Tacotærte

Jeg har  generelt et lidt sjovt forhold til mexicansk mad. Jeg kan rigtigt godt lide rigtigt meget af det, og får det også relativt ofte – derhjemme. Mexicansk mad er nemlig noget, jeg af uransagelige årsager ikke gider gå på restaurant for at spise. Jeg tror, det primært skyldes, at jeg synes, mexicansk mad er så nemt at lave i første omgang, at det at betale folk for at lave det til mig virker som spild af penge, man snildt kunne bruge på andre og mere spændende madoplevelser. Det er måske bare mig, der har misforstået konceptet, det skal jeg ikke kunne sige. Men mexicansk mad er altså noget, jeg selv laver, hvis jeg skal have det.

Tacotærte er en af de ting, som har stået på min inspirationsliste meeeget længe. Både før og efter jeg startede på LCHF, har det faktisk været noget, jeg gerne ville lave. Og af en eller anden grund er det først sket nu – sådan er det jo med nogle ting. Jeg har en teori om, at det lige med denne ret skyldes, at en helt enkel tacotallerken er så nem, at jeg sjældent gider at gøre mere ud af det. Men der har jeg vist gjort mig selv en bjørnetjeneste, for denne tacotærte hæver virkeligt mexicansk mad til et helt nyt og højere niveau! Lov mig dog lige, at I ikke lader jer skræmme af den lidt lange ingrediensliste. Selv om det bestemt tager længere tid og er mere omstændigt, er det absolut ikke sidste gang, jeg laver denne tærte!

Opskriften er sammenstykket fra forskellige steder. Selve konceptet er inspireret af en del forskellige (fortrinsvist svenske) LCHF-blogs, og i særdeleshed en af mine yndlings LCHF-kogebøger, “Viktminskning med LCHF” af Åse Falkman Fredrikson, samt den gode Janes Spis Dig Mæt & Glad, og det er også fra sidstnævnte jeg har lånt sammensætningen af ægge-oste-massen. Bunden er den samme som jeg normalt bruger, når jeg laver tærte, som fx her eller her. Tacofyldet er lavet af kylling, som jo er min favorit, og er krydret ligesom min standard tacotallerken. Så ja, en ren sammenskudstærte kan vi vel næsten kalde det 😉

På billederne ser det måske ud til, at tærten er lidt til den snaskede side… og det er faktisk også helt korrekt! I modsætning til andre tærter, jeg laver, er tacotærten her en del mere mindre solid, men det fungerer faktisk overraskende godt. Mexicansk mad skal jo helst være lidt snasket, ikke sandt? 🙂 Men anyway, her er opskriften. Lav det på en halvtam tirsdag, og alt bliver pludseligt meget bedre – også selv om I opdager, at I ikke har et reelt tærtefad og kæmper en del med at åbne glasset med jalapeños (thank God for søde mennesker på twitter, der løser i det mindste ét af mine problemer)…

Tacotærte
1 tærte = 4-6 personer
Print
Tærtebund
  1. * 2 dl mandler (svarer til 2,5 dl mandelmel) (ca. 120 g)
  2. * 1/2 dl sesamfrø (ca. 30 g)
  3. * 1/2 dl solsikkekerner (ca. 30 g)
  4. * 1 spsk fintmalede loppefrøskaller (fiberHUSK)
  5. * 1 tsk salt
  6. * 40 g koldt smør
  7. * 1 æg
Tacofyld
  1. * 4-450 g hakket kylling (eller oksekød)
  2. * smør til stegning

  3. * 1-1,5 tsk salt
  4. * 1/2 tsk chilipulver
  5. * 1 tsk *sød paprika
  6. * 1/2 tsk hvidløgspulver*
  7. * 1/2 tsk løgpulver
  8. * 1/2 tsk spidskommen*
  9. * evt. 1 drys cayennepeber*
  10. *= Urtekram-krydderier (vær opmærksom på at andre mærker har andre styrker, så smag til i forhold til det)
Ægge-oste-masse
  1. * 2 æg
  2. * 2 dl creme fraiche 38%
  3. * 2 dl revet cheddar (ca. 100 g)
Desuden
  1. * 1/2-1 glas tacosauce (vælg en uden tilsat sukker og andet snask, og vælg styrke efter smag)
  2. * syltede jalapeños (kan udelades)
Til servering
  1. * avocado (eller guacamole)
  2. * salat, fx grøn salat, agurk og tomat
  3. * creme fraiche 38%
Tærtebund
  1. Mal mandler, sesamfrø og solsikkekerner til fint mel. Bland – gerne i en foodprocessor – med fiberHUSK, salt og smør, og kør indtil det ligner groft sand. Tilsæt ægget, og kør indtil dejen har samlet sig.
  2. Sæt dejen på køl i ca. en halv times tid. Forvarm imens ovnen til 160º varmluft.
  3. Pres dejen ud i en smurt tærteform og forbag tærtebunden i ca. 20 minutter.
Tacofyld
  1. Mens bunden forbager, steges tacofyldet. Smelt en klat smør på en varm pande og steg kyllingekødet herpå. Bland krydderierne og tilsæt. Steg kyllingen, til det lige netop er færdigstegt, og tag af varmen.
  2. Bland æg med creme fraiche og revet ost til en jævn masse.
  3. Når bunden er forbagt, fordeles tacosaucen ud over, efterfulgt af kyllingekødet. Fordel ægge-oste-massen ovenpå og pynt med jalapeños.
  4. Bag tærten i ca. 45 minutter. Lad den stå i ca. 5-10 minutter, inden den skæres ud.
  5. Server med salat, avocado/guacamole og evt. creme fraiche.
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/

 


Indlægget indeholder affiliatelinks.


26 comments

  1. Og eovendos var så kun for danskere på danske ipadresser.
    Så ige der kunne jeg ikke støtte en god madblogger.

    1. Nå for pokker, ja det havde jeg jo ikke lige været opmærksom på! Men mange tak for forsøget i hvert fald! 😀

  2. Jimmi Foldager Jørgensen

    Lyder lækkert.

    Bum bum, tror dog at jeg vil gå en størrelse ned i creme fraichen til en 18’er, mon ikke det går 🙂

    1. Mange tak 🙂
      Jo, hvis ikke du spiser LCHF, hvor målet jo netop er en høj fedtprocent, kan du sagtens bruge 18’eren – eller en græsk yoghurt eller andet surmælksprodukt, hvis du foretrækker det 🙂 Jeg kan dog selv tydeligt mærke forskel på mætheden mellem 18 og 38, når det er fedtet, der skal mætte mig 🙂

      1. Jeg spiser LC uden HF, haha. Eller det vil sige – det gør jeg faktisk kun periodevis. Jeg kan simpelthen ikke undvære livets guld 365 dage om året. Brød, ris, pasta, kartofler og sukker 😀

        1. Det gør man jo også bare, som man bedst kan og vil – jeg spiser jo heller ikke LCHF 100% af tiden 😉

  3. Brian Viron Petersen

    Endelig kom den på bloggen 😉 Hvor ser det dog bare super lækkert ud, I aften star den godt nok på æble flæsk, så imorgen kommer den her til at stå på menuen!
    Det ser ud som om din bund og kant blev sprød, er den det? Jeg savner sådan noget sprødt “brød” alle de husk og æg opskrifter har indtil nu kun givet mig bløde gummiagtige brød… må tilstå jeg falder i og svigter mig selv med det usunde kulhydrat brød.

    1. Jep, så var den der 🙂
      Ja, bunden bliver faktisk ganske fint sprød – i hvert fald i kanten, selve bunden bliver lidt tynget ned af alt fyldet, men det vil jeg vove at påstå, at en “rigtig” tærtebund også ville være blevet 🙂
      Held og lykke med det – jeg håber, det smager!

  4. Årh, det ser altså så mega godt ud! Elsker mexi-foder 😀

    – Anne

    1. Tak 😀 Nej, man går sjældent galt i byen med lidt god gammel tex mex 😀

  5. Jeg har det på nøjagtig sammen måde med mexicansk mad – det er altså også noget jeg laver selv. Det er jo rasende nemt (-:

    Din tacotærte ser altså voldsomt lækker ud – der må vist snart sådan en på nemuen herhjemme (-:

    1. Ja, nemlig – så hellere give penge ude for noget af det, man ikke lige selv kan kaste sammen på 0,5 🙂
      Mange tak – jeg synes helt bestemt, at du skal prøve det 😀

  6. Mange tak for inspirationen til dagens aftensmad 🙂
    http://denlilleblog.dk/?p=205

    1. Jamen velbekomme da – dejligt at det kunne bruges 🙂

  7. Taco tærten lyder rigtig spændende og er helt sikkert noget der skal prøves.

    Hilsen Line.

    1. Det er jeg glad for, at du synes. Jeg håber, det bliver et hit, hvis du kaster dig ud i det 😀

  8. Gud hvor ser det godt ud! Dejligt alternativ, når pandekagerne og tacoskallerne nu er blevet totalt forbudt herhjemme ;o) .. Den skal i hvert fald helt sikkert prøves!

    1. Ja, det er jo det. Personligt er jeg også vild med bare alt snasket alene, men tacotærten her er klart et værdigt alternativ, når det gerne må være lidt ud over det sædvanlige 😀

      1. Hørt! 😀 .. Snask ftw!

  9. Reni Lund Madsen

    Kan man bruge noget andet end fiberhusk, eller kan man helt undlade det. Kan ikke rigtig nå at købe det til i morgen, hvor jeg skal lave tærten.

    1. Du kan evt. prøve at erstatte med lidt fedtreduceret mel, fx mandelmel eller kokosfibre, men du kan nok også godt udelade det, så længe du er forberedt på, at bunden måske bliver en anelse mere porøs 🙂
      Held og lykke med det!

      1. Reni Lund Madsen

        Jeg lavet bunden uden fiberhusk og den blev stadig rigtig god. Så vil jeg gerne sige 1000 tak for en fantastisk opskrift. Mums den er go :0)

        1. Dejligt at høre, at det godt kunne lade sig gøre uden loppefrøskallerne – og at den blev god! 😀

  10. Hej Xenia

    Tak for en lækker opskrift, som jeg har lavet et par gange nu. Jeg har dog lavet et par meget små justeringer, som jeg synes, gør tærten ekstra god: 1) Efter ca et kvarters forbagning prikker jeg tærtebunden og drysser med lidt ost – det er ligesom om det afholder de våde ingredienser fra at gøre bunden snasket 🙂 2) Jeg nøjes med at dryppe tacosauce på bunden (bruger højst 1/2 glas) – det giver stadig masser af smag, men igen bliver den bunden ikke snasket og 3) Jeg steger kødet ret meget, så der er mindst muligt væde ved. Tærten ender med at blive ret fast uden at være tør – så fast at den kan skæres med det samme og holde faconen på tallerkenen 🙂 Så kan man servere en masse snask ved siden af.

    1. Tak for tippene, det vil jeg huske, hvis jeg engang laver tærten igen! 😀 Og dejligt, at du kan lide det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *