-3

Hakkebøf med kapers og spejlæg
4 personer
Print
Ingredienser
  1. * 500 g hakket oksekød (hvis du spiser LCHF, så vælg en høj fedtprocent)
  2. * 1 æg
  3. * 1 lille revet løg
  4. * 1 spsk kapers
  5. * salt og peber (rigeligt af begge)
  6. * smør til stegning

  7. * 4 æg
Sådan gør du
  1. Bland det hakkede kød med revet løg, æg, kapers og salt og peber. Form til fire hakkebøffer.
  2. Smelt en god klat smør på en varm pande og steg bøfferne herpå, ca. 5 minutter på hver side.
  3. Tag bøfferne af panden, og smelt lidt ekstra smør.
  4. Steg nu de fire spejlæg, som du foretrækker dem, og server dem oven på hakkebøfferne.
Bemærkninger
  1. Jeg ved ikke, om ægget praktisk talt er nødvendigt i det hakkede kød - jeg har ikke tidligere brugt æg, når jeg laver hakkebøffer, men måske det er for at hjælpe til med at holde på fyldet?
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/
Salat af beder, kinaradise og macadamia
4 portioner
Print
Ingredienser
  1. * 500 g (rød)beder - jeg brugte de stribede bolschebeder
  2. * 300 g kinaradise (eller erstat med glaskål eller flere beder)
  3. * 50-100 g macadamianødder
Dressing
  1. * 3 spsk olivenolie
  2. * 2 spsk balsamico
  3. * 1 tsk yaconsirup
  4. * 1 tsk dijonsennep
  5. * salt
Sådan gør du
  1. Skræl og riv, skær i julienne eller spiralizer grøntsagerne.
  2. Ryst eller pisk ingredienserne til dressingen sammen og vend med salaten.
  3. Hak nødderne groft og drys dem over.
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/
hakkeboefspejlaegbeder-1

Baconærter
2 personer
Print
Ingredienser
  1. * 1/2 pakke bacon i skiver
  2. * 1/2 pose frosne grønne ærter
  3. * smør
  4. * salt
Sådan gør du
  1. Skær bacon i mindre stykker og svits på en varm pande, til det begynder at blive sprødt.
  2. Tilsæt en god klat smør, lad det smelte, og hæld så ærterne ved.
  3. Drys med lidt salt, og sauter indtil ærterne er tilpas tøede.
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/
hakkeboefspejlaegbeder-2

Indlægget er udgivet i samarbejde med nemlig.com.
Tallerkenerne er venligst sponseret af Kähler og er fra deres Ursula-linje.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *