Kormakylling

kormakylling3

Nåmmen siden I hørte fra mig sidst, er der jo sket det, at jeg er flyttet! Jeg er flyttet fra Roskilde, hvor jeg har boet i næsten 5 år, til Nørrebro (hvor jeg aldrig har boet før), og det er fandme fedt! Dels er det en virkeligt lækker lejlighed (køkkenet især! Sneak-peak her), og dels er det så fantastisk at kunne cykle til studiet på 20 minutter – især når man møder kl. 8! Jeg lejer et værelse hos en ven, og det er indtil videre en ret god ordning. Jeg laver mad, og han vasker op! 😀 (og inden I begynder at spørge: Ja, han er bare en ven! Sheesh, hold nu op med at spørge hele tiden!)

Jeg tror i øvrigt ikke, at jeg bliver den eneste, der kommer til at nyde godt af mine nye boligforhold (som bestemt ikke er minimale! (name that movie?)). Indtil videre føles det i hvert fald som om, det kommer til at blive ret godt for madlavningslyst – og det er jo noget, der i sidste ende også gavner jer. Win-win, ja?

Fx lavede jeg her til aften denne lækre indiske kormakylling, som har været på min to do-list længe. Selv om den (helst) skal marinere længe, er det faktisk en utroligt simpel ret at lave – og den smager fantastisk! Altså i mine ydmyge holdning, ikke. Jeg serverede med blomkålsris, selvfølgelig, ligesom jeg gør med alle retter, der overhovedet kunne ligne noget, ris ville passe godt til. Blomkålsris er min yndlingsris! Og så lagde jeg det i øvrigt på et leje af spinat, fordi jeg, som I jo ved, ikke er så god til bleg mad 😉

Jeg synes, at min version var lidt for mild, så jeg har øget mængden af krydderier her nedenfor. Hvis I er mest til sådan semi-tam mad, er I velkomne til at sætte mængden lidt ned igen 😛

kormakylling2

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Kormakylling

Ingen bedømmelser endnu

Antal: portioner

Opskrift efter taste.com.au

Ingredienser

  • 6-800 g kyllingeinderfilet

Marinade

  • 2 cm frisk ingefær
  • 2 fed hvidløg
  • 1-2 tsk tørrede chiliflager
  • 2 tsk garam masala
  • 25 g mandelflager eller smuttede mandler
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk tomatpure
  • 1 dl græsk yoghurt

Desuden

  • 2 spsk smør
  • 2 spsk olie fx kokosolie uden smag
  • 1 løg
  • 1 dl piskefløde

Til servering

Sådan gør du

  1. Mariner gerne kyllingen natten over. Skræl ingefær og pil hvidløg. Blend alle ingredienser til marinaden og vend kyllingen heri i en stor skål. Dæk til og sæt i køleskabet i min. 2 timer, helst længere.

  2. Hak løget fint (eller skær det i tynde både, hvis I kan lide det). Smelt smør og olie i en gryde eller sauterpande og svits løgene heri ved lav til medium varme, til de begynder at være gyldne.
  3. Tilsæt så kylling og marinade og tilbered ved jævnlig omrøring i ca. 20 minutter, til kyllingen er gennemstegt. Hæld fløden ved, kog igennem og smag til med salt.
  4. Server med blomkålsris, evt. på et leje af spinat for lidt ekstra grønt (for både smags og syns skyld).
kormakylling1

Kategorier: Hovedretter med fjerkræ, Indisk, LCHF opskrifter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!