Saltmandler med et kick

saltmandler-1

Jeg har absolut ikke været den mest flittige blogger her i den forgangne uge, men jeg er lige hurtig og skriver et ekstra indlæg her på falderebet – så dulmer jeg i hvert fald min egen dårlige samvittighed 😉

Jeg har faktisk lavet disse saltmandler hele tre gange allerede – til trods for at det kun er lidt over en måned siden første gang. Det siger lidt om hvor gode de rent faktisk er! Da jeg lavede endnu en portion som en snack til vores hygge og brætspil Mortens Aften, fik jeg taget et par billeder af  mine yndlings her. Det er næsten latterligt, så simpelt det her, og resultatet bliver så lækkert, at man kun vil sætte pris på nemheden (eller også vil man forbande den langt væk, fordi den er skyld i, at man laver saltmandler i tide og utide!).

Mandlerne kan sagtens laves uden chili – så bliver det bare helt almindelige saltmandler (duh). Men et drys chiliflager i den rette mængde, giver et yderst delikat kick uden at være for stærkt. Det giver bare lige en ekstra dimension til smagen, som jeg personligt er ret vild med. Så længe man holder sig til de små mængder, er der ingen der kan smage og ømme sig over chilien, med mindre de får at vide, at den er der. Men hvis du absolut ikke er til chili, udelader du det selvfølgelig bare 😀

Udskriv
Saltmandler med et kick (eller uden)

Portionen ganges bare op eller ned alt efter hvor mange du vil lave

Antal: 200 g
Ingredienser
  • 200 g mandler
  • 2 dl vand
  • 1 spsk groft salt
  • 1/2 tsk chiliflager kan udelades
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til 160º varmluft.
  2. Bland alle ingredienser på en pande og bring vandet i kog. Lad simre indtil vandet er helt væk og mandlerne er dækket af et fint hvidt lag salt.
  3. Overfør mandlerne til en bageplade beklædt med bagepapir og sæt i ovnen. Tør mandlerne i ca. 20-30 minutter. De kan stadig godt være lidt seje, når de kommer ud af ovnen, men de bliver sprøde, når de køler af.

saltmandler-2

15 comments

  1. Uhm, jeg élsker saltmandler – både med og uden chili. Kunne snildt spise et kilo i løbet af en dag, hvis det ikke var temmelig usmart (og dyrt :p)

    – Anne

    1. Ja, jeg skal virkelig heller ikke lave dem, med mindre jeg ved, jeg får gæster eller andre, der kan hjælpe mig med at spise dem 😀

  2. Tak for tippet 🙂
    Til trods for at du ikke selv synes, du har været flittig nok på bloggen, så forsyner du altså vores hjem med en lind strøm af gode idéer til mad pt.
    Giv lige dig selv et anerkendende klap på skulderen for det!

    *ChokoladeStine

    1. Åh tak, hvor er du sød 🙂 Nogen gange kan man bare godt få dårlig samvittighed, hvis man har en masse ufærdige indlæg liggende og alligevel vælger at læse lidt Game of Thrones (fx) i stedet for at skrive dem færdigt ;D

      1. Det kender jeg kun alt for godt 😀 selv om jeg dog stadig! ikke er kommet igang med den serie… Bøgerne står ensomme på hylden.

        1. Åh, det skal nok komme. Hvis man stresser sig selv for meget, får man jo heller ikke taget sig sammen 🙂

    1. Mmh, det er virkelig en lækkerbisken! 🙂

  3. Rigtig lækkert 🙂
    Tak for opskriften
    Har tidligere prøvet chokolade med chili, det gør faktisk noget overraskende godt for det, så tror helt sikkert også det er en vinder her 🙂

    1. Chokolade med chili har jeg faktisk stadig til gode af en eller anden årsag. Det må jeg snart få prøvet, for du har da ret i, at det også må gøre noget godt dér! 🙂

  4. Uh, faldt lige over din blog og denne opskrift! Den har totalt reddet min BA-skrivning i dag, hvis ikke hele december! MUMS!

    1. Dejligt at kunne hjælpe 😀

  5. ej det er seriøst bare det aller bedste <3

    //Maria Silje
    http://www.hairbymariasilje.dk

  6. Elsker din side, Xenia… Er rimelig ny med LCHF men synes dine opskrifter er indbydende og simple. Vil lige komme med min variation af saltmandlerne, som ROCKER!! (og fjerner den værste Piratos-craving, hvis man har sådan en…) hæld en gang rålakridspulver (Urtekram) i vand/saltblandingen, og når de kommer ud af ovnen så vendes de lige i en gang lakridspulver også…JA TAK…:) Kh Rikke

    1. Mange tak, Rikke! 😀
      Det lyder som en rigtigt god variation – om end jeg ikke personligt bryder om lakrids, men det vil da være oplagt for alle lakridselskerne derude! 😀
      Tak for tippet 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *