Hørfrøbrød

horfrobrod-

 Jeg er nok langt fra den eneste, der har mindst én julefrokost i sand julefrokoststil på programmet i juledagene hvert år, tænker jeg. Selv om jeg absolut ikke er hellig eller fanatisk, når det kommer til at holde LCHF i juledagene (eller resten af tiden for den sags skyld), hvilket de af jer, der følger mig på Instagram, nok er ganske godt klar over (hæ), prøver jeg alligevel at spare på i hvert fald mit glutenindtag, så godt som jeg synes, det kan lade sig gi’ sig, uden at jeg skal lide noget særligt afsavn. Det betyder fx i julefrokostsammenhæng, at jeg nu på tredje år i træk har haft mit eget brød med til at lægge under sild, æg, leverpostej m.m., men at jeg så til gengæld spiser både tarteletter (som dog også kan laves glutenfri og LCHF, hvilket jeg dog ikke gjorde i år) og fiskefileter og hvad der nu ellers lige er, som frister. Det er en løsning, som fungerer for mig!

Jeg plejer egentligt “bare” at lave kernebrødet med macadamia, som jeg jo er ret stor fan af. Men selv om det brød er åh, så lækkert, har det faktisk én ulempe: Det smager så godt, at det næsten smager af for meget nogle gange. Én ting er hvis man vil have en god ostemad (og ja, jeg kan godt se ironien i, at jeg, som kun kan lide ost, der ikke smager af ost, siger det!) – så er det perfekt. Men hvis man skal fylde diverse lækkert pålæg ovenpå, er det nogle gange at foretrække, at brødet i sig selv ikke “fylder” så meget, hvis I forstår. Det skal helst ikke overdøve det, man kommer ovenpå, og det kan kernebrødet godt til tider gøre, synes jeg.

Derfor besluttede jeg mig i år for i stedet at prøve Marias nøddefrie stenalderbrød, som faktisk minder utroligt meget om rigtigt rugbrød – i hvert fald som jeg husker det! Dels har det den samme “sure” duft og smag, som rugbrød har – jeg ved faktisk ikke, hvad det er, der gør, at det har det, men det har det altså. Og dels har det så altså den gode neutralitet, som et mildt og ikke særligt kernerigt rugbrød også kan have. Det fungerer perfekt som bund til “madder”, hvor det altså er pålægget og ikke brødet, der er i centrum. Og så er det desuden faktisk billigere at lave end kernebrødet, hvilket jo heller ikke er at kimse ad, plus det har (tror jeg, uden at have regnet efter) nok færre kulhydrater, eftersom der ingen nødder er i, og også overordnet set færre kalorier, hvis man tænker på den slags. Arbejdsbyrdemæssigt er det nok nogenlunde det samme.

Alt i alt er dette hørfrøbrød et yderst værdigt alternativ til et rigtigt rugbrød – og klart et jeg vil lave igen næste gang jeg skal bruge noget “rugbrød”. For nu har jeg stadig lidt rester – noget er allerede blevet brugt til en god gedigen æggemad, og noget er gået som bund til en virkeligt god hønsesalat, som jeg selvfølgelig deler med jer. Resten skal nok også snart få ben at gå på – med mindre jeg vælger bare at fryse det ned til en anden god gang selvfølgelig!

Udskriv
Hørfrøbrød

1 brød, ca. 20-24 skiver 

Opskrift efter Vanløse Blues

Antal: 1 brød
Ingredienser
  • 1 flaske æggehvider svarer til 240 ml hvis du ikke kan skaffe dem i flaske
  • 1 dl creme fraiche eller andet surmælksprodukt
  • 1/2 dl olie fx oliven-, raps- eller kokosolie uden smag
  • 200 g hørfrø males til mel
  • 1 tsk salt
  • 2 tsk bagepulver
  • 3 spsk fiberHUSK
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til 160º varmluft.
  2. Pisk æggehvider og creme fraiche godt sammen.
  3. Mal hørfrø til fint mel og tilsæt sammen med de resterende ingredienser til æg og creme fraiche. Bland til en jævn dej.
  4. Fordel i en brødform. Jeg bruger en af silikone - sørg for at smøre eller beklæde formen, hvis du bruger en anden slags.
  5. Bag brødet i ca. 1 time.
Opskriftsnoter

Brødet opbevares på køl.

21 comments

  1. Fantastisk opskrift – skal lige prøves af.
    Dog et enkelt spørgsmål…
    Talte du godt nok 200 hørfrø – er de ikke lidt små? 😉
    Hihi – regner med du mener 200 gr? Kan hørfrømel så bruges i stedet og er det samme mængde?

    Godt nytår

    1. Haha, jamen jeg tænkte jo bare, at der måske var nogen, der manglede noget at bruge ferien på 😛 Ej, spøg til side, det er selvfølgelig 200 g – godt spottet 🙂

      Også godt nytår til dig 😀

    2. Og hov, ja, hørfrømel er selvfølgeligt perfekt at bruge også, hvis man alligevel har det 🙂

      1. Hej Xenia.

        ELSKER DIN BLOG!

        Nå, nu til mit spørgsmål. Du skriver hørfrømel godt kan bruges.
        Hvad hvis det er affedtet hørfrømel (ligesom med visse mandelmel og kokosfibre)?
        Er det så stadig 200g der skal I, eller suger det mere væske?!

        Ser frme til at høre fra dig.

        1. Jeg har faktisk svaret på det samme i en kommentar tidligere, så du får lige det samme svar:
          Fedtreducerede meltyper opfører sig jo en del anderledes, end de ikke-fedtreducerede. Dermed ikke sagt, at det ikke kan lade sig gøre, men du skal nok prøve dig frem – og højst sandsynligt bruge mindre mængde hørfrømel, end hvis du malede melet selv 🙂

          Dejligt at du kan lide at følge med!

          1. Hej Xenia.

            Tak for dit svar.

            Jeg synes ellers, at jeg havde kikket de andre kommentarer grundigt igennem, men det er vist alligevel gået lidt galt.
            Tak for svar igen… Nu frygter jeg bare at det måske også var mig der har stillet det andet spørgsmål 🙁 (Jeg har nogle hukommelsesproblemer!)

            Ihvertfald tak for svar 🙂 Jeg vil prøve mig lidt frem 🙂

          2. Det er helt i orden, haha 🙂

  2. har lige bagt dit brød. Det er et rigtig godt altanativ til rugbrød. Vist godt i stedet for lyst brød til en rejemad

    1. Hvor er det dejligt at høre, at du også er glad for brødet, Bente! Og god ide til en rejemad – indtil videre har jeg kun testet det med hønsesalat, ost og æg 😉

      1. Jeg lavede også din hønsesalat og rejesalat i går. Virkelig godt. Det bliver ikke sidste gang. Tak for en god blog

        1. Det er jeg glad for at høre! 😀

  3. Vibeke Lauridsen

    Hej Xenia. JEg vil rigtig gerne bage dette brød i dag. Kan du fortælle hvor stor formen er. Tak for hjælpen

    1. Jeg ved det faktisk ikke præcist, men det er en lille brødform – altså ikke en af de der meget store, man kan få. Omkring 1 liter måske?
      Held og lykke med det, jeg håber, du bliver lige så glad for det, som jeg 🙂

  4. Jeg bagte dette dejlige brød i går. Det er et godt alternativ til alm. Rugbrød. Og manden min er vild med det. Tak for god opskrift

    1. Og skønt at din mand også godt kan lide det!

  5. Det må prøves 😀hvor mange grader og varmluft eller over/ under varme ?

    1. 160º ved varmluft, som der også står i første punkt i opskriften 🙂

  6. Hvordan maler du dine frø?

    1. Jeg bruger min foodprocessor eller krydderikværn til Bamix. En kaffekværn er også god 🙂

  7. Hej Xenia.

    Synes opskriften ser god ud, og jeg ville gerne prøve den.
    Jeg har noget fedtreduceret hørfrømel. Gør det noget det er fedtreduceret?!

    🙂

    1. Fedtreducerede meltyper opfører sig jo en del anderledes, end de ikke-fedtreducerede. Dermed ikke sagt, at det ikke kan lade sig gøre, men du skal nok prøve dig frem – og højst sandsynligt bruge mindre mængde hørfrømel, end hvis du malede melet selv 🙂
      Held og lykke med det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *