Vafler med citron og birkes – og lemoncurd

citronvafler1

Hvis man færdes bare en anelse på de sociale medier, er det nok ikke gået nogens næse forbi, at det i går var vaffeldag. Og hvor tosset man end kan synes, at alle de der forskellige mad-“helligdage” nu må være, var der i hvert fald vafler over det hele, nærmest hvor end jeg kiggede, det være sig både blogland og Instagram. Så det er jo sådan set ikke så mærkeligt, at jeg endte med at blive overtalt til også at lave mig en portion! Jeg hader jo at være udenfor, ved I nok 😉

Jeg overvejede først en mere klassisk vaffel – lidt a la disse eller dem her med macademia fx – men da jeg så kom i tanker om, at jeg nærmest har overflod af lækre øko-citroner samt en rest lemoncurd fra weekendens macaron-eventyr(land), føltes det ret oplagt at give mig i kast med Janes citron- og birkesvafler fra “LCHF – Spis dig mæt & glad”. Jeg havde oven i købet for nyligt købt birkes på spot i Netto, så det føltes faktisk lidt som skæbnen, eller at planeterne pludseligt stod på linje eller sådan noget! Hvad kunne jeg gøre – andet end at lave vafler, forstås.

Jeg sørgede dog for at spise mine grøntsager først, så bare rolig, mor ;P

Jeg syntes, at vaflerne var ret svære at bage og vende, må jeg indrømme. Jeg ved ikke, om dejen måske var for tynd, så næste gang tror jeg, jeg prøver med fiberHUSK i stedet for at se, om det gør en forskel. Da først de kom af vaffeljernet og satte sig lidt, var de dog fantastisk gode! Jeg ved ikke, om I ved det, men jeg elsker citron – selv om jeg nok de fleste gange vil vælge en chokoladedessert frem for en citron-en, vil sidstnævnte 9 ud af 10 gange nok være mit andet valg. Måske. Nu bliver jeg jo helt i tvivl, når jeg sådan tvinger mig selv til at vælge. Kokos er jo også godt! Og hvad med… Okay, bare glem det. Pointen er, at jeg godt kan lide citron. Og jeg syntes faktisk næsten, at vaflernes citronsmag i sig selv var lige anonym nok – men så var det heldigt, at jeg havde den lemoncurd dér, for den reddede godt nok dagen! Hvis I ikke har prøvet at lave lemoncurd før, synes jeg, I skal gøre det med det vons. Det er den perfekte blanding af syrlig og sød og cremet. Jeg er storfan! Min lemoncurd er desuden inspireret af Katrines her.

Hvis du i øvrigt laver ekstra vafler, kan jeg lige indskyde, at en enkelt rullet om lemoncurd er guf som madpakkedessert. Jeg siger det bare…

citronvafler1
Udskriv
Vafler med citron og birkes

Opskrift efter Jane Faerbers "LCHF - Spis dig mæt & glad"

Antal: 4 vafler
Ingredienser
  • 2 æg
  • 2 spsk sukrin gold
  • 1,5 dl creme fraiche 38%
  • 1/2 tsk vaniljepulver
  • 1/2 dl mandelmel ikke fedtreduceret
  • 1 spsk fiberHUSK
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 spsk blå birkes
  • 1 citron revet skal herfra
Sådan gør du
  1. Pisk æggene luftige sammen med sukrin gold. Tilsæt creme fraiche og pisk, til du har en jævn dej.

  2. Tilsæt så de tørre ingredienser og citronskal, og pisk igen.
  3. Lad dejen hvile, mens vaffeljernet opvarmes.
  4. Bag vaflerne på jernet - du behøver at pensle jernet med noget fedtstof, da der er fedt i dejen.
Opskriftsnoter

Server fx med creme fraiche 38% og lemon curd (opskrift nedenfor).

citronvafler2

citronvafler1
Udskriv
Lemon curd
Ingredienser
  • 100 g smør
  • 50 g sukrin gold
  • 50 g sukrin+
  • 2 citroner saft og skal herfra
  • 1 æg
  • 2 æggeblommer
Sådan gør du
  1. Bland alle ingredienser i en kasserolle og varm langsomt op. Pisk hele tiden, indtil du har en jævn masse - lad simre i ca. 5-10 minutter, hvor du fortsat pisker, mens curd'en tykner. Når den har en passende konsistens, tages den af varmen og afkøles.
  2. Hvis der mod forventning skulle være kommet klumper i din curd, kan du si den.
  3. Smag evt. til med ekstra sødning eller citrus.
Opskriftsnoter

Opbevares på køl.

citronvafler3

 


Indlægget indeholder affiliatelinks.


9 comments

  1. Karin/lchf-nydelseoglivskvalitet.dk

    Ahmen – Lemoncurd!!
    Nu kom jeg jo lige forbi, Xenia, ovre fra denomvendetverden hos Anne og nu ved jeg, hvad jeg skal lave i morgen: Good Old English Lemoncurd!
    Jeg elsker det – og det går jo bare SÅ godt til alt muligt.

    Jeg kan se, at opskriften er fra Katrine – tænk, at den er gået min næse forbi indtil nu:0)
    Kh. Karin

    1. Arhmen det er jo bare så afsindigt godt altså! Jeg har også allerede planer om snarligst at lave endnu en portion, eftersom jeg stadig har citroner på lager! 😀

  2. Hej Xenia,
    Jeg elsker også citroner! – og birkes faktisk også. Så det må nærmest være en fejl, at jeg endnu ikke har lavet Janes citron og birkes vafler. Den der lemoncurd har jeg også godt spottet hos Katrine – den må laves, når det søde køkken igen skal besøges.
    KH
    – frk. sveske

    1. Ja, det må du da straks lave om på! Jeg syntes som sagt, at de var lidt svære at bage, men smagen var i top! Og med lemoncurd på, var der nærmest ikke et (citruselsker-)øje tørt! 😀

  3. Jeg fik et vaffeljern i julegave og jeg har brugt det 3 gange til LCHF-vafler, men jeg kan simpelthen ikke få dem til at blive gode. Dejen flyder ud over det hele, vaflerne blive tørre og tynde og ja, bare rigtig kedelige. Jeg mistænker mit vaffeljern (som er altså er et af de virkelig billige) for at blive for varmt.. Hmm..
    Min pointe var, at jeg næste gang vil prøve denne udgave – de ser drøngode ud! Haps.
    KH
    Anne

    1. Øv, at det har kokset for dig med vafler hidtil. Jeg synes, de kan være lidt svære at bage, men har egentligt ikke haft noget problem med smagen eller konsistensen efterfølgende – og mit vaffeljern er faktisk også bare sådan et billigt et? Men ja, prøv dem her – måske den gavmilde mængde creme fraiche kan være med til at gøre dem mindre tørre! 😀

  4. Ej.. Så er jeg total udenfor, jeg fik slet ikke lavet vafler! 😛 Ha ha, jeg bemærkede også det kæmpe overflod af vafler – overalt! Det er altså lidt ondt/farligt/fristende, sådan på en ganske almindelig tirsdag. Hvem finder dog på den slags! 😛

    Det glæder mig at du synes om lemon curden. Jeg er også selv stor fan. Jeg synes virkelig, at den kan pifte op (eller ned?) og give modspil til noget af fedmen, der jo givetvis er i LCHF mad. Det minder mig om, at jeg snart må lave det igen. Det er jo alt for længe siden.. – tsk tsk! 😉

    KH. Katrine

    1. I det mindste er det ikke mig, der endte med at være udenfor ;P Meeeen til gengæld laver du jo ofte vafler, så det må også tælle – man bør også kunne fejre på både for- og baghånd, hvis du spørger mig! 😀
      Lemon curden er en fantastisk ting. Syrligt og frisk men på samme måde med et meget gavmildt fedtindhold – det er jo (desværre) ikke så tit igen, at det sker! Mit største problem med det er, at jeg ikke har overvældende mange ting, jeg kan bruge det til. Så skal det netop være, når jeg en sjælden gang laver vafler eller pandekager – for i min hverdagsmad er der desværre ikke så meget det passer til :/ Men så er det jo også bare ekstralækkert, når man en sjælden gang får det! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *