Lun speltsalat med rødbeder og laks

Mandagens ret var endnu en af de opskrifter jeg længe har haft sat hak ved. Eller, okay, længe og længe. Denne specifikke opskrift fra Spis Bedre 10/11 har jeg jo i princippet først set for en måneds tid siden, men konceptet bag, nemlig speltsalat med rødbede og feta har været i ønskebogen længe. Opskriften fra Spis Bedre gav et godt forslag til hvad man kunne sætte det sammen med. De bruge torsk, men jeg valgte laks i stedet for, da jeg ikke er synderligt glad for torsk. Herudover lavede jeg et par få ændringer her og der, men what else is new, right? 😀

Det smager desuden herligt dagen efter i madpakken, hvis man i sidste øjeblik opdager at rugbrødet er fuldstændigt gennemmuggent. Irks! True story, forresten… 😉

Udskriv
Lun speltsalat med rødbeder og laks

Opskrift efter Spis Bedre 10/11

Antal: 2 portioner
Ingredienser
  • 2 lakseportioner
  • 1 spsk olivenolie
  • salt og peber
Speltsalat med rødbeder
  • 400 g rødbeder
  • 3 fed hvidløg
  • 1 tsk tørret timian
  • 1/2 tsk salt
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 dl perlespelt/speltkerner 80 g
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 1/2 citron saften herfra
  • 75 g feta
Salat
  • 1 miniromaine eller 1/2 alm. romaine
  • 1/2 citron saften herfra
  • 1 spsk olivenolie
  • salt
Sådan gør du
  1. Tænd ovnen på 200º varmluft.
  2. Skræl rødbederne og skær dem i små tern. Vend med olivenolie, 2 hakkede fed hvidløg, tørret timian og salt, og fordel dem i et jævnt lag på en bageplade beklædt med bagepapir. Bages i ca. 25 minutter - husk at vende rundt i dem halvvejs.
  3. Kog speltkernerne efter anvisningerne på pakken sammen med 1 fed hvidløg i skiver og bouillonterningen. Dræn godt efterfølgende.
  4. Tag rødbederne ud af ovnen og sænk temperaturen til 150º.
  5. Pensl et fad med lidt olivenolie, læg lakseportionerne heri med skindsiden nedad, drys med salt og peber og lidt olivenolie. Bag i ca. 15 minutter.
  6. Pisk citronsaft, olivenolie og salt sammen og vend snittet romaine med dressingen.
  7. Pres citronsaften af den anden halve citron ud over speltkernerne og rødbedetern, vend sammen og drys med hakket feta.
  8. Server.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *