Fyldte pandekager med spinat, skinke og ost

fyldtepandekager1

Den 1. oktober havde jeg deadline på min bog, så om aftenen den 30. september sendte jeg en mail til min redaktør med det “færdige” dokument. 100 opskrifter på 149 A4-sider og 43.041 ord, og det var måske den mest antiklimaktiske følelse nogensinde at aflevere sådan noget “bare” ved at sende en email. Selv om jeg er et meget digitalt menneske, kunne jeg godt have brugt en mindre fanfare eller noget!

I stedet tog jeg en tiltrængt pause fra al den tid i køkkenet, og det er ikke meget madlavning, den har stået på de sidste par uger. I næste uge har vi dog første omgang fotodage, hvor vi allerhelst skal have lavet og fotograferet 50 af de 100 opskrifter på de første to dage. Som I nok kan regne ud, kræver det ikke så lidt planlægning og forberedelse, og her den anden dag lavede jeg fx 40+ pandekager og frøs ned. Så er basen til i hvert fald 3 opskrifter på plads! Selv om man skulle tro, at en pandekagebagning i det omfang skulle have stillet min trang for et stykke tid, gav det mig faktisk bare endnu mere lyst til langt om længe at få lavet denne opskrift igen – dog i en mere LCHF-agtig udgave. Måske det skyldes, at min pandekageopskrift er noget nær the bomb dot com, eller måske det bare skyldes, at jeg fik lyst til at spise pandekager efter at have lavet så mange (bare rolig, jeg spiste selvfølgelig dem, der gik i stykker!).

Uanset grunden endte det i dag i disse pandekager fyldt med spinat, skinke og ost, og de er faktisk både fænomenale og nemme. Den pandekageopskrift, som jeg bruger her, er en salt udgave af den, jeg har i bogen. De er elastiske, nemme at vende og smager helt som rigtige pandekager – både i salt og sød udgave, samt med og uden fyld! Jeg lavede denne salat til, som komplimenterede retten til perfektion. Alt i alt en herlig afslutning på min sidste rigtige efterårsferiedag (buh). Her kommer opskriften!

fyldtepandekager3

Opskriften indeholder affiliate-links, hvilket betyder, at jeg tjener lidt håndører, hvis du køber noget gennem mine links.

Fyldte pandekager med spinat, skinke og ost
Udskriv
Fyldte pandekager med spinat, skinke og ost
Antal: 4 personer
Ingredienser
Til ca. 8 pandekager
  • 4 æg
  • 4 æggehvider
  • 75 g flødeost
  • 75 g creme fraiche 38%
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk fiberHUSK
  • kokosolie til stegning
Fyld
  • 450 g frossen helbladet spinat
  • 1 bouillonterning kan udelades
  • 200 g flødeost
  • 25 g parmesan
  • 300 g skinkestrimler
  • 1/2 tsk stødt muskatnød
Desuden
  • et par klatter smør
  • 100 g revet ost
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til 200º varmluft.
  2. Blend alle ingredienser til pandekagedejen sammen, enten i en blender, foodprocessor eller med stavblender, til der ingen klumper er. Alternativt piskes rigtigt godt.
  3. Varm en pande godt op, og smelt en lille klat kokosolie herpå Bag pandekagerne ved middel varme, til de er gennembagte og har pæn farve på begge sider.
  4. Tø spinaten op i en gryde eller sauterpande sammen med bouillon under låg.
  5. Bland så den varme spinat med flødeost, revet parmesan, skinke og muskat.
  6. Fordel ca. 2 spsk fyld på hver pandekage og rul dem sammen. Læg de fyldte pandekager side om side i et fad af passende størrelse, fordel et par klatter smør over toppen sammen med revet ost, og gratiner til osten er smeltet. Det tager ca. 15 minutter.
  7. Server med en valgfri salat.

fyldtepandekager2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *